oss 100 kroner!
EU vil også ha sin del av ressursene på Grønland.
EU omtaler seg sjøl som en «mjuk» supermakt i Arktis, som støtter utdanning og forskning, bærekraftig fiske og bekjemper klimaendringer. Men under overflaten forbereder EU seg på å jakte på råvarer og bevæpne seg i Arktis for å forsvare de nye verdiene og handelsrutene i nord.
Fra den danske avisa Arbejderen.
I øjeblikket er EU ikke en stormagt i Grønland og Arktis.
Men ambitionerne er bestemt til stede.
«I takt med at Arktisk bliver fokus for økonomisk og geopolitisk konkurrence», skal EU «optrappe sit engagement», lyder kravet i EU-kommissionens strategipapir «Walking on Thin Ice» fra juli sidste år.
En effektiv europæisk udnyttelse af sjældne jordarter i Grønland vil reducere EU’s strategiske sårbarhed og bidrage til teknologisk suverænitet. Hvis det mislykkes, kan det true Unionens evne til at udvikle sin forsvarsindustri.
EU’s Institut for Sikkerhedsstudier
Her italesætter EU sig selv som en Arktisk magt med legitime interesser i Arktis, og henviser til, at EU har tre medlemslande (Danmark, Finland og Sverige) og 700.000 EU-borgere i Arktis – samt at Europa allerede i det 10. århundrede begyndte at udforske Arktis. Derfor har EU en «naturlig og vigtig rolle at spille i regionen», mener EU-kommissionen.
Det handler om råstoffer
EU lægger ikke skjul på sine interesser i Grønland. Den primære årsag til EU’s stigende interesse i Grønland er at sikre sig adgang til energi og råstoffer.
«De arktiske ressourcer er helt afgørende for EU’s økonomi i den nærmeste fremtid … EU har derfor en interesse i at udvide sine aktiviteter i regionen», understreger EU-kommissionen i sin «Walking on Thin Ice»-rapport.
EU vurderer, at Grønland besidder 30 procent af verdens uopdagede gasressourser og 13 procent af verdens uopdagede olieressourser.
Men EU’s interesse i Grønland handler først og fremmest om de sjældne jordarter og mineraler i Grønlands undergrund.
«Sikker adgang til råstoffer er en EU-prioritet, og Grønland har et stort potentiale indenfor seks af de 14 materialer, der er opført på EU’s liste over kritiske råstoffer. EU har en interesse i at sikre, at Grønland bliver en kommende leverandør af energi og kritiske råstoffer», skriver EU-kommissionen blandt andet i en evaluering af samarbejdet mellem EU og Grønland.
Ifølge EU besidder Grønland en fjerdedel af verdens sjældne jordarter. Det gør Grønland til et «alternativ til Kinas monopol på strategiske metaller», konstaterer EU’s Institut for Sikkerhedsstudier i sin analyse Arctic stress test.
Vil være uafhængig af Kina
EU er dybt afhængig af Kina, når det gælder en lang række af de sjældne jordarter og mineraler, der er nødvendige for at fremstille den teknologi, vi bruger i vores dagligdag – lige fra mobiltelefoner og fladskærme til biler.
Kina leverer ikke mindre end 98 procent af de sjældne jordarter, som EU bruger til at fremstille højteknologiske produkter som eksempelvis batterier og vindmøller, der skal bruges i den grønne omstilling.
Det fremgår af EU seneste liste over råstoffer, der er kritiske for EU, der blev offentliggjort i september. Listen bliver opdateret hvert tredje år.
Afhængigheden af de kinesiske råstoffer får panderynkerne frem hos EU, fordi råstofferne er en forudsætning for EU’s planer om at booste den europæiske våbenindustri og gennemføre den omfattende oprustning af Europa, som EU har afsat næsten 100 milliarder kroner til i sit 2021-2027-langtidsbudget.
>> LÆS OGSÅ: EU’s militærbudget eksploderer
EU frygter, at Kina vil indføre restriktioner på sin eksport af sjældne jordarter, eller at Kina vil udnytte sit monopol til at skrue på priserne på de sjældne jordarter og mineraler. EU’s Institut for Sikkerhedsstudier advarer i sin analyse, om at Kina tidligere har truet med at begrænse eksporten af kritiske råstoffer til USA.
