EU-toppenes ”våte drømmer” om stormaktsstatus og oppbygning af en felles EU-kultur

12. mai 2024

eu-kommisjonen og bønder — En kunstnerisk tolkning av situasjonen. Kunstner ukjent.

Av Villy Lauridse, Danmark, leserinnlegg.

Jeg oplever at debatter om EU er relativt sjældne i Danmark. Ikke mindst på MSM. Det samme er formentlig tilfældet i både Norge og Sverige.

Disse debatter er absolut nødvendige og ikke mindst afslørende i en vestlig verden, hvor censur i høj grad afgør, hvilke informationer borgerne får.

Vi taler i dag om et EU, der udvander demokratibegrebet til det ukendelige, et EU, der helt bevidst fremmer LGBTQ+ (etc. etc.), krænkelseskulturen, wokeisme og transideologi. Perspektiver, der set fra kulturelle synsvinkler er skræmmende, og dermed helt afgørende for EUs borgere.

I Danmark ”sælger EU simpelthen ikke billetter”. Danskerne tror stadigvæk, at EU-medlemsskabet blot handler om handelssamarbejde. Det er politikerne og MSM helt bevidste om. Al offentlig debat om EU nedtones derfor så vidt muligt.

Bestræbelserne på at nedbryde nationalstaternes individuelle kulturtræk for at fremme en fælleskultur i EU, møder stor set ingen modstand. Man ønsker, selvom de formelle budskaber er nogle helt andre, en så stor indvandring af mennesker fra fremmede kulturer som muligt,så de oprindelige kulturer fra EU`s mange ”delstater” udvandes.

Hvilke kulturtræk kan eksempelvis fastholdes i et land, når en større og større del af borgerne har helt forskellige kulturbaggrunde ?

En fælles EU-kultur bliver herefter lettere at promovere. De utallige direktiver og forordninger, som enkeltstaterne tvinges til at gennemføre som fælles lovgivning, fremmer helt entydigt denne udvikling.

Tænketanken EUROPA anslår i sine undersøgelser vedr. EU-lovgivning i enkeltlandene at denne i årene 2015-2022 udgjorde mellem 66 og 72% af enkeltlandenes samlede lovgivning. (1)

Spændende tal, også i en norsk kontekst.

EU er således i dag nået meget langt i bestræbelserne på at nedbryde nationalstaterne og deres individuelle kulturer. Bestræbelser, som er afgørende for at EU udadtil kan fremstå, som en samlet stormagtsblok.

Indvandringens omfang op til 2024

Selvom det er meget svært at finde officielt opdaterede tal for befolkningssammensætningen i de enkelte EU-lande (hvorfor mon ?) ser tallene for Skandinavien således ud:

Sverige: 27,2% af den svenske befolkning havde i 2023 udenlandsk baggrund. I de 3 største byer er der stort set lige så mange indvandrere og efterkommere som etniske svenskere.

Hvis denne udvikling fortsætter vil antallet af ikke-etniske svenskere i 2069 være 52,6%. Om 46 år vil antallet af etniske svenskerne således være i mindretal i Sverige. (2)

Norge: Ca. 17% af befolkningen har i dag udenlandsk baggrund. D.v.s. Hver sjette borger har udenlandsk baggrund

Danmark: 16% har i 2024 udenlandsk baggrund. D.v.s. Hver sjette borger har udenlandsk baggrund.

En tilsvarende udvikling ses i Tyskland (25% i 2017), England (24% i 2017), Frankrig (21% i 2017) (3). Opdaterede tal vil ændre disse tal dramatisk.

I 2024 er migranterne i flertal i London (54 %), Bruxelles (70 %), Amsterdam (56 %) (4)

Erstatningsmigration

FN problematiserer det faldende børnetal i Europa ved at foreslå ”erstatningsmigration”. FN opfordrer hermed EU til at indføre en udlændingepolitik, der erstatter EU`s oprindelige befolkning. (5)

Den danske regering har i denne sammenhæng eksempelvis indgået en aftale om at rekruttere 1000 udenlandske sundhedsarbejdere fra Philippinerne og Indien. (6),ligesom både Norge og Danmark har underskrevet Marakkesherklæringen, et samarbejde med Nordafrikanske stater om ”ansvarlig migration (7)

Det er tilsyneladende ikke faldet danske politikere ind at gøre det langt mere attraktivt for danske familier at få flere børn. Ungarn har her vist vejen ved at lade ungarnske kvinder, der føder 4 børn slippe for indkomstskat resten af livet. (8)

Den politiske venstrefløjs rolle og medansvar for den aktuelle udvikling.

