Dansk direktør: – Sundt for fattige børn at lære konsekvenserne af lediggang

8. mars 2019

Krohg kampen for tilværelsen — Christian Krohg: Kampen for tilværelsen, 1889. Nasjonalgalleriet. (Utsnitt)

Av Lars Jørgensen.

En sociologisk replik om børn, familie og fattigdom

«Når far og mor er på kontanthjælp og ikke har råd til julemad og gaver, så kan det være en vigtig moralsk lektie for børnene som derved lærer værdien af at klare sig selv og få sig et arbejde. Det mener Cepos-direktør Martin Aagerup i et interview i Weekendavisen.»

”Det handler om de signaler, samfundet sender til børnene, om hvordan man får en god tilværelse. Og når børnene ser sig omkring og oplever, at deres kammerater med forældre, som arbejder, kan købe flere ting og have råd til et sjovere liv end ens egne forældre på overførselsindkomst, sender det et signal til dem om, at det nok er en god idé at satse på at få en uddannelse og få sig en tilværelse, hvor man er i beskæftigelse og forsørger sig selv,” siger Martin Aagerup i interviewet.» – Cepos-direktør: Sundt for fattige børn at lære konsekvenserne af lediggang

(CEPOS eller Center for Politiske Studier kalder sig «er en uafhængig borgerlig-liberal tænketank».)

Det værste er ikke fattigdommen i sig selv

Det værste ved fattigdom er ikke fattigdommen i sig selv. Ej heller den dårlige og manglende mad, selvom det er slemt nok: Dårlig ernæring, dårlige madvaner, mangel på energi, stærkt øget risiko for overvægt osv.

Det værste er heller ikke, at børnene ubønhørligt lærer, at deres forældre ikke kan klare at være forsørgere for en familie; at deres forældre ikke er lige så gode som andres, samt at netop deres forældre ikke er troværdige forbilleder, som de kan se op til og stole på: I relation til at lære ting, herunder lære hvordan man skal klare sig i samfundslivet. På den måde svækker og slår fattigdommen skår i relationen mellem børn og forældre indenfor familien; ikke mindst til skade for den tillid der skal være tilstede for, at forældrene kan fungere som troværdige voksne og myndige opdragere. Ligesom forældrene betragtes som mindreværdige i alskens sociale sammenhænge.

Det værste er heller ikke det uhyrlige, at fattigdommens trængsler konstant medfører konflikter og dårlig stemning i hjemmet, fordi der ikke er penge til de ting, som andre børn og familier kan købe, gå til og opleve. Den konstante pengemangel i forhold til at købe ting, tøj, mad samt deltage i fritidsaktiviteter, ferier osv., minder dagligt familien om, at de er, behandles og betragtes som ‘sociale tabere’.

Børnene er nødt til at spille skuespil i alle mulige både familiære og sociale sammenhænge for at dække over, at de har en fattig familie, der ikke har penge til de ting, som alle andre har. Børnene trækker sig derfor fra en lang række sociale sammenhænge. Ligesom de «helt naturligt» fravælges socialt. Dette sker såvel i barndommen som i ungdommen, hvorfor de ikke udvikler sig som deres jævnaldrene og som regel får et tyndt netværk som voksne. Børnene har altså konsekvent en ringe mulighed for at udvikle sig socialt, kulturelt og kognitivt ved at være sammen med kammerater og med andre familier. Det samme gælder deres mulighed for at udvikle sig fysisk, motorisk, kognitivt ved (ikke) at kunne deltage i sport og fritidsaktiviteter.

Med hensyn til uddannelsesmuligheder, så behøver man ikke være sociolog for at vide, at fattige forældre generelt har en relativ lav til ingen uddannelse. Det betyder, at børnene generelt vil få et relativt mindre ordforråd og mindre intellektuel stimulans i hjemmet. Dette kan man selvsagt ikke bebrejde forældrene. Da det vil svare til at bebrejde børnene: Fattige forældre er som regel fattige børn, der er blevet voksne.

