Bak jernbanestreikene i Frankrike

2

Fra den danske avisa Arbejderen.

Jernbanearbejdernes strejke i det franske statslige jernbaneselskab SNCF er et meget vigtigt kapitel i en social tragedie, som ødelægger det Frankrig, vi kender.

Den nuværende række af jernbanestrejker i Frankrig fremstilles i medierne som ”uro på arbejdsmarkedet”, en konflikt mellem regering og fagforeningsledere eller som en midlertidig ulempe for rejsende forårsaget af en privilegeret og egoistisk kategori arbejdere.

I virkeligheden har ”den europæiske konstruktion” betydet systematisk nedbrydning af medlemslandenes suverænitet.

I angloamerikanske medier ser man den vanlige, selvglade snik-snak om ”oste-spiserne, som altid strejker”.

I virkeligheden er konduktørernes og andre ansattes strejke i det statslige jernbaneselskab SNCF et meget vigtigt kapitel i en social tragedie, som ødelægger det Frankrig, vi kender.

Det som har gjort Frankrig til et af de mest komfortable lande at leve i –  i over et halvt århundrede – er ikke bare maden og naturen. Frem for alt har det været de offentlige tjenester – de bedste i verden. Postvæsenet, offentlig uddannelse, sygesikringen, offentlige tjenester, jernbaner – alt var udmærket, eksemplarisk.

Det franske telefonsystem sakkede længe bagud efter andre udviklede lande, indtil de kom på højde, og der har altid været klager over uhøflige ansatte på offentlige kontorer, men det kan ske hvor som helst i verden.

Hovedpointen er, at Frankrig takket være sine offentlige tjenester fungerede gnidningsløst og skabte gunstige forhold for erhvervsliv og hverdagsliv.

Når folk tager gode ting for givet for længe, lægger de ikke mærke til, når de gradvis bliver fjernet.

Præsident Emmanuel Macrons program for at ødelægge SNCF er en god grund til at vågne op. Men der er grund til at frygte, at store dele af befolkningen allerede er blevet lullet ind i en søvn, som er for dyb til at blive vækket op af.

Det tager lang tid at skabe noget af så høj kvalitet som de offentlige franske tjenester. De har en historie tilbage til centraliseringen af den franske stat i det syttende århundrede, knyttet til Ludvig XIV’s finansminister, Jean-Baptiste Colbert.

Historien bag SNCF

SNCF blev dannet i 1938 ved at slå Frankrigs forskellige jernbaneselskaber sammen til et statligt monopol, som en del af Folkefront-regeringens progressive reformer.

De strejkende jernbanearbejdere siger, at de ikke ønsker at være ”privilegerede”, men helst vil se sådanne ”privilegier” udvidet til andre.

I slutningen af Anden Verdenskrig fik de offentlige tjenester afgørende støtte fra den paradoksale alliance mellem de modsatte fløje af den franske modstandsbevægelse, kommunisterne og gaullisterne.

General Charles de Gaulle var, selv om han var antikommunist, den slags konservativ (se på Bismarck) som forstår, at en nations styrke og enhed er afhængig af i hvert fald lidt social retfærdighed.

På trods af åben uenighed i mange sager gik gaullisterne og kommunisterne sammen i et fælles nationalt modstandsråd, som i marts 1944 vedtog et program, som byggede på en blandingsøkonomi, der kombinerede markedsøkonomi med strategiske nationaliseringer samt sociale velfærdsprogrammer og fagforeningernes rettigheder.

Dette program for social retfærdighed lagde grundlaget for en utrolig vækst i den økonomiske udvikling, kaldet Les Trente Glorieuses – de strålende 30 år med fred og velstand.

Den franske blandingsøkonomi fungerede bedre end både den bureaukratiske kommunisme og den profit-centrerede kapitalisme, hvad angår frihed, ligestilling og menneskelig velvære.

