De nye dagarbeiderne

Fire av fem nye jobber som skapes i EU er usikre jobber. Dette betyr at levevilkårene og rettighetene forverres.

Fra den danske avisa Arbejderen.

Da den tidligere statsminister og toplobbyist Anders Fogh Rasmussen midt i sommerferien meldte sig på banen med gode råd til Mette Frederiksen, lød det som et ekko fra nyliberalismens gravkammer. Han havde sænket rødvinsglasset længe nok til at formulere disse manende ord til sin efterfølger:

Finanskrisen i 2008 blev brugt til at gennemtrumfe en liberalisering af det europæiske arbejdsmarked, som var uden sidestykke. 

«Hvis jeg var statsminister, ville jeg fokusere på behovet for en liberalisering og frihed på arbejdsmarkedet i Sydeuropa (…) Jeg siger dette meget direkte til Sydeuropa: Vi er nødt til at liberalisere vores arbejdsmarked. De aktuelle restriktioner og det usmidige arbejdsmarked i nogle lande hindrer unges adgang til et job», lød det fra Fogh Rasmussen.

Det skal være betalingen for de milliarder, EU-landene sender til middelhavsregionen som følge af coronakrisen, forklarede han.

Det er som bekendt synd og skam at spilde en god krise, og det er langtfra første gang, frihedens fane bliver luftet, mens udsigterne er allermest dystre. Finanskrisen i 2008 blev også brugt til at gennemtrumfe en liberalisering af det europæiske arbejdsmarked, som var uden sidestykke. Også dengang var lån og støtte betinget af reformer, der fik drastiske konsekvenser i en række lande. I Portugal faldt antallet af arbejdere på usmidige overenskomster fra 1,8 millioner til 242.000 på fem år. Nu er der et nyt vindue.

Mellem 2008 og 2013 gennemførte lande i hele EU ikke mindre end 400 reformer af arbejdsmarkedet efter en nyliberal skabelon og med ”fleksibilitet” som kodeord.

Konsekvenserne kan mærkes den dag i dag: 40 procent af alle job i EU er atypiske, og almindeligt fast arbejde er på hastig retur. Ser man på de nye jobs, der opstår i EU, er ikke mindre end fire ud af fem usikre.

Det har betydet en voldsom forringelse af levevilkår og rettigheder: Hver tiende arbejder i Europa er i dag arbejdende fattig – working poor – og food banks, hvor arbejderklassen kan hente fødevarer og andre almisser, er blevet et almindeligt syn i mange europæiske lande.

Jeg siger aldrig nej

Det frie og liberale arbejdsmarked har mange ansigter. Et af dem er Ansu Marongs.

Han arbejder med at rengøre byggepladser og bor uden for Finlands hovedstad, Helsinki.

– Jeg siger aldrig nej, når chefen ringer. Heller ikke hvis jeg er syg. For så får jeg ikke job næste gang.

36-årige Ansu Marong har arbejdet på 0-timers-kontrakter i syv år uden garanti for timer eller løn. De seneste to år har han gjort rent på et hospitalsbyggeri i den finske hovedstad Helsinki. Han har datteren Maria sammen med Katariina, som er faglært malersvend.

Mens vi taler, modtager Ansu en frygtet besked på telefonen. ”Hej, der er intet arbejde efter i dag”, står der på skærmen. Den er fra hans arbejdsleder og tikker ind efter fyraften torsdag eftermiddag.

– Sidste gang jeg fik den besked, var der kun fire timer den næste måned. Det kan vi ikke leve af. Den ene dag siger de, at der er hårdt brug for os, og vi skal knokle som bæster. Den næste dag er vi affald, fortæller bygningsarbejderen. Han ringer til chefen flere gange og forsøger at få en forklaring, men forgæves.

Han ved dog, at firmaet har hyret nye folk ind ugen før.

– De sørger altid for at have rigeligt med arbejdskraft at vælge imellem, forklarer Ansu.

Generation Standby

– Når jeg brokker mig, siger de bare: ”Se på kontrakten. Der står nul timer. Vi ringer, når vi har brug for dig”. Det er meget stressende, fortælle Ansu.

