Frankrike har gjennomgått en totalitær revolusjon

14
Fra Facebook-sida til Gilets Jaunes. Marianne gråter med de gule vestene.

Frankrike er en nyliberal stat som utelukkende tjener de aller rikeste. Dette mener sosiologen Monique Pinçon-Charlot. I dette intervjuet som er publisert på dansk av avisa Arbejderen sier hun at Frankrike har gjennomgått en totalitær revolusjon og at Macron med god brunn betraktes som sjefen for kapitalens aksjonærer.

Monique Pinçon-Charlot arbejder som sociolog i parløb med sin mand, Michel Pinçon, med hvem hun har skrevet over 20 bøger. Objektet for deres undersøgelser er det franske oligarki, den lille kreds af personer, der har den reelle magt i landet. De to forskere har anvendt sociologiske, antropologiske og etnografiske metoder. 

Vi er gået ind i en totalitær fase af kapitalismen, hvor alle menneskelige aktiviteter bliver evalueret ud fra deres kommercielle værdi.

De finder ikke, at klassekampen er slut og vender sig mod den neoliberale udvikling, der har fundet sted i Frankrig siden 1983. Det har vakt mange kollegers vrede. Ud over at Monique Pinçon-Charlot og Michel Pinçon er blevet beskyldt for at være fascineret af de rige, er de blevet kaldt “uværdige forskere” og “militante”. Det sidste er de kun stolte over.

De var begge medlemmer af det franske kommunistparti PCF i 1970’erne. Partiets begreber, så som eksempelvis statsmonopolkapitalisme, fandt de for abstrakte til at fremme klassekampen. I stedet satte de sig for at belyse magten konkret og formidle resultaterne videre til arbejderne i Frankrig.

Med valget af Sarkozy som præsident i 2007 trådte rigdommen åbent og kynisk frem, hvilket afspejler sig i titlen på deres bog ”De riges præsident”, som udkom 2010 og blev en best-seller. Øgenavnet er siden gået videre til den nuværende præsident, Emmanuel Macron.

Det følgende er et uddrag og et resumé (i kursiv) af et meget langt interview med Monique Pinçon-Charlot, som er lavet af de to journalister, Selim Derkaoui og Nicolas Framont, til det franske tidsskrift Frustration, hvor det blev bragt den 8. oktober 2019.

Den herskende klasse

På spørgsmålet om, hvordan Monique Pinçon-Charlot i sine værker skelner mellem de forskellige udtryk som rig, oligarki, ultrarig og så videre, der beskriver den herskende klasse, svarer hun, at de har udviklet sig i takt med den klassevold, som den anvender for at forsvare dens interesser.

– Den første gang, vi brugte udtrykket “oligarki”, var i vores bog “De riges Præsident” med reference til Sarkozy. (…) Det var på dette tidspunkt, at det virkelig gik op for os, i hvilken grad den herskende klasse er parat til total og totalitær solidaritet for at forsvare sine klasseinteresser.

Penge dominerer alle økonomiske og sociale aktiviteter. Det politiske lag har mistet sin relative autonomi. 

– Begrebet oligarki passer perfekt til det kapitalistiske samfund i den neoliberale form, som vi i øjeblikket er underkastet. Penge dominerer alle økonomiske og sociale aktiviteter. Det politiske lag har mistet sin relative autonomi. I dag er det dem, som har den finansielle magt, der fører an i dansen!

– Filosoffen og sociologen Pierre Bourdieu insisterede i sit arbejde i 1970’erne og 1980’erne på, at hvert enkelt samfundslag har sin kulturelle kapital: En bankmand kan for eksempel ikke føre tilsyn med skoleprogrammer! Omvendt er en lærers kulturelle kapital ubrugelig i erhvervslivet!

– I indeværende periode er det penge, som bestemmer alle økonomiske og sociale aktiviteter. Selv de politiske beslutninger er overtaget af milliardærerne: Det er dem, der har anbragt Emmanuel Macron i præsidentboligen, Élysée. Ligesom vi blev informeret om den libyske leder Gadaffis gave på 50 millioner euro til Nicholas Sarkozy, således vil vi også en dag helt sikkert erfare et og andet om de “folkevalgtes” manglende legitimitet.

Den konservative revolution

De to journalister siger, at de ved at lytte til Monique Pinçon-Charlot får følelsen af, at alt har ændret sig med en enorm hastighed.