Det er vanskeligere at bygge ting op end at rive dem ned.

Thatchers nyliberale kup

Thatchers nyliberale kup betød dødsdommen til de strålende 30 år og begyndelsen på de skammelige 40: En vedvarende kampagne, ideologisk og institutionelt, for at ødelægge socialstaten, reducere lønninger og sociale ordninger og til slut overdragelse af al beslutningstagende magt til finanskapitalen. Dette kaldes for øvrigt nyliberalisme eller globalisering.

Kontrarevolutionen angreb Frankrig i de første år af den socialistiske præsident François Mitterrands regeringstid (1981–1995), idet han sørgede for, at hans regering ændrede politik og brød den fælles programalliance med kommunisterne.

Det fantastiske ved at investere i offentlige tjenester er, at hvis de ikke tjener penge, vil regeringen intervenere og subsidiere dem.

For at skjule den antisociale forandring, ændrede socialistpartiet sin linje til ”antiracisme” og ”opbygningen af Europa” (forstået som EU), præsenteret som den nye horisont for ”fremskridt”.

Arbejdstagernes bekymringer om at kunne opretholde den levestandard, de havde opnået gennem de forrige årtier, blev fordømt som ”reaktionær”, i modsætning til det nye koncept om grænseløs global konkurrence, det nye ”fremskridt”.

Nedbrydning af suverænitet

I virkeligheden har ”den europæiske konstruktion” betydet systematisk nedbrydning af medlemslandenes suverænitet, som medfører ødelæggelse af de sociale velfærdssystemer, som var styrket af følelsen af national solidaritet, som den vage abstraktionen kaldet ”Europa” ikke formår at erstatte.

Lidt efter lidt bliver Europa frataget sit sociale sikkerhedsnet og lagt åbent for private selskabers forgodtbefindende a la Goldman Sachs, industrielle overtagelser og lukninger og Qatar

Cheminots – Frankrigs jernbanearbejdere – kæmper ikke bare for sig selv. De er selve frontlinjen i det endelige slag for at redde Frankrig fra den nyliberale globaliserings ødelæggelser.

Emmanuel Macron – protegé af Rothschild-banken, der hjalp ham at komme med i millionærklubben – præsenterede sin ”reform” af jernbanen som en måde at skabe mere ”lighed” ved at fratage jernbanearbejdere deres ”privilegerede status”.

Privilegier? Konduktører lever et hårdt liv med lange arbejdsdage og få friweekender, de kan tilbringe med familien. Millioner af passagerers liv er afhængig af deres koncentrationsevne og pligtopfyldelse. På den baggrund blev jobsikkerhed og en relativt tidlig pensionsalder en del af deres ”privilegerede” status, (privilegier som de rige kan bevilge sig selv, og som er almindelige i militære jobs).

Lidt efter lidt bliver Europa frataget sit sociale sikkerhedsnet og lagt åbent for private selskabers forgodtbefindende.

De strejkende jernbanearbejdere siger, at de ikke ønsker at være ”privilegerede”, men helst vil se sådanne ”privilegier” udvidet til andre. Under alle omstændigheder står der meget mere på spil her end løn og arbejdstimer.

Offentlige tjenester i Frankrig var mere end bekvemmeligheder. For millioner var de en etik, en livsstil. I mange lande er offentlige tjenester helt undergravet af korruption og forsømmelse. Dette sker ikke, når folk tror på det, de gør.

En sådan tro er ikke automatisk: Den er historisk skabt. De franske jernbanearbejdere har været som en udvidet familie, forenet af troen på, at de udfører en vigtig social pligt. Faktisk er mange bogstavelig talt ”familie”, fordi jobbet som konduktør ofte gik fra far til søn, som et spørgsmål om stolthed.

Denne hengivenhed til en social pligt er mere end en personlig holdning: Det er en åndelig værdi, som en nation bør agte og bevare. I stedet bliver det ofret på finanskapitalens alter.