Officielt arbejder 83.000 finner på 0-timers-kontrakter, de fleste unge. Syv ud af ti har svært ved at klare sig for deres løn.

Det betyder, at de unge går i stå uden at kunne stifte familie eller få et ordentligt sted at bo. Generation Standby, kalder finnerne den nye generation, der har færre rettigheder end deres forældre.

Det har skabt debat i den finske Rigsdag og forslag om forbud mod de usikre kontrakter, men det er foreløbig afvist af Arbejdsministeriet.

Usikkerheden betyder, at Ansu og hans kolleger ikke stiller krav eller står fast på deres rettigheder. Hvis man afviser at gøre rent i 25 meters højde uden ordentlig sikring, er der ikke noget job dagen efter, fortæller Ansu.

I alt arbejder mindst 350.000 på 0-timers-kontrakter i Sverige og Finland. De fleste er unge. Fænomenet er dog mest kendt fra Storbritannien, hvor millioner af lavtlønnede arbejder på zero hour contracts.

Ikke råd til julegaver

Et andet ansigt er Holger Frenzs.

Han er sikkerhedsvagt på skibsværftet i Flensborg. Og hvor metalarbejderne inden for værftets mure stadig har en faglig klub og arbejder på overenskomst, er Holger under fattigdomsgrænsen, selv om han ofte arbejder 12 timer om dagen.

Han har været ansat på korte kontrakter i jobbet i tre et halvt år uden sikkerhed for at have arbejde den næste morgen. Han ved aldrig, hvor mange timer han får. Tidligere arbejdede han som lagerarbejder og chauffør.

– Lønnen var bedre før, men der var ikke nok at lave. Nu arbejder jeg hele tiden, men der er ikke penge nok til et ordentligt liv.

Holger slår ud med armene.

– Der er slet ikke råd til at tage på ferie. Og når børnene hører om, at andre familier går på restaurant, må jeg bare forklare dem, at det gør vi så ikke.

Julen var en katastrofe for den 47-årige sikkerhedsvagt Holger Frenz og hans familie. Pengene rakte ikke.

– Min 11-årige datter Karolina græd som pisket, da hun ikke fik de rulleskøjtesko, hun havde ønsket sig, forklarer han.

Holger er en granvoksen mand, men øjnene flakker, da han finder et billede af Karolina frem fra den slidte læderpung og ser på datteren med lige dele stolthed og fortrydelse.

– Jeg havde sparet op i tre måneder for at give hende den gave, men det var umuligt for mig at skrabe de 100 euro (746 kroner) sammen. Umuligt, simpelthen.

Syv års uddannelse og hjemløs

Et tredje ansigt sidder på den unge it-tekniker Metin. Ham møder vi på et tafel – en fødevarebank – i Frankfurt. Selv om han har uddannet sig og arbejdet i syv år for store firmaer som HP og Commerzbank, endte han med at være hjemløs i byens parker. Han bor i dag i en campingvogn, som bliver stillet til rådighed af den lokale kirke. 

Metin fik kun korte kontrakter og vikarjobs. Det betød, at han konstant åd en smule af sine dagpenge. Og da han til sidst røg på kontanthjælp, var der ikke penge nok til huslejen.

– Jeg får 409 euro om måneden. Men ofte mindre, fordi breve fra jobcentret ikke når frem til campingvognen, og så bliver jeg straffet, fordi jeg har misset et møde. Denne måned fik jeg 260 euro (1934 kroner, red.)

Det tyske mirakel

I alt lever 20 procent af tyskerne under fattigdomsgrænsen. Halvdelen af dem har et arbejde.

Men Tyskland har ikke altid været sådan. Udviklingen blev sat i gang i begyndelsen af 00’erne i en tid, hvor landet kæmpede med lav vækst, høj arbejdsløshed og dårlige eksporttal.