Grønland – en vigtig brik
Derfor er EU på jagt efter nye steder at få sine råstoffer fra. Og her er Grønland udset til at spille en vigtig rolle i EU’s kamp for at sikre levering af kritiske råstoffer udenom Kina.
EU nævner også – for første gang nogensinde – direkte Grønland i sin seneste 100 sider lange strategi for kritiske råstoffer, der blev offentliggjort i september. EU udpeger Grønland blandt en lille håndfuld vestlige lande, hvor der er et «godt potentiale for minedrift med sjældne jordarter».
EU henviser til, at Grønlands sjældne jordarter skal bruges til at producere vindmøller, elbiler og batterier, der skal bekæmpe klimaforandringerne og sikre den grønne omstilling i Europa.
Men det handler ikke om at producere vindmøller og elbiler. Det handler også om at sikre råstoffer til EU’s våbenindustri.
>> LÆS OGSÅ: EU’s våbenindustri på mineraljagt i Grønland
EU’s Institut for Sikkerhedsstudier lægger i sin analyse Arctic stress test ikke skjul på, at en «effektiv europæisk udnyttelse af sjældne jordarter i Grønland vil markant reducere EU’s strategiske sårbarhed og vil bidrage til teknologisk suverænitet. Hvis det mislykkes, kan det true Unionens evne til at udvikle sin forsvarsindustri og digitale økonomi og evne til fortsat at være konkurrencedygtig med USA og Kina».
141 licenser
Kampen om Grønlands mineraler og sjældne jordarter er for længst blæst i gang. På få år er antallet af licenser til at efterforske og udvinde mineraler i Grønland eksploderet – fra cirka 20 i 2002 til 141 licenser i november 2020.
Udenlandske minefirmaer og investorer har tilsammen fået tilladelser til at efterforske og udvinde mineraler og sjældne jordarter i ikke mindre end 36.000 kvadratkilometer af Grønlands territorium.
Men EU er bagud i kapløbet om Grønlands råstoffer. Det er først og fremmest minevirksomheder fra USA, Canada, Rusland og Kina, der har sikret sig licenser til at efterforske – og udvinde – Grønlands råstoffer.
Kun 15 procent af de minevirksomheder og investorer, der foreløbig har sikret sig licenser til at lede efter og udnytte sjældne jordarter og mineraler i Grønland, kommer fra EU.
EU vil også have en bid af Grønland og Arktis
Men nu vil EU og den europæiske industri også have deres bid af Grønland og Arktis.
EU er begyndt at spille med sine politiske muskler i Grønland og har indgået en strategisk samarbejdsaftale om råstoffer med Grønland med det erklærede mål at sikre EU’s industri adgang til Grønlands råstoffer til en god pris.
Herudover har EU udnævnt en ambassadør for Arktis, og EU er i fuld gang med at udarbejde en ny strategi for Arktis, der skal sætte EU på landkortet i Arktis.
EU har oprettet en råstofenhed – EIT RawMaterials – der er et netværk mellem EU, en række forskningsinstitutioner og mineindustrien. EIT RawMaterials har søsat en række projekter, der skal styrke den europæiske mineindustri, og gøre den mere effektiv i kampen om Grønlands råstoffer.
Danmark spiller en central rolle i EU’s forsøg på at afdække Grønlands mineraler og sjældne jordarter.
Danmark har forsket og foretaget undersøgelser af Grønlands undergrund i over 130 år og indsamlet tusindvis af prøver og kilometervis af borekerner. Al den viden – alle prøver og borekerner – er samlet i en kæmpe databank hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland GEUS).
Derfor er EU meget interesserede i at få GEUS og de danske forskere ombord i kampen om Grønlands råstoffer.
På GEUS’ hjemmeside kan man blandt andet læse, at der i EU er en «… frygt for, at mangel på sjældne jordartsmetaller kan blive en hæmsko for højteknologiske og grønne industrier. Derfor er EU meget interesseret i de store grønlandske forekomster, og EU har estimeret, at de sjældne jordartsmetaller i Grønland kan dække en fjerdedel af verdens behov i 50 år».