Nyliberalismen

Hvorfor sker dette? Der er nu et overskud af kapital i verden, som flyder rundt på udkig efter lønsomme steder at investere. Det er det, som ”nyliberalisme” handler om.

Almindelige bedrifter kan gå konkurs eller i det mindste slå fejl i forhold til at skabe overskud til aktionærene. Det er derfor, den offentlige sektor må privatiseres.

Det fantastiske ved at investere i offentlige tjenester er, at hvis de ikke tjener penge, vil regeringen intervenere og subsidiere dem – på skattebetalers bekostning!

Det er det, der gør våbenindustrien tiltrækkende, ligesom det gælder for uddannelse, sundhedsydelser, transport, kommunikation. Men det officielle påskud er, at disse tjenester må privatiseres, fordi det vil gøre dem ”mere effektive”.

Her er den store løgn.

Den er allerede blevet afsløret i Storbritannien, hvor privatisering af jernbanen ikke bare har skabt dårligere tjenester, men dødelige ulykker, særlig fordi der ikke ligger umiddelbar fortjeneste i jernbanevedligehold.

Stolthed over et job, som er godt udført, er et forsømt aspekt i socialismens fremkomst. Håndværkere, som blev tvunget af kapitalismens fremkomst til at forlade deres uafhængige virke for at blive industrislaver, stod ofte i ledelsen af den socialistiske bevægelse i det 19. århundrede. En sådan stolthed er et langt mere stabilt element i social samhørighed end stadig mere barnlige anarkistiske råb om at ”ødelægge systemet” – uden noget alternativ i sigte.

Befalinger fra EU

Macron er bare en brik i spillet. Det var ikke Macron, som bestemte sig for at ødelægge Frankrigs jernbanesystem. Det blev bestemt og befalet af EU, og Macron udfører bare ordrerne om at åbne jernbanesystemet for fri international konkurrence.

Snart kan tyske, italienske, spanske tog dele banenettet med franske tog – vedligeholdelsen af skinnerne er overført til et andet selskab, som også gør det for profittens skyld.

Jernbanearbejdernes stress vil øges på grund af usikkerhed. For at opfylde profitkravet, må passagerer uundgåeligt betale mere. Når det gælder indbyggere i små samfund på landet, vil de ganske enkelt miste deres jernbanetjenester helt, fordi de ikke er profitable.

Når jernbanen drives som en offentlig tjeneste, bruger det nationale jernbaneselskab fortjenesten fra strækninger med megen trafik til at finansiere de mere sparsomt beboede områder, noget som giver et ens tilbud til mennesker uanset, hvor de bor.

Dette er på vej ud. Ødelæggelsen af offentlige tjenester fremskynder, at landområderne lægges øde og fremvæksten af megabyer. Sygehuse i landområderne bliver lukket, postkontorer nedlægges. Frankrigs charmerende landsbyer vil dø ud med de sidste ældre indbyggere, som fortsat klamrer sig til dem.

Dette er ”moderniserings”-programmet som er i gang.

Overset i mangfoldigheden af udenlandske misforståelser om Frankrig er den hallucinatoriske styrke af begreber som ”moderne” og ”fremgang”. Privatiserings-forkæmperne forsøger at tryllebinde befolkningen med disse magiske ord, samtidig med de listigt reducerer tjenester for at forberede befolkningen på at godtage de planlagte ændringer som mulige forbedringer.

To ting bør nævnes for at fuldføre denne triste historie. Den ene er, at France Télecom i kølvandet af privatiseringen oplevede en selvmordsbølge blandt de ansatte – 39 på to år – sikkert delvis på grund af stress og demoralisering, da nye metoder blev indført for at reducere servicekvalitet og øge fortjenesten.

Når arbejdstagernes stolthed bliver ødelagt, er vejen kort til ligegyldighed, uagtsomhed og til og med korruption.

