oss 100 kroner!
Personlig frihed tilintetgøres sammen med en anden menneskeret- habeas corpus- retten til rådighed over sin egen person.
Av Michael Bundgaard Pedersen.
To rettigheder, som ikke bør stå på samme linie som retten til, at stemme og derved legitimere en regering, ved at vi selv vælger vore undertrykkere. Vi kan vælge en anden, – som gør præcis det samme. For enhver diktator er ethvert diktatur demokrati, når blot han/HUN er politikeren, der er diktator. Demokratiet er modsat enevælden, bundet af grundloven til ikke at kunne begå et hvilket som helst overgreb mod den enkelte, men alligevel gør det. Modsat enevælden, som kunne gøre det ustraffet, men ikke gjorde det. Misbrug af frihed er ikke en grund til at afskaffe den. Så kunne man med ligeså god grund forbyde at spise, da flere spiser mere end de har godt af. Således er demokrati enhvers ret til at udtale sig om hvordan han ønsker landet regeret, og de regerendes ret til ikke at bryde sig om det. I denne tid bevises det at såkaldt kloge og højt kvalificerede mennesker er dem som har gale ideer, og at det samtidig er bevis for at de ikke er ret kloge og højt kvalificerede. «Idioter» var på græsk privatmænd, der var ubrugelige til at beklæde offentlige embeder. Nu har det fået den modsatte betydning. Når det er kommet så vidt med et folk, at det ofrer friheden for trygheden, så mister det begge dele.
At sætte sundhedsøkonomer og virologer til at afgøre et lands fremtid er således lige så klogt som at sætte kunstkritikere til at skrive litteratur og bestemme indholdet af digte, udseendet af malerier og koreografere teater.
Er i et demokrati en foranstaltning demokratisk, fordi et flertal tilslutter sig den, og ophører med at være det, når flertallet skifter? Eller er det, det, der gør det muligt at indføre diktaturet – i demokratiets navn? Så vi istedet for love med moralske bude får dårlige love, der tvinger mennesker og siger «Du skal»! – i stedet for ikke at tvinge et menneske til at gøre noget han uden loven ikke ville gøre ved et «Du må ikke,» der bør være formlen for en lov.
Nu hvor retsstaten opløses af «Tjenesten» tvinges vi frivilligt til meget vi ikke ønsker at gøre , i stedet for at sige du må ikke, så det nu ser ud som om vi bakker op om tiltag vi aldrig har ønsket. I politik er det bevægelsesretningen det kommer an på , ikke programmet, og staten har nu hvæsset sine egne klør så meget og klippet andres, at den er blevet det farligste rovdyr af dem alle. Den tager klogeligt alt fra folket for siden at give det lidt af rovet tilbage. Så får den ord for at være folkets velgører.
Demokratiet er dermed blevet en bedragerisk sagfører, der selv beholder formuen (og med den friheden) i stedet for at udbetale den til arvingerne, og den har nu også afskaffet revisionen, som det diktatur det er blevet til. To slags mennesker i demokratiet, politikere og journalister siger om sig selv: «Vi er ikke så slemme som folk tror.»- Det skulle også bare mangle. Siger en politiker at alle er i samme båd, så vogt dig! Det betyder at han vil være kaptajn, og du må ro. Demokrati er således kun en metode – ikke et ideal.
Og grundloven nostalgi fra en svunden tid.