Den formentlig ringe del af borgerne i Skandinavien, der ønsker en udvikling af deres land til et multikulturelt samfund, skal findes i den intellektuelle elite, og først og fremmest på den politiske venstrefløj.

Den politiske venstrefløj i Skandinavien har i sit DNA altid haft en forestilling om, at solidaritet med samtlige undertrykte og fattige mennesker i verden, var en del af det ideologiske fundament.

I diskussionen om, hvordan denne solidaritet skulle udmøntes i praksis, har man haft uhyre svært ved ”at finde sine egne ben”. Dilemmaet har bl.a.været, at almindelige lønarbejdere (venstrefløjens formelle basis) bestemt ikke har været interesseret i den aktuelle indvandring. Man har her let kunnet gennemskue, at den skandinaviske velfærdsmodel (offentlige ydelser fra ”vugge til krukke”) ikke kunne holde til en fortsat indvandring af fattige udlændinge.

Venstrefløjen har af samme grund lagt låg på denne debat. Det har i disse kredse nærmest været tabubelagt at rejse problemstillinger omkring solidaritet med verdens fattige og forfulgte, og konsekvenserne af blot ” at åbne dørene til de skandinaviske velfærdssamfund.

Specifikt skandinaviske kulturtræk

Findes der specifikke kulturtræk, som man med rimelighed kan karakterisere som specifikt skandinaviske? Selvom der uden tvivl er mange overlapninger mellem Sverige, Norge og Danmark, må jeg som dansker nødvendigvis tage udgangspunkt i Danmark som eksemplarisk eksempel. Læserne må herefter indtænke egne landes kulturhistorie.

Danskerne har gennem tusindvis af år gennemlevet såvel stadier som jægere, samlere og fiskere, efterfulgt af bondekulturen og senere industrikulturens indledende og midterste faser, ligesom vi pt. er godt i gang med overgangen til pc-baseret industriproduktion, også kaldet informationskulturen. Samtidig er de enkelte borgere i Danmark og uden tvivl borgerne i hele Skandinavien i udpræget grad afhængige af – og brugere af den teknologiske verdens ”vidundere”.

Pointen er her, at vi gennem denne udvikling adskiller os fundamentalt fra store dele af resten af verden, og her i høj grad fra de ”eksotiske”kulturer, hvorfra vi i de seneste årtier har rekrutteret en stor del af Danmarks indvandrere.

Disse indvandrere skal ofte bevidsthedsmæssigt springe over hundreder af års udvikling for at kunne tilpasse sig et liv i Danmark.

I praksis vil der naturligvis også løbende ske en afsmitning den anden vej, fra det man med danske øjne anser for forhistoriske kulturer.

Man vil fra disse gruppers side i høj grad sætte spørgsmålstegn ved de landvindinger, kulturrevolutionen fik gennemført i Danmark (og formentlig i tilsvarende grad i Norge og Sverige) fra 1960erne til 1980erne. Landvindinger, der i dag opleves som en selvfølge af den brede befolkning (ligestilling mellem kønnene, seksuel frigørelse, det antiautoritære, sekulariseringen, børneopdragelse etc., etc.). (9)

Ovennævnte problemstilling synes stort set fraværende i den politiske debat omkring indvandring.

Folkevandringen fra Afrika, Asien, Mellemøsten og Sydamerika

Migrationsbølgen skal efter min vurdering ses i relation til

a. kapitalens fortsatte udbytning af verdens fattige lande

b. informationskulturens muligheder for at verdens fattige bliver bevidste om denne udbytning, og de rige landes materialisme (TV, Iphones etc..)

c. ekstremt stigende befolkningstal i verdens fattige lande

d. de rige landes krige mod lande, der ikke vil indordne sig under USA`s monopolære overherredømme i verden (Iraq, Afghanistan, Libien, Syrien, samt adskillige sydamerikanske lande ).

e. kapitalens ønske om udvidet og helst permanent adgang til en billig arbejdskraft, der ikke stiller spørgsmål til overenskomster, sikkerhed på arbejdspladserne, arbejdstider etc.

