Har det representative demokratiet spilt fallitt i den vestlige verden?

14. mai 2025

Uanset hvilket land i den vestlige verden, der hævder at have det såkaldt repræsentative demokrati som styreform, får forklaringsproblemer, når vi stiller det indlysende spørgsmål, om de valgte repræsentanter i virkelighedens verden repræsenterer de borgere, der har valgt dem.

Av Villy Lauridsen, København.

I den danske grundlov har man en klar formulering omkring denne problemstilling.

I §56 kan vi læse følgende: Folketingsmedlemmer er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.” (1)

Grundloven fastslår i de medfølgende kommentarer, at medlemmer af folketinget er uafhængige. De kan frit stemme efter deres overbevisning. De har ikke pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger. De behøver heller ikke opfylde de løfter, de f.eks. har givet vælgerne i en valgkamp.

Formuleringen synes ud fra et moralsk synspunkt at være meget problematisk og bidrager uden tvivl til, at befolkningen i årevis i offentlige undersøgelser placerer politikerne helt i bunden i.f.t. mangel på troværdighed.

I den seneste troværdighedsundersøgelse fra 2023 placerer befolkningen politikere og influensere i bunden med betegnelsen ”meget lav troværdighed”. Lige over ligger journalister og brugtvognsforhandlere. (2)

Reelt forholder den nyvalgte politikers virkelighed sig imidlertid meget anderledes, uden at det tilsyneladende hverken rokker ved befolkningens syn på ham/hende eller ved den elitære måde systemet fungerer på.

I ethvert politisk parti har man én eller ganske få ”toppolitikere”, der reelt styrer partiets politik. Denne gruppe sætter dagsordenen, og forventer, at de øvrige folkevalgte i partiet retter ind, uanset hvad de faktisk mener om en konkret politisk problemstilling og senere lovgivning.

Såfremt den folkevalgte nægter at indordne sig under ”gruppedisciplinen”, læs toppolitikerne, er man færdig i politik. Man kan så eksempelvis melde sig ud af partiet og ind i et nyt, hvor ”partidisciplinen” fungerer på samme måde, eller eventuelt blive ”løsgænger”, hvorefter man ryger ud af folketinget ved førstkommende valg.

De folkevalgte i Danmark lever således – med de politiske partiers velsignelse – ikke op til formuleringerne i grundloven. (3)

På den skitserede baggrund kan man efterfølgende drage den konklusion, at det repræsentative demokrati i Danmark langtfra eksisterer, hvis tanken var, at de folkevalgte skulle repræsentere vælgerne. Det har tilsyneladende heller ikke været meningen, i hvert fald ikke i nyere tid, set i lyset af de rammer, systemet hen ad vejen har opbygget.

Inddrager vi eksempelvis på teorien om elitedemokratiet, der i høj grad udgør det repræsentative demokratis praksis i den vestlige verden, er virkeligheden den, at det store flertal af borgere i den vestlige verden i realiteten er sat uden for enhver form for indflydelse trods den formelle valgret.

Teorien siger bl.a., at det under alle omstændigheder er utopi at forestille sig, at alle ville deltage aktivt i et demokrati. Det ville føre til ethvert systems sammenbrud.

”Demokratiske” samfund, der som udgangspunkt bygger på et kapitalistisk fundament, er ifølge teorien ganske enkelt ikke gearet til at klare et sådant pres.

Det højeste, man i et moderne, kompliceret samfund i det hele taget kan opnå m.h.t. demokrati, er forskellige eliter, der konkurrerer med hinanden om befolkningens gunst. Det repræsentative demokrati fungerer jnf. teorien optimalt, hvis der i samfundet eksisterer nogle eliter, der konkurrerer om regeringsmagten.