Arbejderen inviterede sig selv på besøg hos GEUS’ kontor i Nuuk til en kop kaffe og en snak om GEUS’ arbejde og Grønlands råstofpotentiale og EU’s interesser.
– Vi er i gang med to EU-projekter, der skal udvikle nye værktøjer til, hvordan man kan finde nye mineraler i undergrunden, fortæller geolog hos GEUS i Grønland, Simon Thaarup, til Arbejderen.
Han er ansat hos GEUS, men arbejder især med EU-projekter, der skal gøre det lettere for mineindustrien at finde mineraler i så store mængder, at det kan betale sig at udvinde dem.
EU har udarbejdet en liste over råstoffer, som er kritiske for EU. EU har kigget på, hvor stor forsyningssikkerheden er.
– Eksempelvis leverer Kina 98 procent af EU’s sjældne jordarter. Det betyder, at i tilfælde af en handelskrig, vil EU med et slag ikke længere have adgang til sjældne jordarter. Brasilien sidder på 85 procent af EU’s import niobium. Derfor forsøger EU at sprede sine råstofleverancer, så man får flere forskellige leverandører og dermed spreder adgangen til sjældne jordarter og andre råstoffer ud, så man ikke er afhængig af en enkelt leverandør.
Derfor kigger EU mod Grønland.
– Grønland har en række fordele. Der er ikke en masse træer og jord. Der er direkte adgang til bjerge og fjelde. Og her er dybe fjorde, så store skibe kan lægge til, stort set, overalt i Grønland. Transporttiden er selvfølgelig lang. Til gengæld er lødigheden til gengæld høj i Grønland. Det vil sige, at metallerne er meget rene. Og så er der ikke særligt mange indbyggere i Grønland, så der er ikke så mange, der bliver generet af en mine, fortæller Simon Thaarup.
GEUS har også været med til at undersøge, om der i Grønland findes mineraler og sjældne jordarter, som er opført på EU’s liste over kritiske råstoffer.
– Målet er, at EU skal have noget viden om mulighederne i Grønland, som man kan give videre til mineindustrien og investorer. Altså en slags markedsføring af Grønlands råstoffer, set ud fra EU’s interesser.
Derfor har EU og GEUS kastet sig ind i kampen om Grønlands råstoffer.
– Vi har blandt andet udviklet et værktøj, der kan hjælpe mineindustrien med at finde nye mineralforekomster. Ved at undersøge planter fra et område kan man opnå viden, om undergrunden indeholder eksempelvis nikkel eller kobber. Planterne ændrer karakter, hvis de vokser i jord, hvor der gemmer sig råstoffer, forklarer Simon Thaarup.
GEUS har også udviklet et analyseværktøj, der gør det lettere at indsamle viden om bjergarter, jordbunden samt jordbundens alder og så videre.
– Det betyder, at man kan regne ud, hvor stor sandsynligheden er for, at der er en forekomst af sjældne jordarter. Værktøjet er delt op i farverne rød, gul og grøn for lettere at kunne tiltrække investorer til projekterne.
GEUS er også involveret i et EU-projekt, der ved hjælp af droner indsamler viden om undergrunden. I dag foregår en stor del af vidensindsamlingen om undergrunden via satelitter og fly. Hvis vi indsamler viden om et område ved hjælp af droner, kan vi få langt mere præcis og detaljeret viden – helt ned til centimeters præcision – om et område.
– Med projekterne forsøger EU at skyde penge i noget konkret basisforskning, for at understøtte at mineindustrien i Europa skal få øjnene op for Grønland. EU er også klar til at støtte opstartsprojekter for mineindustrien. På den måde håber EU på at sætte gang i mere udvinding og produktion af råstoffer i EU’s mineindustri, fortæller chefkonsulent og leder af GEUS’ kontor i Nuuk, Kisser Thorsøe, til Arbejderen.
Hun fortsætter:
– Der er stor efterspørsel på råstoffer, og den bliver kun større i fremtiden. Europa er tæt befolket. Det er svært at oprette miner, fordi folk ikke ønsker en mine i deres baghave. EU forbruger 25 procent af alle de sjældne jordarter og mineraler, der bliver udvundet rundt om i verden, men vi udvinder kun selv tre procent, fortæller Kisser Thorsøe.
Kortere handelsveje
EU’s interesser i Grønland og Arktis handler også om nye handelsruter.