Det var Hartz-reformerne – opkaldt efter personaledirektør på folkevognsfabrikkerne Peter Hartz – der skulle sætte gang i hjulene. Igen var mantraet fleksibilitet. Det ord sagde den socialdemokratiske kansler Gerd Schröder otte gange, da han fremlagde lovpakken i Rigsdagen.

• Arbejdsløse kan kun være på dagpenge et år. Så kommer de på bistand og kan højst få 2.700 kroner om måneden.
• Flere blev ansat i midlertidige, løse jobs.
• Der blev indført såkaldte minijobs med maksimumløn på 3.000 kroner om måneden og 1 euro-job (til 1 euro i timen).

Effekterne udeblev ikke.

Mens beskæftigelsen og eksporten steg, fordoblede Hartz-reformerne på få år antallet af tyskere, der var Arm Trotz Arbeit.

De minijobs, der var ment som indslusningsløn til ordinært arbejde, blev noget, som mange tyskere skulle overleve på. Det åbnede naturligvis op for alskens former for fusk og sort arbejde. I dag er over syv millioner tyskere i minijobs.

Større udbud af villige

Alligevel blev Hartz-reformerne fremhævet som et økonomisk mirakel. Det tyske job-wunder blev ivrigt studeret af økonomer og politikere i resten af Europa.

Daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen bekendtgjorde frejdigt, at i Danmark skulle vi have ”tysk løn og svensk skat”, mens den radikale politiker Nadeem Farooq sagde det på en anden måde:

”Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen. Det gør vi ikke, fordi vi synes, det er rart … Men vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere i forhold til Tyskland de seneste ti år.”

Alene ordet arbejdsudbud er jo en fantastisk konstruktion. Det antyder, at det er antallet af arbejdspladser, der vokser, mens det i virkeligheden er antallet af arbejdsløse, der er sultne nok til at finde sig i lavere løn og færre rettigheder. Ikke desto mindre har de såkaldte udbudsøkonomer været toneangivende på verdensplan de seneste 40 år.

Claus Hjort blev nødt til at trække i land efter sin bombastiske udmelding, men det tyske mirakel blev en rettesnor for EU-kommissionen, der efter finanskrisen startede med at give mere eller mindre venlige henstillinger. Det udløste den tsunami af reformer i Europa.

Kommissionen henstillede blandt andet til, at Danmark satte pensionsalderen op, svækkede efterlønnen, viste løntilbageholdenhed i den offentlige sektor, skabte mere fleksible jobs og forkortede dagpengeperioden. Alt sammen for at øge det såkaldte arbejdsudbud. At sige, at de danske politikere var lydhøre, vil være en underdrivelse.

Hvornår er lønnen lav nok

– Hartz-reformerne skulle få de ledige ind på arbejdsmarkedet, men man tænkte ikke på, at lønnen var så lav, at man ikke kunne leve af den, siger Henning Jørgensen, professor fra Aalborg Universitet, og stiller spørgsmålet: Hvornår er lav løn lav nok?

En lang række evalueringer konkluderer, at det tyske mirakel gør folk fattige og øger uligheden. Hvad der måske kommer mere bag på de politiske bagmænd er, at det fleksible arbejdsmarked også er gift for udbudsøkonomernes hellige ko: den økonomiske vækst.

OECD – der selv har slået på tromme for udviklingen siden 90’erne – vurderer, at den stigende ulighed – ikke mindst på grund af usikre jobs – har kostet 4,7 procent på den økonomiske vækst i de rigeste lande. Fleksibiliteten havde en pris.

Regnestykket er simpelt: Når folk tjener mindre, køber de færre varer. Når arbejdere ikke kender deres indkomst den næste måned, måske ikke engang den næste uge, falder købekraften og mobiliteten. Det vidste Holger, Metin og Ansu, men det var et nybrud hos udbudsøkonomerne.

Lønandelen i Europa faldt fra 70 procent i 1975 til 55 procent i 2015 ifølge EU-kommissionen.

Alligevel krævede Verdensbanken i 2018 flere 0-timers-kontrakter, færre rettigheder og lavere løn til verdens arbejdere. Færre ”belastende regler” og om nødvendigt mulighed for at skippe mindstelønnen som skulle sætte gang i den haltende vækst.