Når det helt overvejende flertal i befolkningen fremstår apatiske, måske p.g.a. politikernes utroværdighed, og i stedet interesserer sig for deres pc, deres telefon, sport, familie, arbejde, kærlighed eller måske det vigtigste….deres velfærd, er det jnf. teorien om elitedemokratiet blot udtryk for en fornuftig arbejdsdeling. (3)

Ovennævnte teoretiske indfaldsvinkel indeholder ikke overvejelser omkring det repræsentative demokrati i en politisk verden domineret af stormagter, herunder EU. Danmarks suverænitetsafgivelse til EU kunne dog i den sammenhæng være et udmærket eksempel på, at teorien om elitedemokratiet blot er transformeret til et højere niveau. Danmarks situation er i dag den, at mellem 60 og 75 % af al ”dansk” lovgivning kommer direkte fra EU, og skal implementeres i Danmark, uanset om flertallet i det danske folketing er direkte imod denne lovgivning (mon de norske toppolitikere overhovedet har gennemskuet denne virkelighed, når de ønsker at Norge skal indtræde i EU?).

Tanken om et repræsentativt demokrati i EU’s enkeltstater er således udfordret på mere end et niveau.

Jeg vil efterfølgende gennem en mere filosofisk tilgang udfordre ideen om det repræsentative demokrati, ligesom jeg afslutningsvis vil skitsere Schweitz-modellen og Christiania-modellen som alternativer til de eksisterende ”repræsentative demokratier”.

Indledningsvis vil jeg som udgangspunkt inddrage subjektive udpluk af biskop Hal Kocks berømte skrift ”Om demokrati” fra 1945 (bemærk udgivelsesåret) (4).

”…..nej så let går det ikke, at man altid kan være sikker på demokratisk at være på den rigtige vej, når man blot slutter af med en afstemning.

Lad mig illustrere dette med endnu et eksempel, som måske adskillige læsere vil genkende. Der findes et sted her i landet et sogneråd, i hvilket, der er to grupper, en flertalsgruppe på 7 medlemmer og en mindretalsgruppe på 4 medlemmer. Flertallet er således solidt, og der er ingen grund til at tro, at det skulle kunne rokkes i de første mange år. I møderne går det meget ofte således til, at flertallet kort og knapt fremsætter det forslag, som man i gruppen er blevet enige om. Derefter får oppositionen ordet. Det er jo en demokratisk forsamling! Den giver et ofte langt og ofte velbegrundet indlæg, som viser vanskelighederne af sagen. Under dette indlæg kan ingen se om flertalsgruppens medlemmer hører efter eller sover, men vi må vel gå ud fra, at de gør det første. Når oppositionen har fremsat sine indvendinger, kan det ske, at formanden eller en anden siger et par ord, gerne temmelig hvasse ord. Men man er sjældent kommet ret langt, før flertalsgruppen foreslår, at man går over til afstemning. En videre drøftelse finder man som regel ikke nødvendig. Det er det heller ikke, for flertallet har afgjort sagen i forvejen og bryder sig ikke en døjt om modparten eller dennes synspunkter. Men mødet slutter man altid af med en god demokratisk afstemning, hvor stemmerne mærkeligt nok falder 7 mod 4, hvorefter man går hver til sit, overbevist om at have gjort et godt demokratisk arbejde. Har ordet ikke været frit? Er sagen ikke afgjort ved afstemning, og har flertallet ikke fået lov til at bestemme? Hvad vil man mere? Alle ville blive højst forbavset – mindretallet dog måske glædeligt overrasket ved at høre den påstand fremsat, at denne ordning i højeste grad er udemokratisk.

Hvorfor er dette udemokratisk? Af den simple grund, at sagerne her afgøres ved slagsmål. Ganske vist er det stemmesedler man slås med, men det ændrer ikke sagen. Våbnene kan til forskellige tider være forskellige. Achilleus og Agamennon kæmpede med svær og lanser. Moderne krige mellem stormagterne føres med tanks og flyvemaskiner. Landsbyens krige føres med sladder og bagvaskelse. I hint sogneråd føres krigen ved afstemning. Det er mere fredeligt og ublodigt end de fleste andre former for krigsførelse. Men demokrati er det ligefuldt ikke. Demokratiets væsen er nemlig ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, ved forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse. Det mærkeligste ved hint sogneråd er, at oppositionen overhovedet gider at være der. Det varer formentlig heller ikke ret længe, om systemet fortsættes, før den helt opgiver sin virksomhed. Så har man nået den situation, hvor det også i det ydre er blevet tydeligt, at der ikke er tale om demokrati, men om et diktatur fra flertallets side.