– Præcis. Men I er for unge til at vide, hvad der skete mellem 1983 og 2007. Dengang skete der en konservativ revolution, en total, ja, endog totalitær revolution, som spredte sig med en utrolig hastighed, som en tsunami. Den fortsatte under Sarkozy, herefter under Hollande og er nu under Emmanuel Macron blevet yderligere forstærket. Reaktionen har været uden afbrydelse og er tilmed blevet forstærket med Macrons store spring baglæns.

– Vi lever ikke kun i en ideologisk fremmedgørelse, men vi er sunket ned i noget endnu mere alvorligt, nemlig en fremmedgørelse af vores sociale bevidsthed, som har fundet sted i takt med en neurologisk og psykologisk fremmedgørelse. Resultatet af denne proces er tabet af bevidstheden om at tilhøre en undertrykt og udnyttet klasse.

– Det vil med andre ord sige, at neoliberalismens talsmænd anvender metoder fra neurologien og psykoanalysen til at trænge ind i vores hjerner med det formål at påvirke vores bevidsthed omkring klassetilhørsforhold.

– Bogen “Propaganda” eller “Hvordan man manipulerer den offentlige mening i et demokrati”, skrevet af Edward Bernays (1), som er nevø til psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud, er særdeles relevant i denne sammenhæng. Vi læser her, hvordan de med magt og rigdom udnytter psykoanalysens redskaber til på en subtil og snigende måde at ødelægge den bevidste samfundsborger til fordel for forbrugeren ud fra det princip, at en forbruger ikke gør oprør, så længe man kan stimulere ham til at forbruge endnu mere.

– Vi er gået ind i en totalitær fase af kapitalismen. Ikke alene bliver alle menneskelige aktiviteter evalueret ud fra deres kommercielle værdi, men det samme gælder også for alle områder inden for dyre- og planteriget. Alt levende er i hænderne på disse oligarker, der bærer det fulde ansvar for de klimaforandringer, som risikerer at udrydde den fattigste halvdel af menneskeheden.

– Hvad værre er, så vil en sådan forbrydelse mod menneskeheden ikke blive opfattet som sådan, fordi den vil være forankret i et pseudo-repræsentativt demokrati, som gennem en afhumaniserende og slavegørende proces omdanner lønarbejdere til døde tal i storkapitalens regnskabsbøger. Denne tingsliggørelse gør mordet på en stor del af menneskeheden mere acceptabel.

Monique Pinçon-Charlot gør rede for, hvorledes Macron har ændret beskatningen til fordel for de rigeste: Indførelse af skatteloft og bortfald af formuebeskatningen. Dog har han bibeholdt en vis beskatning af ejendom. Det favoriserer de allerrigeste, hvis formuer fortrinsvis består af værdipapirer. Udbytte af kapital pålignes en fast skatteprocent på 12,8, mens lønindtægter beskattes efter en skala, der går fra 14 – 45 procent. Hertil kommer for begge parter et socialt bidrag. De rigestes og de lavestlønnedes skatteprocent bringes derigennem op på henholdsvis 30 og 24. I medierne hedder tallene 30 procent (de rigeste) og 14 procent (de lavestlønnede), idet man kun medregner det sociale bidrag i de riges skat. Således lyver medierne til fordel for de rigeste.

Men klassekampen er også skærpet på andre områder. Med Macron har det nået et nyt niveau. Sprogbruget overfor arbejderklassen afspejler foragt, og over for De Gule Veste anvendes en meningsløs grad af vold med udbredte legemsbeskadigelser som resultat.

Bourgeoisiets kulturelle venstrefløj

Journalisterne beder hende uddybe, hvordan gruppen af de ultra-rige gennem forskellige kanaler og instrumenter påvirker andre sociale klasser for at bevare den dominerende magt. Efter deres mening findes der en hel gruppe under de rige og de ultra-rige, som gør alt arbejdet for dem. Men hvordan adskiller dette klasselignende lag sig fra dem på toppen?

– Den virkelige kløft, eller om du vil, det egentlige jerntæppe, som adskiller disse to grupper, skal søges i arkiverne, hvor ejendomsretten er registreret. Forretningsfolk, bankfolk og højt betalte lønmodtagere er på sin vis den rige, dominerende klasses tjenestefolk og vagthunde. De har den samme status som de journalister, der får den neoliberalistiske menu til at glide ned. 

