Afrikas svar på pandemien kræver en genvinding af økonomisk og monetær suverænitet

0
Illustrasjon: Shutterstock

Det er tid for Afrika at gøre fremskridt og stræbe efter en bedre fremtid. Denne fremtid er indenfor rækkevidde, og den begynder ved, at Afrika genvinder sin økonomiske og monetære suverænitet, slår forfatterne fast i dette internationale åbne brev.


Av Fadhel Kaboub, Ndongo Samba Sylla, Kai Koddenbrock, Goethe University, Ines Mahmoud og Maha Ben Gadha.


Mens Afrika, indtil videre, er blevet sparet for de værste covid-19-pandemiske konsekvenser for folkesundheden, så har den efterfølgende økonomiske nedlukning bragt Afrikas økonomiske mangler og strukturelle sårbarheder i skarpt fokus.

Vi opfordrer alle afrikanske stater til at udvikle en strategisk plan fokuseret på at genvinde deres pengemæssige og økonomiske suverænitet.

Som et ressourcerigt kontinent har Afrika kapaciteten til at levere en anstændig livskvalitet for alle dets indbyggere. Afrika er i stand til at tilbyde universel offentlig service såsom sundhedspleje og uddannelse samt garantere beskæftigelse for alle, som ønsker at arbejde, og samtidig sikre et anstændigt støttesystem for dem, der ikke kan arbejde.

Imidlertid har årtier med kolonial og postkolonial socioøkonomisk forvridning forværret af markedsliberalisering tvunget afrikanske lande ind i en ond cirkel, som involverer adskillige strukturelle mangler, karakteriseret ved:

·        · Mangel på fødevaresuverænitet.

·        · Mangel på energisuverænitet.

·        · Fremstillings- og udvindingsindustrier med lav merværdiskabelse.

Denne uhellige treenighed producerer et yderst smertefuldt nedadgående pres på afrikanske valutakurser, som betyder højere priser for import af vitale fornødenheder såsom fødevarer, brændstof, og livreddende medicinske produkter.

For at beskytte folk mod denne type importeret inflation låner afrikanske regeringer udenlandsk valuta og holder dermed de afrikanske valutaer kunstigt ’stærke’ i forhold til den amerikanske dollar og euroen. Denne kunstige ’plasterløsning’ tvinger afrikanske økonomier ind i en hektisk økonomisk aktivitet udelukkende fokuseret på at optjene dollars eller euros til at kunne servicere den eksterne gæld.

Resultatet er, at Afrikas økonomier er blevet fanget i en nedskæringsmodel, ofte håndhævet ved hjælp af betingelser sat af Den International Valutafond (IMF), såvel som et konstant pres fra andre kreditorer for at beskytte deres politiske og økonomiske interesser, hvilket yderligere griber ind i de afrikanske landes økonomiske, pengemæssige og politiske suverænitet. Betingelser pålagt af IMF og internationale kreditorer fokuserer normalt på fem problematiske og ufrugtbare policy-strategier:

1.    1 Eksportorienteret vækst.

2.    2 Liberalisering af udenlandsk direkte investering.

3.    3 Overpromovering af turisme.

4.    4 Privatisering af statsejede virksomheder.

5.    5 Liberalisering af finansielle markeder.

Hver eneste af disse strategier er en fælde forklædt som en økonomisk løsning. Eksportledet vækst øger importen af energi, kapitalkrævende udstyr med høj merværdiskabelse og industrielle komponenter og tilskynder til at gå efter jord og ressourcer, men øger kun eksporten af produkter med lav merværdi. Og selvfølgelig kan alle udviklingslande ikke følge en sådan model på samme tid.

Hvis nogle lande ønsker at opnå et handelsmæssigt overskud, må andre være villige til at have et handelsmæssigt underskud. Udenlandsk, direkte investeringsledet vækst øger importen af energi og tvinger afrikanske lande ind i et endeløst ræs mod bunden for at kunne tiltrække investorer ved hjælp af skattelettelser, subsidier og svagere arbejds- og miljøreguleringer.

Det leder også til finansiel volatilitet (store prisbevægelser) og betydelige netto-ressourceoverførsler til rige lande, hvor nogle af dem sker i form af ulovlige kapitalbevægelser. Turisme øger både energi- og fødevareimporten og tilføjer samtidig betydelige miljømæssige omkostninger i form af CO2-udledning og vandforbrug.

De fleste statsejede virksomheder blev privatiseret i 1990’erne (for eksempel teleselskaber, elektricitetsselskaber, luftfartsselskaber, lufthavne og så videre). Yderligere privatisering vil ødelægge, hvad der nu resterer af et socialt sikkerhedsnet under offentlig kontrol.

Finansiel markedsliberalisering kræver typisk finansiel deregulering, sænkelse af skatter på kapitalgevinster, fjernelse af kapitalkontrol og kunstig hævelse af rentesatser og valutakurser – alt sammen noget, som garanterer et attraktivt miljø for de største finansielle spekulanter i verden. De strømmer til som i et kapløb med ’varme penge’, kun for at ’købe billigt og sælge dyrt’, derefter forsvinder de igen og efterlader en økonomi i depression.