Verdensbanken blev tvunget til at moderere sine vejledninger efter protester, men retningen var ikke til at tage fejl af.

Industriens ønsker

Men køreplanen for et mere usikkert arbejdsmarked går meget længere tilbage. Et af fikspunkterne findes i et domicil, der ikke gør meget væsen af sig, i Bruxelles’ udkant. På dørklokken står der blot bogstaverne E R T.

– Det var her, det skete!

Toplobbyisten Brian Ager peger stolt op på en sort-hvid fotostat i overstørrelse. Billedet forestiller en gruppe alvorstunge mænd i ens jakkesæt. De besøgende er ikke helt sikre på, hvad det var, der skete på billedet.

– Man kalder billedet for ”Det indre markeds fødsel”. Det var her, idéen om det indre marked for alvor blev søsat. I al beskedenhed synes vi, det var en ret god idé.

I midten af billedet sidder Volvos tidligere direktør Pehr Gyllenhammar omgivet af to kommissærer.

Brian Ager smiler mildt. Han er generalsekretær i lobbyorganisationen European Roundtable of Industrialists, der består af 55 topchefer fra Europas største koncerner – såsom Siemens, Mærsk og Shell.

European Roundtable foreslog i 1985 skabelsen af et indre marked i EU. Et år senere fremlagde Kommissionen med Jacques Delors i spidsen en køreplan for projektet. Man lagde ikke skjul på, at den var mere end inspireret af den magtfulde industrilobby.

– Den mente, at der var for mange regler og for stærke fagforeninger, som stod i vejen for vækst og lavere løn, siger Olivier Hoedemann, researchchef i Corporate Europe Observatory 35 år senere.

Se på USA, og giv slip på trygheden

Vi er mødt op på domicilet i Bruxelles uden forudgående aftale, men er venligt blevet modtaget af den ældre generalsekretær, der tilsyneladende ikke har stort bedre at tage sig til på sit mondæne kontor end at byde på kaffe til to uventede danske reportere.

Vi ønsker at spørge ham om en udvikling, der har taget fart i Europa de seneste 15 år. De mange usikre jobs og stigningen i antallet af working poor – de arbejdende fattige, der lever på et eksistensminimum, selv om de er i job.

Brian Ager lytter med ægte interesse, beklager det stigende antal fattige og spørger, hvordan vi dog har fundet frem til alle de mennesker på kanten af samfundet. De er derude, forklarer vi. Han mener dog, at de usikre jobs er kommet for at blive.

– Jeg tror, vi er nødt til at acceptere, at der er forskellige former for jobs. Vikar, selvstændig, nul-timers-kontrakter og så videre. Man kan ikke forvente at være i det samme faste job hele livet, siger han.

Fundamentet for det usikre – såkaldt prekære – arbejdsmarked blev lagt for adskillige år siden. I slutningen af 1980’erne – i årene efter det indre markeds fødsel – udgav European Roundtable of Industrialists en række rapporter, der skulle vise sig at fungere som rettesnor for EU-kommissionen. Adskillige rapporter har påvist, at netop industrilobbyen havde en helt unik adgang til at påvirke EU-toppen.

Direktørerne om det runde bord ønskede blandt andet:

• Mindre jobsikkerhed.
• Flere fleksible kontrakter.
• Reducering i ”de tvivlsomme dele” af det sociale sikkerhedsnet.
• Flere jobs i ”gråzonen” mellem selvstændige, ansatte og frivillige.
• Afskaffelse af centrale overenskomster.

”Når individet sikres med minimumslønninger og regulerede arbejdstider, opstår der problemer. Indfør en lang række midlertidige kontrakter,” lød det.

Forbilledet var ikke til at tage fejl af:

– Se på USA. Giv slip på den sociale tryghed! sagde den daværende lobbyformand, Philips-direktøren Wisse Dekker.

I dag er mange af lobbyens ønsker blevet til virkelighed. Men det er ikke nok. European Roundtable ønsker stadig, at de europæiske arbejdere skal være mere fleksible.