De klimatiske forandringer vil skabe grundlaget for denne solidaritet og måske for at gøre en ende på det kapitalistiske system, der er godt i gang med at ødelægge grundlaget for menneskehedens eksistens.

– Skribenten og skuespilleren François Bégaudeau har beskrevet dette lag i sit essay: “Historien om din dumhed” (2). Det er bourgeoisiets kulturelle venstrefløj, som ikke nødvendigvis har den økonomiske kapital, men alene en kulturel kapital. Denne gruppe har blokeret sin forbindelse til de folkelige lag, arbejderklassen og funktionærerne.

– Vi har allerede talt om den rolle, “journalister” spiller med hensyn til befolkningens accept af den dominerende klasses program, men der er sandelig også et problem med intellektuelle og sociologer, som giver afkald på analyser og sprogbrug, der relaterer til de sociale klasser. Jeg håber på et paradigmeskift, når den tid kommer, hvor virkningerne af klimaforandringerne virkelig trænger sig på. Det kunne lede repræsentanter fra finansverdenen såvel som højt betalte funktionærer og intellektuelle, der ikke tilhører oligarkiet, frem til et opgør med deres nuværende støtte til det magtfulde oligarki. Vores interesse som sociologer og som aktivister er naturligvis at fremme denne anti-oligarkiske solidaritet.

Er det er muligt at fremme en sådan alliance?

– Jeg tror, det er muligt. En af mine indikatorer er succesen med vores konferencer organiseret i samarbejde med de studerende på en lang række højere læreanstalter. (…) Her har de studerende hver gang tilsluttet sig vores grundlæggende konstatering, at et lille oligarki fører klassekrig mod lønmodtagerne, såvel dem fra de folkelige klasser som dem, der ligger i midten eller i toppen.

– Jeg er overbevist om, at vi må arbejde hånd i hånd med dem, der har gennemført videregående studier, og som bekymrer sig dybt over den nuværende situation. De klimatiske forandringer vil skabe grundlaget for denne solidaritet og måske for at gøre en ende på det kapitalistiske system, der er godt i gang med at ødelægge grundlaget for menneskehedens eksistens.

Fritt etter Delacroix

Klassekamp og klassebevidsthed

Journalisterne spørger, om klassebevidstheden er vokset i resten af befolkningen, en bevidsthed om klassekampen samt en bevidsthed om disse rige menneskers eksistens.

– Den vigtigste indikator er De Gule Vestes pludselige opståen. Hvis vi havde haft dette interview for nøjagtigt et år siden, ville jeg ikke have kunnet svare på dit spørgsmål. I stedet for ville jeg have svaret, at den nyliberale propaganda var for stærk, og at vi var blevet røvrendt! Ved vores deltagelse i demonstrationer, ledet af De Gule Veste, blev vi overrasket over deres bevidsthed om den voldelige relation mellem klasserne, en voldelighed vi havde anset for utænkelig, når man tager de kaskader af manipulation, som alle, der ikke har adgang til at læse og få indsigt, bliver udsat for.

Er De Gule Vestes vandalisering af en del af det 8. arrondisement i Paris (især kendt for Triumfbuen og Champs Élysées og er præget af luksushoteller, eksklusive restauranter, dyre biler, designerbutikker, museer og ambassader o.a.) en form for had mod de rige?

– Det er ikke et had mod de rige, men en grundlæggende antikapitalistisk handling, snarere end en psykologisering af den sociale realitet. I modsætning til det kommunistiske parti, CGT (3), og måske endog NPA (4) eller la Lutte Ouvriere (5), så gik De Gule Veste fra begyndelsen direkte til magtcentrene for at vise, at det drejede sig om et folkeligt oprør.

Journalisterne spørger, hvorfor De Gule Veste og ikke de andre?

– Fordi deres klassebevidsthed befandt sig i en frisk, jomfruelig tilstand. Deres bevægelse var endnu ikke institutionaliseret og befandt sig således uden nogen anden form for udfordring end den, man møder i solidaritetens fortryllende, adrenalinskabende verden. De Gule Veste virkede på en måde udenfor det sociale protestmarked, således som det er blevet kendt siden den Anden Verdenskrig.