Endelig sigter alle frihandels- og investeringsaftaler imod at accelerere og uddybe disse fem strategier, hvilket skubber afrikanske økonomier endnu dybere ned i dyndet. Denne grundlæggende fejlagtige økonomiske udviklingsmodel forværrer Afrikas ’hjerneflugt’, hvilket i nogle tragiske tilfælde sker i form af dødsbåde og dødsveje for migranter, der flygter af økonomiske, sundheds- eller klimamæssige årsager.

Disse fem politiske plasterløsninger har en tendens til at være attraktive, fordi de giver en midlertidig lindring i form af jobskabelse, og fordi de skaber en illusion om modernisering og industrialisering. Men i realiteten er disse jobs i stadig højere grad usikre og sårbare overfor eksterne chok på den globale forsyningskæde, den globale efterspørgsel og globale råvarepriser. Med andre ord, Afrikas økonomiske skæbne fortsætter med at være styret udefra.

Covid-19-pandemien har udstillet rødderne til Afrikas økonomiske problemer. Derfor vil den postpandemiske genoprettelse ikke være bæredygtig, medmindre den adresserer allerede eksisterende strukturelle mangler. For at kunne det, givet den truende klimakrise og behovet for socialøkologisk tilpasning, må økonomisk politik baseres på alternative principper og forslag.

Vi opfordrer alle afrikanske stater til at udvikle en strategisk plan fokuseret på at genvinde deres pengemæssige og økonomiske suverænitet, hvilket må inkludere fødevaresuverænitet, (vedvarende) energisuverænitet og en industriel politik centreret omkring højere værditilvækst i produktionen.

Afrika er nødt til at sætte en stopper for sin ræs-til-bunden tilgang til økonomisk udvikling omtalt som et spørgsmål om konkurrence og effektivitet. Regionale handelspartnerskaber indenfor kontinentet må baseres på koordinerede investeringer, der sigter mod at skabe horisontale industrielle forbindelser indenfor strategiske områder såsom folkesundhed, transport, telekommunikation, forskning og udvikling samt uddannelse.

Vi opfordrer også Afrikas handelspartnere til at anerkende fiaskoen med den udvindingsøkonomiske model og omfavne en ny samarbejdsmodel, der inkluderer overførslen af teknologi, reelle partnerskaber indenfor forskning og udvikling og suveræne insolvensstrukturer – inklusiv suveræn gældsafskrivning – som bevarer produktion og beskæftigelse.

Afrikanske stater må udvikle en klar og uafhængig, langsigtet vision for at bygge modstandsdygtighed overfor eksterne chok. Økonomisk og monetær suverænitet indebærer ikke isolation, men det kræver en forpligtelse på økonomiske, sociale og økologiske prioriteter, hvor man mobiliserer hjemlige og regionale ressourcer for at forbedre livskvaliteten på kontinentet.

Det betyder, at man bliver mere selektive, når det gælder direkte udenlandske investeringer og eksportorienterede udvindingsindustrier. Det betyder også, at man prioriterer økoturisme, kulturarv og oprindelige industrier.

Mobilisering af Afrikas ressourcer begynder med en forpligtelse på en fuldbeskæftigelsespolitik (et jobgarantiprogram), folkesundhedsinfrastruktur, offentlig uddannelse, bæredygtigt landbrug, vedvarende energi, bæredygtig forvaltning af naturressourcer og en kompromisløs forpligtelse på at give magt til ungdom og kvinder via deltagerorienteret demokrati, gennemsigtighed og ansvarlighed.

Det er tid for Afrika at gøre fremskridt og stræbe efter en bedre fremtid, hvor alle dets folk kan trives og realisere deres fulde potentiale. Denne fremtid er indenfor rækkevidde, og den begynder ved, at Afrika genvinder sin økonomiske og monetære suverænitet.

Underskrevet:

Fadhel Kaboub, Denison University, Ohio, USA

Ndongo Samba Sylla, Dakar, Senegal

Kai Koddenbrock, Goethe University, Frankfurt, Tyskland

Ines Mahmoud, Tunis, Tunesien

Maha Ben Gadha, Tunis, Tunesien

Bliv medunderskriver på brevet

Underskrifter repræsenterer forfatternes personlige meninger og ikke deres arbejdsgivere eller andre institutionelle tilknytninger.

Oversatt til dansk av sosiolog Lars Jørgensen og publiseres samordnet med underskriverne i et globalt initiativ på 50 forskjellige språk.


Du kan abonnere på steigan.no her. Det koster ingenting.

Men hvis du vil være med på å opprettholde og styrke vår kritiske og uavhengige journalistikk, kan du også gjøre det:

Vipps: 116916.

Eller du kan betale inn på Mot Dags støttekonto: 9001 30 89050 – eller gå inn på vår betalingsordning.

KampanjeStøtt oss

Start diskusjonen på forum.steigan.no