For mange vil dette synes spidsfindigt, og dog er det en meget væsentlig side ved det demokratiske liv, som her er fremsat. Men hvad så med afstemningen, vil mange spørge. Må det dog ikke være flertallet, der har ret i, i hvert fald ret til at afgøre, hvilken vej man skal gå? Jo, selvfølgelig. Afstemningen hører også med til den demokratiske arbejdsform. Når sagen er uddebatteret, og når afgørelsen skal træffes, er det afstemningen, som viser, hvor langt man er nået. Man skulle nemlig have nået noget ved debatten. Det udemokratiske er den ufrugtbare debat, hvor ingen har øret og sindet åbent for modpartens indvendinger. Hvis afgørelsen er truffet på forhånd, og modpartens synspunkter aldrig bliver een et problem, så er forhandlingen virkeligt blevet til tom ordskvalder og ”parlamentarisk kævl”, som demokratiets strenge kritikere plejer at udtrykke sig. Men der hvor sindet er åbent, og respekten for de andre synspunkter og hensynet til helhedens interesse er levende, der vil man netop gennem det frugtbare møde og den oprigtige debat kunne nå resultater, som aldrig nås, hvor den ene part står alene og suverænt dikterer, hvad enten den ene part er en enevældig konge, en privilegeret overklasse eller et moderne politisk parti, der er stærk nok til at få diktatoriske griller. At en afstemning ikke i sig selv er en sikker garanti for, at man har nået det rigtige resultat, og at altså flertallet ikke uden videre har ret, viser sig i det demokratiske samfund deri, at også det ved afstemning vundne resultat gøres til genstand for fri drøftelse og kritik. I en autoritær stat forstummer oppositionen, når afgørelsen er truffet. I et demokratisk samfund indrømmer man, at alle afgørelser er relative, kun tilnærmelsen til det rette, og derfor hører drøftelsen ikke op.”

Umiddelbart kan Hal Kock naturligvis kritiseres for ikke at have gennemskuet det faktum, at vi ikke alle kan have de samme interesser. Hverken ideologisk eller økonomisk. Den ansatte lønarbejder kan eksempelvis ikke have samme økonomiske interesser som virksomhedsejerne.

Når han eksempelvis alligevel synes interessant i den nuværende politiske situation i Danmark, hvor oppositionen for første gang i danmarkshistorien overhovedet ikke findes i det danske folketing, vil jeg henvise til tidligere artikler, hvor jeg har problematiseret politikernes massive manipulation af befolkningen i.f.m. de store, afgørende politiske spørgsmål.

Manipulationen har altid været der, med udpræget velvilje fra helt ukritiske MSM, men netop i.f.m. de store, afgørende, politiske problemstillinger har politikerne vist deres ”sande ansigt”. Det har siden 2019 omhandlet coronabedraget, klimaproble-matikken, befolkningsudskiftningen, kønsproblematikken og i skrivende stund krig og oprustning.

I praksis har man dag efter dag i medierne løjet, fortiet og manipuleret befolkningen 24–7 for at undgå en åben og saglig, differentieret debat om de 5 helt afgørende politiske problemstillinger. Vi taler her om problemstillinger af afgørende betydning for den danske kulturelle fremtid, den samlede befolknings sundhed, klimafremtid og velfærd.

På alle de nævnte områder er selv eksperter, videnskaben og politiske iagttagere uenige om ”sandheden”. Denne kendsgerning kommer på ingen måde til udtryk i medierne, hvor borgerne dag efter dag præsenteres for de samme ”politiske sandheder”. Eksempelvis ca. 20-25 gange dagligt i nyhedsudsendelserne.

Man undrer sig nogle gange over, hvordan journalister og politikere kan se sig selv i spejlet om morgenen.

Ingen…absolut INGEN danske politikere har forsøgt at skitsere en nuanceret tilgang til disse for befolkningen helt afgørende politiske spørgsmål. Ingen har lagt op til diskussion om forskellige svarmuligheder!

Jeg har eksempelvis både offentligt og personligt konfronteret politikere med denne demokratiske skandale. Uden respons!