– Organisationer som fagforeninger, politiske partier, diverse sammenslutninger, aviser, forfattere, websteder, blogs på internettet og så videre er lidt efter lidt blevet integreret og institutionaliseret i en opposition mod det kapitalistiske system, som de hævder at modarbejde. De hjælper indirekte kapitalisterne med at korrigere deres fejl. Disse anti-kapitalistiske grupper indser ofte ikke, at det netop er takket være den sociale kritik, at de hjælper det kapitalistiske system med at forfine metoderne til udnyttelse af arbejdskraften.

– Det minder mig om udsagnet, fremført af Karl Rove, særlig rådgiver i Det hvide Hus for George W. Bush. Han sagde i 2004, da han blev interviewet af en journalist fra Wall Street Journal: “Vi er nu et imperium, og når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Og mens du på intelligent og vurderende vis studerer denne virkelighed, så handler vi igen og skaber andre, nye realiteter, som du også kan studere, og sådan er det. Vi er historiens aktører (…), og du og alle andre I kan bare studere det, som vi skaber.”

– Ja, det løber én koldt ned ad ryggen, men han har ret! Lad mig tage eksemplet med skattesvindel, som er et emne, veldokumenteret af samfundsforskere, politikere og embedsmænd. Men jo mere man arbejder med skattesvindel, des mere bliver emnet uforståeligt og uklart. I virkeligheden hjælper man svindlerne til at udvikle kunsten at svindle og bedrage. Så måske har vi været med til at legitimere familierne med de største formuer.

– På den anden side, der hvor vi forstyrrer deres fred, det er, når vi, som forskere fra Det Nationale Center for Videnskabelig Forskning, CNRS, drager ud til alle kroge af Frankrig for der at gøre folk delagtige i vores viden. De Gule Veste og virkelig mange aktivister fortæller os, at vores forskning hjælper dem. Populariseringen af kritikken af den kapitalistiske klasses gemenhed er en af måderne, hvorpå man kan undgå at blive fanget ind.

De gule vestenes opprør ble møtt med massiv politivold av president Macron. Foto: Shutterstock

Fra viden til handling

Journalisterne spørger, om denne popularisering har været med til at omsætte viden til handling?

– Ja, fordi det forholder sig således, at det jomfruelige i De Gule Vestes oprør har gjort det muligt for dem at frigøre sig fra de etablerede aktivisters høflige og socialt accepterede demonstrationer og således har givet dem mod til at angribe magten dér, hvor den befinder sig (…).

I dag er kapitalismen kollektiviseret i et usynligt lag af aktionærer, hvor Macron med god grund i den brede befolknings øjne betragtes som chefen for kapitalens aktionærer. 

– Lige fra dag ét har De Gule Veste haft Macron som deres primære mål. Og hvorfor understreger jeg, at De Gule Veste er gode til at føre klassekamp? Fordi der ofte har været politiske aktivister eller fagforeningsfolk, der sagde: “Men de angriber ikke deres chefer, de går ikke i strejke i deres virksomheder, de forholder sig ikke til kapital/arbejde problematikken.”

– Men det er ikke helt rigtigt. Kapital/arbejdskraft-forholdet har ændret sig meget. Vi er ikke længere i den fase af den historiske udvikling, hvor den industrielle kapitalisme er af den paternalistiske type, hvor arbejdsgiveren og arbejderne står ansigt til ansigt. I dag er kapitalismen kollektiviseret i et usynligt lag af aktionærer, hvor Macron med god grund i den brede befolknings øjne betragtes som chefen for kapitalens aktionærer. Det er ham, der er oligarkiets befuldmægtigede, det er ham, der organiserer ødelæggelsen af en solidarisk stat, som kunne bistå arbejderne med sociale tjenester.

– Helt konkret, så har Macron fået den opgave af de økonomiske magthavere at fuldende etableringen af en neoliberalistisk stat til betjening af de formuende og mest velhavende. Det er denne ultrakonservative revolution, som Macron har forsøgt at kamuflere som det “progressive” i sin “Republikken i Bevægelse.” (6)

Et marked for sociale protester

Det sociale tilbageskridt er ganske markant, for eksempel med pensionsreformen og reformen af det offentlige hospitalsvæsen. Men netop på trods af det forfriskende element, som De Gule Veste har lagt for dagen, kan man være bange for, at tiden skrues et år tilbage, hvor alle kæmpede i hvert sit hjørne, som om intet var sket i mellemtiden. Hvad kan vi håbe på at arve fra De Gule Veste og deres måde at gribe magtkampen an på?