Noget andet, som er værd at huske, er propagandakampagnen for 20 år siden for at sværte SNCF for en angivelig rolle i ”deportering af jødiske børn” til nazistiske koncentrationslejre.

Den var uberettiget, med tanke på at de nazistiske okkuppanter konfiskerede den franske jernbane, som ikke havde noget valg i sagen. I tillæg spillede jernbaneansatte (mange af dem kommunister) en vigtig rolle i modstandsarbejdet, ved at sabotere militære transporter – helt til USA’s luftvåben knuste de fleste store franske jernbanestationer (og de omkringliggende nabolag) til pindebrænde for at forberede invasionen i Normandiet.

Denne tilsvining af SNCF blev naturligvis brugt af amerikanske rivaler for at udelukke franske hurtigtog fra det amerikanske marked.

Mens Macron øger skatterne for at opbygge sit militær-industrielle kompleks, vil de eneste offentlige ansatte, som snart er tilbage til at nyde sociale fordele og førtidspension, være militæret. Deres opgave er ikke at tjene Frankrig, men at fungere som hjælper for USA’s udenlandske krige.

Indtil soldater erstattes af robotter.

KampanjeStøtt oss

Kommentarer

  1. Innlegget har overskriften: Bak jernbanestreikene i Frankrike, men kunne like gjerne ha hatt overskriften: EU(storkapitalen) demonterer velferdsstatene i Europa.

    “Præsident Emmanuel Macrons program for at ødelægge SNCF er en god grund til at vågne op. Men der er grund til at frygte, at store dele af befolkningen allerede er blevet lullet ind i en søvn, som er for dyb til at blive vækket op af”.
    Det er en bra beskrivelse på befolkningen her i Norge også, mange tror at den høye velstanden her for de fleste er et slags norsk grunnfjell, og tverrpolitisk grunnfjell. Men alt som velstanden flyter på i dag er under angrep.

    “Når folk tager gode ting for givet for længe, lægger de ikke mærke til, når de gradvis bliver fjernet”.
    De borgerlige partiene med APs ledelse etter Nordli som støttespiller, vil selge ut oljen, naturgassen, vannkraften, oppheve hjemfallsretten, selge drikkevannskildene og vannverkene, privatisere stat og infrastruktur, og gi inntektene til eiere av private selskaper istedet for å fordele velstanden.

    “Det er vanskeligere at bygge ting op end at rive dem ned”.
    Det er svært vanskelig å få kjøpt tilbake norske naturressurser som er solgt ut, selv for en ny regjering som vil fordele velstanden og gjenopprette velferdsstaten. De må låne penger fra den samme storkapitalen som kjøpte selskapene. Equinor tidligere Statoil vil raskt være på utenlandske private hender hvis vi ikke passer på. Statoil besto av to ord, Stat og oil, som viste at det var folkets eiendom, og for et par år siden var det å se i alle byer og tettsteder her i Norge.

    Statoil-skiltet var godt synlig dag og natt på alle Statoil bensinstasjoner, helt til Statoils detaljhandel ble solgt til Circle K, og Statoil skiltene ble byttet ut med Circle K skilt. Out of sight is out of mind som det heter, for etter et par år er Statoil glemt. Siste del av operasjonen var å bytte navn på moderselskapet til Equinor. Når det så selges ut bit for bit reagerer ikke mange. Når det så er helt over på private hender er det for sent.

    Kampen mot EU, et påfunn av global storkapital som står i kulissene og dikterer EUs direktiv, er ikke bare arbeiderklassens kamp. Det gjelder like mye lavere middelklasse, og dermed de fleste arbeidstakere. Den globale storkapitalen hater velferdsstaten, og vil utrettelig arbeide for at arbeidstakeres rettigheter, lønninger, betingelser, pensjonsrettigheter og helseforsikringer skal være så dårlige som mulig for maksimal profitt.

Fortsett diskusjonen på forum.steigan.no

Deltakere