I takt med at isen smelter, bliver der åbnet op for nye handelsveje, der reducerer transporttiden for fragtskibe fra Europa til Asien med op til to uger. Også transporttiden til USA bliver reduceret væsentligt.
To af de handelsruter, der bliver åbnet op, når isen smelter er Nordvestpassagen og Den Nordlige Sørute. De to nye handelsruter har et stort potentiale.
I de isfrie måneder kan transporttiden – og dermed også transportomkostningerne – mellem Europa og Kina reduceres med op mod 40 procent, hvis man sejler via Den Nordlige Sørute i stedet for at sejle via Suez-kanalen.
Derfor bliver Den Nordlige Sørute også kaldt for «smutvejen» mellem Europa og Asien.
I dag går sejlruten fra Europa til Kina via Malacca-strædet og Suez-kanalen, men når Nordøstpassagen bliver isfri, bliver handelsvejen fra Europa og Kina meget kortere.
EU er – med Danmark i front – allerede i fuld gang med at udnytte de nye muligheder. I 2018 skrev et Mærsk-containerskib søfartshistorie ved at være det første af sin slags, der sejlede fra Asien til Europa via Nordøstpassagen.
Skibe, som skal fra Europa til Asien, kan også spare 4000 kilometer ved at benytte Nordvestpassagen i stedet for at sejle gennem Panamakanalen.
Derfor har EU og de øvrige stormagter en klar interesse i at kontrollere de nye handelsveje, der åbner sig i Arktis.
Hvis EU skal kunne udnytte de nye handelsveje, kræver det krigsskibe med kapacitet til at bryde isen, forudser EU.
«Isbrydere kan være et effektivt redskab til at signalere langtidstilstedeværelse, retshåndhævelse og forsvar», konstaterer EU’s Institut for Sikkerhedsstudier.
Instituttet bemærker samtidig, at flere af de europæiske arktiske stater har isbrydere som en del af deres militære flåde. Det gør dem i stand til at vise deres magt i Arktis over store afstande, konstaterer EU-instituttet i sin analyse Arctic stress test.
Samtidig har EU’s Forsvarsagentur netop søsat flere projekter, der skal øge EU’s kapaciteter til krigsførelse i Arktis.
Forsker i krigsførelse i Arktis
I sidste ende kan stormagternes økonomiske rivalisering om kampen om råstoffer i Grønland og resten af Arktis føre til krig.
Set i sammenhæng med EU’s råstofstrategi og ønsket om kortere og billigere handelsruter må EU være militært til stede i Arktis for – i yderste konsekvens – at kunne kæmpe om adgangen til råstoffer og de nye handelsveje.
EU-kommissionen opfordrer da også i sit strategipapir «Walking on Thin Ice» op for, at «EU bør udforske en konstruktiv tilgang til militære spørgsmål i Arktis».
EU har afsat næsten 100 milliarder kroner på sit nye langtidsbudget til at styrke opbygningen af EU-militæret og en mere uafhængig europæisk våbenindustri, der forsker i, udvikler og producerer militært udstyr – lige fra kampvogne til kampfly, så EU ikke er afhængig af USA, men bliver i stand til selv at gribe militært ind overalt i verden.
EU’s Forsvarsagentur spiller en central rolle i at fordele de mange milliarder og opstille de projekter, der skal have støtte.
«Fremtidens kapacitetsbehov er drevet af den hurtigt skiftende geopolitiske situation», fastslår EU’s Forsvarsagentur blandt andet.
EU’s Forsvarsagenturs beskrivelser af, hvilke projekter den europæiske våbenindustri skal forske i, efterlader ingen tvivl: EU ønsker at være militært til stede i Arktis. I flere af projektbeskrivelserne er det et krav for at få del i de mange millioner euro, at den nye militære teknologi og det udstyr, der udvikles, skal kunne operere i ekstremt klima i Arktis.
EU’s Forsvarsagentur har foreløbig søsat tre militære udviklingsprojekter rettet mod krigsførelse i Arktis: Udvikling af nye våbensystemer og ny teknologi til krigsskibe samt udvikling af udstyr, der skal beskytte soldater mod ekstrem kulde i de arktiske egne.