– De Gule Veste kan ikke gøres ansvarlige for at belære os om klassekampen. De er en del af vores kamp, de er en del af det, som vi kan kalde for det sociale protestmarked. Alle sociale og politiske kræfter bør bevidst engagere sig og deltage i denne krig mellem klasserne.

– De Gule Veste er blevet såret af dødbringende våben med lemlæstelse af øjne, hænder og kæber. Der har været et betydeligt antal sårede. Under vores deltagelse i demonstrationerne har vi selv været virkelig bange på grund af det imponerende opbud af politi og gendarmer i kampuniform, forstærket af helikoptere, kampvogne, skjolde, specialvåben til urobekæmpelse og tåregas af særlig sundhedsfarlig karakter.

– Denne magtdemonstration var en bekræftelse på, at staten forsvarede beboerne i de rige forstæders interesser og ikke havde til hensigt at imødekomme de krav, som De Gule Veste og deres sympatisører fremsatte under de historiske begivenheder vinteren 2018-2019.

– Men lad mig vende tilbage til spørgsmålet, ja, der er i Frankrig uendelig mange former for protest mod kapitalisterne. De får kun lidt medieomtale, eftersom mediehusene ejes af kapitalisterne.

– I morgen vil der blive taget hul på den retssag, som vedrører portrætter af Macron, der i ni tilfælde blev hevet ned fra væggene på rådhuse af aktivister fra en ikke-voldelig gruppe, ANV COP21 (7), der blev oprettet i forbindelse med klimakonferencen i 2015. De rejste spørgsmålet om lovligheden af civil ulydighed i den aktuelle klimatiske og sociale nødsituation. De ni anklagede bliver fremstillet i Paris i kriminalretten. Anklagen lyder på “tyveri begået efter fælles aftale”.

– Macronportrætterne blev i fuld åbenhed nedtaget af personer med utilslørede ansigter, hvilket bekræftes af fotos. Disse aktivister udviser ved deres eksempel et stort mod, fordi de må være klar til at stå til ansvar i en retssag med risiko for sanktioner. De indskriver deres kamp i en form for modstandsbevægelse, som ikke kan fordømmes som populistisk, eftersom aktivisterne i denne civile lydighedsnægtelse er fuldstændig bevidste omkring deres ansvar og de involverede risici. Der er ikke tale om en eller anden politiker, der skal fremme sin politiske karriere. Det drejer sig alene om civil ulydighed for at advare om alvoren i klimaforandringerne. Den ignorerer det neoliberale program, dets lejlighedsvise valghandlinger samt dets pseudo-demokratiske institutioner, etableret i den neoliberale stats klassekamp til forsvar for de allerrigestes interesser.

 – Hvis civil ulydighed kunne anerkendes som legitim af flertallet, herunder dommere og politi, så mener jeg, at der ville være taget et vigtigt skridt til skade for dem, der ødelægger planeten og truer menneskehedens fremtid gennem klimaforandringerne.

– Med den teknologiske udvikling inden for databehandling, robotteknik og kunstig intelligens, har kapitalisterne ikke mere brug for den fattigste halvdel af menneskeheden, som kun vil bestå af munde, der skal fodres.

– Klimaændringerne med deres sammenfletning af sociale og økonomiske uligheder giver alle dem, som ønsker solidaritet mellem mennesker, muligheden for et historisk møde, et reelt møde som aldrig før er set – selv ikke under den Anden Verdenskrig!

Økologisk krise

– De omvæltninger, som sker nu, er fremkaldt af en grusom økologisk krise, som alene skyldes et meget lille mindretals vanvittige profitjagt. Hermed har hundreder af millioner, ja, milliarder af mennesker blandt de fattigste udsigt til at dø. Vi har aldrig kunnet forestille os, at en sådan voldelig konfrontation kunne udspringe fra en social klasse i dens solidariske forsvar for sine interesser på verdensplan.

Det er nødvendigt, at alle finder deres pladser i en kollektiv kamp, som samler de forskellige initiativer, og hvor det hele ikke bare drejer sig om at vinde valget.

– Overfor dette har de politikere, som er udstyret med overdimensionerede egoer og hævder at have monopol på protesterne mod oligarkiets repræsentant, Macron, ikke længere nogen legitimitet i mine øjne.