Har politikerne opnået det ønskede mål gennem den daglige manipulation? Tilsyneladende. Der er lukket ned for enhver offentlig diskussion, og de valgte politikere møder ingen offentlig kritik. Tværtimod kan man i de ovenfor omtalte ”popularitetsundersøgelser” se, at politikerne ganske vist stadigvæk ligger helt i bunden m.h.t. troværdighed, men der har på de nævnte områder p.g.a. politikernes ”klare” udmeldinger været tale om en mindre fremgang i popularitet.

Noget så simpelt demokratisk som at indkalde eksperter og politiske iagttagere, der er dybt uenige i de for befolkningen helt afgørende spørgsmål til offentlige møder, ønsker de danske politikere ikke. Møder, der transmitteres i både TV og radio. Møder, hvor der er offentlig adgang, møder, hvor der kan stilles spørgsmål, eksisterer ikke.

Befolkningen må ikke komme i tvivl om ”sandheden”.

Set i lyset af MSM s daglige, massive propaganda er det tilsyneladende lykkedes for politikerne i Danmark at pacificere befolkningen. En befolkning, der jnf. elitedemokratiet hverken kan eller vil blande sig i beslutninger, der er helt afgørende for deres egen tilværelse.

Den utrolige opfindelse, som internettet reelt er, med muligheder for at finde alsidige informationer om stort set alt, synes at være drejet over i sin egen modsætning, nemlig at fastholde borgerne i en nærmest hypnotisk, ukritisk afhængighed af sociale medier i døgndrift.

Interessant er det i den sammenhæng, at den for længst afdøde formand for LO (den samlede fagbevægelse i Danmark), Thomas Nielsen, allerede i 1980erne udtrykte sin skepsis i.f.t. massemediernes og velfærdssystemets pacificerende aspekter. ”Vi har sejret ad helvede til!” udtrykte han i 1982 på et LO-repræsentantskabsmøde. Det kunne selv i dag ikke udtrykkes meget klarere.

Schweitz-modellen

Er det teoretisk muligt at forestille sig alternativer til den form for ”repræsentativt demokrati”, der findes i den vestlige verden?

Jeg vil efterfølgende give en vurdering af det schweitziske, politiske system, og uden tvivl overraskende for mange, ganske kort en vurdering af praksis på fristaden Christiania i København, herunder den norske sociolog Thomas Mathiesens teori om systemets ”modmagt”.

Det indirekte demokrati i Schweitz er udformet på den måde, at de forskellige landsdele (kantoner) flere gange om året gennemfører folkeafstemninger om især lokale spørgsmål. Borgerne i den enkelte kanton informeres inden afstemningen om emnets substans gennem medierne, ligesom lokale aktivistgrupper får mulighed for at fremlægge deres synspunkter for alle.

Folkeafstemninger om vitale samfundsspørgsmål forekommer også jævnligt.

Ligesom i Danmark afgør elitedemokratiet hvilke vitale samfundsemner, der er ”egnede” til at blive lagt ud til folkeafstemning.

De schweitziske medier er stort set alle ensrettede i samfundsbevarende retning, men alene muligheden for hyppigt at kunne diskutere både lokale og samfundsvitale temaer, fortæller os, at denne model i hvert fald er interessant, og langt mere demokratisk end den form for repræsentativt demokrati, der praktiseres i Skandinavien og i øvrigt i hele EU.

Selvom også borgerne i Danmark med mange års interval får mulighed for at deltage i en folkeafstemning, fremstår elementet af direkte demokrati langt mere fremtrædende i schweitzmodellen.

Problemet med de ensrettede og systembevarende medier i Schweitz kompenseres der delvist for gennem mulighederne i de sociale medier. Jeg vurderer derfor, at den schweitziske befolkning netop p.g.a. de mange folkeafstemninger i større omfang forholder sig til politiske temaer.

Jnf. beskrivelsen kan den schweitziske demokratimodel bruges som et politisk ideal, der tilgodeser borgernes medindflydelse på et højere niveau end de øvrige repræsentative ”demokratimodeller” i Europa (3).

Christianiamodellen

Styrelsesloven for ”fristaden Christiania” i København er uden tvivl det nærmeste man overhovedet kan komme, hvis målet er/var et direkte demokrati. (5)

Alle beboere er/var som udgangspunkt en del af samtlige beslutningsprocesser. De valgte repræsentanter for de forskellige beboelsesområder udskiftes løbende.