Men selve fattigdommen i hjemmet er yderligere med til at svække børnenes muligheder for bryde mønstret og få en uddannelse. Fordi de reelt uløselige konflikter forårsaget af fattigdom skaber konflikter i barnet selv; samt det at barnet vil gøre sig umage med at ligne og optræde som et ‘almindeligt’ barn i skolen, vil gøre det vanskeligt for barnet blot at koncentrere sig om at lytte, lære og deltage i skolens aktiviteter. Jeg har hørt om elever, der bruger halvdelen af sommerferien på at tænke over, hvilken historie de skulle finde på at præsentere for deres lærere og klassekammerater omkring deres ‘ferie-oplevelser’, når de skulle begynde skolen igen. Dette er blot ét af utallige eksempler på, at børnene tvinges til at tænke over sig selv i relation til omverdenen, frem for at kunne deltage som naturligt frie og ligeværdige børn i relation til klassekammeraterne: Fattige børn er låst af deres fattigdom i alle mulige situationer og må konstant erkende og agere ud fra det faktum, at de ikke er ligeværdige. At de er ‘mindre værd’. At lærerne nu i hundrede år konsekvent beder eleverne om at skrive stile og fortælle om deres sommerferie, er kun et af utallige ufravigelige beviser på den generelle blindhed overfor de fattige børns særlige udsathed – og ‘nødvendige’ triste ensomhed. For udover at det er dybt skamfuldt, hvad skulle det så hjælpe, hvis barnet fortæller lærerne, at forældrene er fattige? Læreren kan alligevel ikke ændre på situationen. Og risikoen for at de andre børn vil få det at vide og misbruge den viden er givetvis ofte en stor (velbegrundet) frygt.

Det værste ved fattigdom handler om skam og tilknytningsproblemer

Noget af det værste ved fattigdom handler om skammen ved ikke at slå til, som forældre, som familie. Det måske mest negativt indgribende er børnenes skam og smerte ved at måtte leve med forældrenes skam. Børnene er nødt til at leve med og vænne sig til skammen og den konstante manglende slåen til. De er nødt til at dække over tingene eller opleve den uhyrlige smerte, når bebrejdelser alligevel kommer til udtryk, og der opstår smertelige konflikter: Hvordan kan man som barn bebrejde ens forældre, at de ikke har råd til at betale for ting, alle andre tager for givet? Hvordan kan man som barn undgå at få skyldfølelse over blot at tænke det? Skam, skyldfølelse og mindreværd i relation til dem selv, deres familie og omverdenden bliver en del af børnenes identitet. En ubehagelig følelse der ofte vil følge dem for livet.

Men det måske allerværste er, at forældrenes fattigdomssituation berøver dem den stabilitet og selvtillid, som er afgørende for, at de kan skabe en ‘sikker tilknytningsrelation’ til deres børn. Børnene mister dermed systematisk det livsvarige anker for livet, som andre børn får. Se denne korte oplysende video om, hvordan tilknytning i den tidlige barndom påvirker mennesker resten af deres liv: ‘The Attachment Theory: How Your Childhood Affects Your Relationships’.

Som Gandhi engang skulle have sagt: ‘Fattigdom er den værste form for vold.’ Det er på baggrund af denne indsigt, at vi kan sige, at Joachim B. Olsen og andre ville gøre mindre skade på udsatte børn, hvis de ikke bestilte andet end gå rundt og give udsatte børn et hårdt knytnæveslag i ansigtet.

Om CEPOS og vores politikere

Men vi må ikke overse, at fattige børn og familier ikke er CEPOS’ værk. Faktum er, at fattige børn og familier i Danmark er logiske konsekvenser af politiske beslutninger. Det er dér, den virkelige skam bør befinde sig: Disse politiske beslutninger bør ændres.

CEPOS er blot til for at gøre den danske befolkning forvirret og uvidende ved på tåbeligste vis at hylde og retfærdiggøre ulighed og fattigdom. CEPOS er til for at bane vejen for, at politikerne kan og vil træffe den slags beslutninger, der skaber mere ulighed og fattige børn, som andre børn ikke kommer til at lege med. Tænk at der er rige folk i Danmark, der vil betale CEPOS for det. Tænk at DR i mere end ti år nærmest dagligt har promoveret CEPOS’ argumenter om samfund og økonomi.

Dette er sket samtidig med, at alle politikere og ikke mindst CEPOS taler så uendeligt meget om ‘frihed’. Men hvordan kan man hylde frihed som ideal endsige tale om, at vi lever i et ‘frit’ land, hvis vores samfund i stadig højere grad indrettes på en måde, hvor uskyldige børn tvinges til at leve i fattigdom med alle de negative konsekvenser, som det sociologisk medfører?

I betragtning af at vi aldrig har været rigere som samfund, så er man nødt til at bedrage alle frihedsidealer og putte sit hoved i jorden som en struds for at kunne retfærdiggøre fattige familier i dag.

CEPOS er en direkte samfundsdestruktiv institution, der jævnligt bringer de mest tåbelige budskaber i den danske politiske offentlighed. Deres ord for at retfærdiggøre familier i fattigdom i Danmark i det 21. århundrede udstiller den generelle kvalitet af deres arbejde. Ærligheden ved de fordummende udmeldinger om mennesker, økonomi og samfund er det bedste ved CEPOS.

Jeg håber, at lærere i folkeskolen og gymnasiet forklarer eleverne, at vi har en dybt problematisk ‘tænke-tank’ i DK – og en ofte fordummende offentlig debat, hvor tåbeligheder bliver promoveret fremfor at blive skudt ned med fornuft og samfundsvidenskab.