– Der er så mange, der jamrer i EU. Fagforeninger, politikere. Vi vil hellere komme med positive forslag. Og i al beskedenhed har vi været succesfulde. Vi bliver tit spurgt til råds af Kommissionen, forklarer Brian Ager.

– Kender I for resten Niels, nu da I er fra Danmark? Så må I hilse.

Niels viste sig at være den daværende Mærsk-chef Niels Smedegaard Andersen, der var formand for superlobbyens udvalg for frihandelsaftaler. Vi måtte desværre skuffe generalsekretæren med, at vi ikke kendte ham.

Den nye tids løsarbejdere

Vejen til at isolere arbejderne og fratage dem rettigheder er mangfoldig. Den bliver ofte lanceret som moderne og entreprenant, men markerer gerne en tilbagevenden til svundne tiders daglejere, hvor løsarbejderne stod med hatten i hånden og håbede at blive valgt ud hver morgen.

De nye jobs findes blandt freelancere, en-mands-firmaer, platformsarbejdere, vikarer, deltidsjobs, korte kontrakter og så videre. Kun fantasien sætter grænser for den frihed, Anders Fogh Rasmussen besynger.

Platformsarbejde som Wolt og Happy Helper har den fordel for arbejdsgiverne, at brugerne – og i visse tilfælde kolleger – kan rate, altså vurdere arbejderne digitalt som en del af overvågningen. Og arbejderne er naturligvis ikke ansatte, men ”selvstændige” med hvert deres momsnummer.

Men værktøjskassen tæller også beskæftigelsespolitik, migration og underminering af overenskomster.

Man har dygtigt brugt skiftende kriser til at gennemføre den nye politik.

Først og fremmest rammer det ufaglærte arbejdere, men tendensen er også meget tydelig blandt for eksempel akademikere.

Mange af dem, der lever og arbejder under de nye forhold, kæmper fra uge til uge med at holde sig i jobbet og tjene til huslejen. Der vokser en frygt op for, hvad det kan betyde at stå fast på sin ret. Og de fleste er uorganiserede og føler sig alene i deres kamp.

Coronakrisen har vist, at netop de usikre, lavtlønnede arbejdere er allermest udsatte, når en krise rammer. De har ikke ret eller råd til at sige fra overfor den fare, sygdommen udgør, og ofte udgør de ”essentiel” arbejdskraft, som samfundet ikke kan undvære: Bus- og lastbilchauffører, sosu-hjælpere, lagerarbejdere og mange andre.

Over 2.000 lavtlønnede kolonnearbejdere på tyske slagterier er blevet smittet. 

Fagforeninger i modvind

Fagforeningerne har kæmpet i hård modvind mod udviklingen. Ofte passer de nye ansættelser ikke til de aftaler og kampmidler, man plejer at bruger.

I Frankrig, Tyskland og Storbritannien er fagbevægelsen for eksempel smertelig bevidst om omfanget af problemet, men den har ikke megen kontakt til de nye daglejere, hvoraf nogle er bange for at blive straffet af chefen, hvis de organiserer sig.

Europæiske fagforeninger forsøger derfor at komme tættere på de usikre grupper gennem nye organiseringsformer, blandt andet i boligkampen og aktiviteter for arbejdsløse.

Også i Danmark stiger antallet af 0-timers-kontrakter og andre usikre jobs.

0-timers-kontrakter findes blandt andet inden for chaufførjobs, rengøring, restauranter, pleje og renovation. Ofte kaldes de noget andet, men hensigten er den samme.

Antallet af vikarer er vokset med 40 procent på fire år, over en halv million danskere er på korte og usikre kontrakter. 60 procent må have mere end ét job for at klare sig inden for rengøring og hotel & restauration.

For at få mere ordnede forhold har 3F forsøgt sig med en overenskomst med rengøringsplatformen Hilfr og prøver i øjeblikket at forhandle med udbringningsfirmaet Wolt. I tilfældet Uber lykkedes det at få firmaet fortrængt fra landet. Men det har langtfra stoppet udviklingen hen imod en ny tids daglejere.