I hvilket omfang christianitterne i dag, 50 år efter styrelseslovens vedtagelse på et fællesmøde, faktisk lever efter denne i dag, er umiddelbart svært at gennemskue.

Staden har bl.a. været præget af rockermiljøets indflytning (alle kunne principielt slå sig ned på området), og den medfølgende narkohandel, og måske endnu vigtigere af det, den norske sociolog Thomas Mathiesen i 1980erne beskrev som systemets systematiske forsøg på inkorporering af ethvert samfundsmæssigt alternativ.

Det er på Christiania delvist lykkedes gennem det danske folketings krav om, at samtlige bebyggelser formelt skulle overgå til privateje, ligesom der på dele af arealet skulle opføres socialt boligbyggeri. Tidligere kunne enhver principielt bygge den bolig, man havde lyst til på arealet.

Det alternative system er på den baggrund, som politikerne ønskede, blevet udvandet. Men tankerne og ideerne om et alternativt demokrati lever utvivlsomt stadigvæk blandt beboerne.

Fremtidsperspektiver

En seriøs afslutning på en problematisering af begrebet ”det repræsentative demokrati”, som det fremstår i Danmark (og EU) synes overordentlig problematisk.

På den politiske venstrefløj i Danmark havde vi fra 1970erne en forestilling om, at vi gennem politiske aktioner, demonstrationer, diskussioner, uddeling af løbesedler, indlæg i de borgerlige medier etc. kunne bevidstgøre lønarbejdere, studerende og andre borgere om det kapitalistiske systems ”elendighed”.

I takt med at fagbevægelsen blev mere og mere borgerliggjort, samtidig med at velfærdssystemets ”velsignelser” blev allemands eje i Danmark, var det op ad bakke med den politiske bevidstgørelse.

Denne tendens er i virkeligheden fortsat gennem årtier. Jo mere velfærd — jo mindre politisk aktivitet.

Ovennævnte tendens parret med den ”revolutionære” udvikling af de sociale medier (internettet) og efterfølgende befolkningens hypnotiske brug af ikke-kritiske sociale medier i døgndrift etc., har jeg svært ved at se nogen fremtidig form for progressiv politisk udvikling i Danmark.

Efter dybe og langvarige overvejelser er jeg den baggrund nået til konklusionen, at dele af Marx elendighedsteori faktisk i dag er det eneste ”håb” for en progressiv, fundamental samfundsomvæltning.

Elendighedsteorien: ”Marxistisk teori, der går ud på, at udviklingen i det kapitalistiske samfund vil medføre stadig større elendighed for arbejderne og derved fremkalde en revolution og proletariatets magtovertagelse.”(6)

Det gør nærmest ondt på en gammel venstrefløjsaktivist at præsentere elendighedsteorien (måske dele deraf i en moderne verden?) som en ”løsningsmodel”.

Selv i en eventuel fremtidig global/europæisk ”katastrofesituation” er der bestemt ingen garanti for, at katastrofen ville resultere i en progressiv, socialistisk samfundsomvæltning. Omvæltningen kunne uden tvivl lige så sandsynligt ende i et fascistisk diktatur.

Ovennævnte vurdering signalerer muligvis total politisk passivitet. ”Det nytter jo alligevel ikke noget”. En sådan tænkning ville imidlertid ligge langt fra min måde at tænke politik på.

Uanset hvor diminutiv en gruppe vi taler om, er det af afgørende betydning at fortsætte kampen mod kapitalen, mod eliten, mod sumpen i både EU og USA. I den sammenhæng spiller steigan.no, Politikus.no, Derimot.no og muligvis Arbejderen i Danmark en væsentlig rolle, og vi må i fællesskab udbrede kendskabet og støtten til disse ”aviser”.

Epilog: Sammenbruddet af elnettet i Spanien og Portugal for en uge siden viser med al tydelighed, at det nuværende kapitalistiske system ville bryde sammen efter blot en uge uden el – så muligheden for samfundsnedbrud er måske ikke så fjern, som vi forestiller os?