– Ydmyghed skal være vores værdighed, solidariteten vores styrke, respekt for forskelligheder vores eneste banner. Vores protester må nødvendigvis tage forskellige former. Sådan er det. Kun solidariteten vil give mulighed for en forening i et fælles oprør.

– Man kunne ønske sig, at specialisterne i de pseudo-demokratiske valg, der afholdes for at retfærdiggøre det neoliberalistiske voldssystem, vil forstå deres opgave og kæmpe for anerkendelsen af at stemme blankt allerede ved de næste lokalvalg. Herved kunne der blive givet mulighed for at oprette frie og selvstyrede kommuner!

– Det er nødvendigt, at alle finder deres pladser i en kollektiv kamp, som samler de forskellige initiativer, og hvor det hele ikke bare drejer sig om at vinde valget. Hvis valgets resultat ikke stemmer overens med oligarkiets interesser, bliver det alligevel ikke respekteret. Det så vi ved folkeafstemningen (om EU’s forfatningstraktat, o.a.) i 2005. Lad os efterligne de rige og være solidariske ligesom dem.

Hvordan bør vi gå frem for at gennemføre det nødvendige skift? Kan vi have tillid til de nuværende politiske institutioner, på trods af alle vores skuffelser? Er de radikale partier på venstrefløjen tilstrækkelig motiverede til at lede dette opgør? 

– Med baggrund i min regelmæssige læsning af L’Humanité (det franske kommunistpartis dagblad) – jeg udtaler mig ikke om La France Insoumise (bevægelse på venstrefløjen, o.a.) – så mener jeg, at der har fundet en betydelig ændring sted. I lederspalterne skrevet af Patrick Le Hyaric, redaktør for L’Humanité, og i demonstrationer med kommunisterne finder vi i dag antikapitalistiske slogans.

– Ved de årlige 1. maj-aktiviteter i Arras deltog vi i bogmessen med titlen Dagens Vrede. Demonstrationerne på denne dag forenede alle nuancerne på venstrefløjen, inklusiv kommunisterne, i antikapitalistiske kampråb. Da vi talte med deltagerne, sagde vi til dem: “Vi har tidligere deltaget i en fem eller seks 1. maj-møder her i Arras, men det er første gang, vi har hørt antikapitalistiske slagord.” Aktivisten så os lige i øjnene og sagde: “Nå ja, du har forstået det hele. Før turde vi ikke sige det, men nu er det sagen.”

Bekymrede arbejdsgivere

Journalisterne spørger om, hvordan det føltes at være inviteret med til sommeruniversitet organiseret af MEDEF (den franske arbejdsgiverforening).

 Her blev hun inviteret til at sidde omkring det runde bord med Laurent Dassault (mangemilliardær og leder af Dassault Group, o.a.), med en anden stor virksomhedsleder med indvandrerbaggrund, med næstformanden for MEDEF, med statssekretæren i Finans- og Økonomiministeriet, Bercy, og med en journalist fra Radio Classique, som ejes af Frankrigs rigeste mand, Bernard Arnault?

– Denne invitation skal ses i sammenhæng med de ideologiske manipulationer, som de magtfulde virksomheder har igangsat for at iscenesætte deres vilje til at bekæmpe samfundets uligheder. Jeg accepterede invitationen, sådan som Michel og jeg altid gør for at opretholde mest mulig kontakt til den dominerende samfundsklasse. Det er simpelthen en nødvendighed for at kunne udøve vores arbejde som sociologer med fokus på volden i klassesamfundet.

Var de en smule bekymrede for det, som finder sted netop nu?

– Meget! Den kendsgerning, at de prioriterer emnet, kampen mod ulighed, er en klar indikation på deres bekymring! Så folkets vrede må dæmpes. Macron gav i juni 2019 over for Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) udtryk for, at kapitalismen er gået amok og har skabt kolossale uligheder i samfundet. Temaet på MEDEF’s sommeruniversitet var derfor en refleksion over kampen mod ulighederne, ligesom G7-mødet i Biarritz sidste år hævdede at gøre det samme. Denne bekymring, som i øvrigt er fuldstændig berettiget, bekræftes af, at 34 multinationale selskaber på initiativ af Danones (8) administrerende direktør donerede en milliard dollars til planeten.