Krigsdilemmaet

Den nærmest permanente krigsførelse fra den vestlige verdens side, har gennem årtier været én af hovedforklaringerne på flygtningestrømme, ikke mindst mod verdens rige lande.

I Skandinavien har parlamenternes flertal i både Norge og Danmark som logrende skødehunde levet op til USA`s forventninger om at deltage i krige mod ”terrorisme”. Et begreb, der i overvejende grad omhandler nationer og frihedsbevægelser, der har et andet syn på verden end USA.

Tankevækkende at begrebet ”statsterrorisme” stort set aldrig problematiseres i offentlige debatter.

I denne kontekst forekommer det nærmest hyklerisk, at Danmark og Norge er med til at sønderbombe andre lande og efterfølgende undrer sig over, at der opstår enorme flygtningestrømme, som man selv har været med til at skabe.

Det humanistiske dilemma

Dette dilemma, der eksempelvis kommer til udtryk gennem de skandinaviske landes underskrivelse af FN`s flygtningekonvension, kan lettere omskrevet fortolkes til følgende filosofiske overvejelse: ”Det er s`gu da også synd for mennesker, at de må flygte fra hus og hjem, enten p.g.a. krige, (som vi selv har været med til at starte), eller fattigdom, (som i høj grad skyldes den vestlige verdens overklasse, og dennes udbytning af både Afrika, Asien, Mellemøsten og Sydamerika i århundreder).

På ovenstående baggrund har titusindvis af flygtninge, herunder fattigdomsflygtninge, år efter år fået humanistisk opholdstilladelse i Skandinavien. En politik absolut uden perspektiv for såvel skandinavisk kultur som de fattige lande, flygtningene/migranterne har forladt.

Integrationsdilemmaet

Den gennemførte praksis omkring integrationstænkningen i de skandinaviske lande gennem de sidste 40-50 år kan måske bedst beskrives gennem indledningen til én af min barndoms populære danse ved festlige lejligheder, nemlig;”Først den ene vej, og så den anden vej….”. Praksis bl.a. afhængigt af erhvervslivets aktuelle behov for arbejdskraft, og modsat…..afhængigt af et spirende oprør i den brede befolkning.

Begge synsvinkler har diverse politikere behændigt forsøgt at inkludere i den til enhver tid førte indvandringspolitik (man vil vel gerne genvælges).

Nogle politiske kræfter har p.g.a. pres fra befolkningen promoveret tanker om assimilation, mens andre – ikke mindst den intellektuelle elite, aldeles uden jordforbindelse, har skrevet metervis af bøger, hvor det multikulturelle samfund fremstilles som et fremtidigt paradis.

I formentlig samtlige europæiske lande med enkelte undtagelser (Ungarn, Slovakiet og Polen), er integrationstoget for længst kørt af sporet med ghettodannelser som resultat.

Rekurs til EU-toppens drømme om en fælles EU-kultur

Som tidligere nævnt har EU-toppen jnf. ovennævnte statistikker omkring indvandringens omfang, gennem årtier haft stor succes med at nedbryde de enkelte medlemslandes individuelle kulturer. Alene EU lovgivningens fundament omkring arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed vil nødvendigvis skabe blandingskulturer, ikke mindst, fordi ikke bare medlemslandenes egne borgere, men også de store indvandrergrupper efter få års ophold i et EU-land har mulighed for at flytte til ethver andet EU-medlemsland.

Er ”slaget” tabt?

Hvis vi ønsker at fastholde noget, der blot minder om nationalstaternes egne kulturer i vores del af verden, synes den hypotetiske ”løsning” at være, at verdens rige lande tilfører store ressourcer til opbygning af u-landenes egne industrier, landbrug etc.. Ressourcer, i et omfang, der gør, at borgerne i Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika ville være i stand til at leve et materielt og trygt liv i deres eget land. Ikke blot overleve, men leve.

EU-toppen ville naturligvis gøre alt for at umuliggøre en sådan tanke. Samtidig ville

en sådan løsningsmodel reelt være utænkelig i den vestlige verden, der bygger på kapitalismens kortsigtigede, økonomiske interesser.

Udviklingsscenarier

EU-kollaps, enkeltstaters økonomiske og kulturelle kollaps, ricici for ødelæggende krige, BRICKS-landenes nye økonomiske model, en ny multipolær verden, en mulig (autoritær ?) verdens- dominans af det globale syd, flodbølger af migranter etc. etc.

Godt, at man ikke er en vårhare længere.