EU’s Forsvarsagentur har afsat 100 millioner kroner til, at den europæiske våbenindustri kan forske i ny teknologi og nye våbensystemer til EU’s fremtidige militære flåde.
«En udvidelse af operationsmiljøet (eksempelvis i Arktis) vil kræve, at der bliver udviklet en ny generation af flådesystemer og taktikker for at sikre overlegenhed indenfor antiluft-krig, overfladekrigsførelse og antiubåds-krig», skriver EU’s Forsvarsagentur blandt andet i sin projektbeskrivelse.
«En magtoverlegen flåde er afgørende for de europæiske væbnede styrker, der skal beskytte det europæiske territorium og borgere og være i stand til at udvide sin magt til fjerne geografiske områder», skriver EU’s Forsvarsfond endvidere i projektbeskrivelsen.
EU’s Forsvarsagentur har også lanceret et projekt, der de næste fire år skal forske i, hvordan soldater kan beskyttes, når de opererer i den ekstreme kulde i Arktis.
Målet er at «… forbedre EU’s kapacitet til at operere i et arktisk/koldt miljø ved at udvikle udstyr, der reducerer vejrrelaterede skader hos soldaternes og forbedrer deres krigsførelse», hedder det blandt andet i Forsvarsagenturets projektbeskrivelse.
Danmark er blandt de EU-lande, der har presset på for, at Arktis skal være et område, som EU skal prioritere forskning og udvikling af militær teknologi og udstyr.
– Danmark har, sammen med flere ligesindede lande, igennem arbejdet med de nye europæiske forsvarsprogrammer søgt at indarbejde særprægede nationale interesser under hensyntagen til industriens styrepositioner. Suverænitetshåndhævelse, overvågning og indsættelse af enheder – i militæraktioner såvel som civile redningsaktioner – i Arktis, Nordsøen og Polarhavet har høj prioritet for Danmark og Rigsfællesskabet, fortæller Aske Nerup til Arbejderen.
Han repræsenterer Danmark i EU’s Forsvarsfond og er kaptajn i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses afdeling for Internationalt og Industrielt Samarbejde.
Hverken EU’s Forsvarsagentur eller EU’s Udenrigstjeneste ønsker overfor Arbejderen at svare på, hvorfor det er vigtigt for EU at have adgang til militært udstyr, der kan operere i Arktis.
EU’s Arktis-ambassadør er tavs
Et af de synlige eksempler på, at EU vil opprioritere sin tilstedeværelse i Arktis, er udpegningen af en Arktis-ambassadør.
Ambassadøren er fuldt opmærksom på kampen om råstoffer og nye handelsveje i Arktis.
– Klimaforandringerne i Arktis har ført til, at isen smelter. Når isen smelter, vil der bliver åbnet nye handelsruter samt bedre adgang olie- og gasreserverne i Arktis og til vigtige mineraler i undergrunden. Det har ført til en øget interesse for Arktis hos en række lande som eksempelvis Kina. Samtidig er de geopolitiske spændinger i Arktis øget.
Derfor er EU netop nu i gang med at udvikle en ny strategi for Arktis.
– Siden EU vedtog sin seneste Arktis-strategi i 2016, er udviklingen i Arktis acceleret. De geostrategiske interesser i Arktis er øget. Mange lande ser økonomiske muligheder i Arktis for at udnytte olie, gas og mineraler, fortæller EU’s ambassadør for Arktis, Michael Mann, til Arbejderen.
Han fortsætter:
– Vi skal spørge os selv, om det er tid til, at EU bliver mere aktive i Arktis. Arktis har traditionelt været et område med lavspænding. Men Rusland opruster, og NATO afholder flere og flere øvelser i området. Situationen i Arktis har ændret sig drastisk de seneste fire år. Hvis vi vil bevare vores troværdighed, må vi tilpasse vores Arktis-politik i takt med udviklingen.
Men EU ambassadør for Arktis afviser at uddybe, hvordan han mener, at EU skal være mere aktive i Arktis – og hvorfor EU sætter millioner af euro af til at forske i krigsførelse i Arktis.
– Det har jeg ingen kommentarer til, lyder svaret fra den ellers snakkesaglige Arktis-ambassadør.
Denne artikel er støttet af Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa.