Civil ulydighed er nødvendig

– Ideen om et marked for sociale protester er vigtig for os. Protesterne har bidraget til, at det kapitalistiske system får mulighed for at sparke tilbage, idet den integrerer den sociale kritik i sin egen logik.

Netop nu er kapitalisterne godt i gang med at forstærke deres fremmarch ved at tage næring fra problematikken omkring de klimaødelæggelser, som de selv har skabt. 

– De marxister, som hævdede, at kapitalismen ville kollapse af sig selv, tog fejl. Det er på sin vis fascinerende at konstatere, at kapitalisterne tværtimod tager den kritik til sig, der rettes mod dem, for derved styrket at slå igen mod protesterne. Netop nu er kapitalisterne godt i gang med at forstærke deres fremmarch ved at tage næring fra problematikken omkring de klimaødelæggelser, som de selv har skabt. De forbliver de ansvarlige for en kapitalisme, som vil være årsag til, at planeten reduceres med 3,5 milliarder mennesker af de fattigste og mest sårbare. Dette må ikke ske. Det er en forbrydelse mod menneskeheden, mod naturen og mod alt levende.

Når du siger, vi er en del af markedet for protester, burde vi så ikke arbejde på at komme væk fra en situation med dette opdelte marked?

– Det, at vi taler om det, er i det mindste godt! Vi skal ikke tænke på os selv som militante eller revolutionære, hvis vi i realiteten helt bevidstløst – alligevel – deltager i valg, som er totalt kontrolleret og styret af dem, som sidder på magten.

– Vi er ikke revolutionære, når vi bidrager med bøger om de riges griskhed og oligarkiets magt. Vi er ikke revolutionære, når vi bidrager med artikler, tv- og radioudsendelser og redaktionelle indlæg, som uafbrudt protesterer mod et uretfærdigt system. Vi vil kun komme til et godt slutresultat, hvis vi i denne kamp allierer os med andre former for modstand, så som civil ulydighed.

– Denne kamp bør helst være ikke-voldelig, eftersom vi ønsker deltagelse af det størst mulige antal mennesker. De må kollektivt og solidarisk leve op til den udfordring, vi står overfor med udsigten til tilintetgørelse af den fattigste del af klodens befolkning på grund af klimaforandringer, som påføres os af de økonomiske magthavere.

NOTER

1) Udgivet af Zones, 2017.

2) Histoire de ta bêtise. Fayard/Pauvert, 2019.

3) Confédération Générale du Travail (den mest røde af fællesorganisationerne).

4) Nouveau Parti Anticapitaliste (det nye anti-kapitalistiske parti).

5) Lutte Ouvrier (arbejderkampen, trotskistisk bevægelse).

6) Macron er grundlægger af partiet La Republique en Marche – Republikken i Bevægelse.

7) Action Non-Violente COP21 er en ikke-voldelig borgerbevægelse, der kritiserer de aftaler, som blev indgået på klimatopmødet COP21 i Paris for at standse klimaforandringerne.

8) En af verdens største fødevareproducerende multinationale selskaber med hovedsæde i Frankrig.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2020. Artiklen er fra det franske tidsskrift Frustration og kan læses på fransk her. Oversat og redigeret af Anders Bjerre Mikkelsen og Kristian Laubjerg. 


Du kan abonnere på steigan.no her. Det koster ingenting.

Men hvis du vil være med på å opprettholde og styrke vår kritiske og uavhengige journalistikk, kan du også gjøre det:

Vipps: 116916.

Eller du kan betale inn på Mot Dags støttekonto: 9001 30 89050 – eller gå inn på vår betalingsordning.

KampanjeStøtt oss

Kommentarer

  1. Avatar for ABC ABC says:

    Med den teknologiske udvikling inden for databehandling, robotteknik og kunstig intelligens, har kapitalisterne ikke mere brug for den fattigste halvdel af menneskeheden, som kun vil bestå af munde, der skal fodres. :thinking:

  2. Avatar for tjatta tjatta says:

    Det har vel aldri vært behov for så mange mennesker som finnes idag. Det er jo en historisk rekord av dimensjoner

  3. Avatar for Enebak Enebak says:

    Befolkningsrekorden ryker daglig. Ikke først og fremst fordi det fødes så veldig mange lenger, men fordi vi blir gamlere.

    Det er den gamle befolkningen som øker befolkningstallet på jorda i takt med forventet levealder.
    Når vi med covid-19 nå bryter vaksinebarrieren og tar i bruk den hittil unevnelige DNA-vaksinen, vil det gi oss muligheten til å øke folks levealder (og jordas befolkning) dramatisk.

    Tenk hva vaksiner mot alle kreftformer vil gjøre? Besnærende tanke. I alle fall for oss gamle, som er de som oftest rammes av kreft…

  4. Avatar for tjatta tjatta says:

    Det er i vesten det er eldrebølge. Og der er det liten befolkningsvekst. I Afrika er det en befolkningseksplosjon. Den drives av fødsler og muligheten til barnet å overleve første år

  5. Avatar for Olav Olav says:

    En del av befolkningsøkningen i verden, kanskje særlig de senere årene, skyldes nok at “de eldre blir eldre”. Men den viktiktigste årsaken er redusert barnedødelighet. Det er også det siste som ligger bak at det i det hele tatt er så mange som kan leve desto lengre som eldre. Det blir en vekst i “andre potens”. I Europa skjedde denne befolkningseksplosjonen pga redusert barnedødelighet fra begynnelsen av 1800-tallet og frem til de første tiårene etter den andre verdenskrigen, i andre deler av verden kommer dette bare noe senere, men desto mer dramatisk fordi flere barn ofte er det eneste “velferdssystemet” de har. Det er en myte - en del av “myten om fremskrittet” - at det ikke var mange som ble gamle også i tidligere tider - dvs hvis man overlevde barndommen…

  6. Avatar for AnneBrit AnneBrit says:

    De ser på oss, som mindreverdig genetisk materiale.
    Show-biz og utdannings-industrien skal fange opp eventuelt bevaringsverdige eksemplarer.
    Resten er bare en trussel.

  7. Avatar for Geirijo Geirijo says:

    Om gule vesters kamp mot oligarkiets voldelige kapitalisme

    Denne sosionomen har forstått noe av essensen ved gule vesters kamp på vegne av befolkninger, nasjoner og naturen mot den systematiske anvendelse av vold som det globaliserte oligarkiet utøver i økonomisk vinnings hensikt for sitt privat-kapitalistiske aksjonær og direktør velde.

    Det er en bredde i gule vesters klassekamp som går utenpå den tradisjonelle klassekampen til kommunister, fagforeninger og all annen særinteresse aktivisme innrettet mot maktmisbruket til det globaliserte oligarkiet.

    De gule vester tar opp i seg hele bredden i en mangfoldig befolknings misnøye over hvordan overforbruk av menneskehetens eksistensielle ressurser og verdier skjer for å grenseløst berike et lite fåtall av superrike.

    Det uttrykkes også en viktig forståelse av at den tradisjonelle klassekampen ikke gjør annet enn å forsterke oligarkenes voldelige makt, og at det kan ikke bekjempes med de vanlige virkemidler.

    Det er et systemskifte som må til for hvordan nasjoner og verden politisk administreres.

    For gule vester er det uttrykt ved å arbeide for en demokratisk revolusjon. For et demokrati direkte ved borgerinitiativ som gjør slutt på det partipolitiske representative demokrati, som har blitt korrumpert av oligarkiets pengemakt over politikere og partier, og således brukes til å manipulere befolkninger og nasjoner.

  8. Avatar for ABC ABC says:

    Korrupt representativ demokrati er dårlig butikk i dagens situasjon for arbeiderklassen enig. Skal man ta seg ur denne situasjonen så må man nok gå nedenfra og opp. Begynne i lokallagen med lukke avstemninger hvilket teknologien gir mulighet for og et bedre regelverk på en lokalt som nasjonalt plan. I Norge eksempelvis er 1 av 4 lokalpolitiske utsatte for trussler leste jeg. Og er bonusen at politisk engasjement gir null muligheter på arbetsmarknaden så… Jeg er for mer direkte demokrati, absolutt. De gule vestene har mange poenger og er noe å dra lærdom av.

    Løsarbeidersamfunnet eksempelvis er et direkte hot mot demokratin mener flere men den offentlige debatten er ubefintlig. Det er ikke vanskelig å gjøre undersøkelser rundt det temaet.

Fortsett diskusjonen på forum.steigan.no

6 flere kommentarer

Deltakere