Harold Pinters diagnose afslører den danske stat som falsk og farlig

4
Lars Jørgensen

Av Lars Jørgensen.

Dette er et utdrag av en mye lengre artikkel av den danske sosiologen Lars Jørgensen. Resten av den kan leses på hans egne nettsider.

 

SANDHEDEN OM USAS KRIGE OG DET DANSKE ETABLISSEMENTS MEDLØB BELYST GENNEM COLLIGNONS OG HENDRICKS’ ‘FAKE’ BØGER

Da professor Vincent Hendricks for et stykke tid siden blev interviewet til DJØF-bladet om sin bog Fake News. Når virkeligheden taber, var overskriften ’Kom ind i kampen, djøfere! Nu er der så kommet endnu en bog om emnet, denne gang af tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten Pierre Collignon (nu debatredaktør på Berlingske), med titlen: Tilbage til virkeligheden: Kampen mod fake news, løgne og manipulationer.

Jeg har måske brugt mere tid end nogen anden dansker de seneste år på kritisk forskning omkring sand og falsk information i vores medier. Jeg har blandt andet skrevet om de etablerede mediers dybt problematiske dækning af EU, Grækenland og den amerikanske finanskrise De vestlige medier er totalitære redskaber; jeg har været med til at få udgivet en bog om økonomi (promoveret af Mogens Lykketoft) De syv dræbende naive bedrag i økonomisk politik, 2017, Politisk Revy, der underminerer årtiers information om vores økonomiske råderum; og jeg har skrevet en længere artikel om Mediernes ansvar for krigen i Syrien. I øvrigt i forlængelse af tilsvarende falsk information om krigen i Irak og Libyen. Og jeg har forsket så meget i problemet, at jeg let kunne skrive en bog eller to om den problematiske information i de etablerede medier.

Så Hendricks invitation, på baggrund af hans og Vestergaards bog var kærkommen. Og det er virkelig en fantastisk bog. Tænk at skrive en bog, der skal fortælle os om ’fake news’ i medierne, der vist ikke indeholder ét eksempel på problematisk information fra danske medier! Det er faktisk noget af en bedrift at skrive om virkeligheden, som Bourdieu engang udtrykte det, uden at komme ind på virkeligheden. Så det er da klart, at de markante forskningsresultater kan få Hendricks til at føle sig højt på strå og råbe: ’Kom så ind i kampen, djøfere!’ Det er sandelig heller intet under, at Hendricks bliver opfattet som lidt af et orakel til at forklare virkeligheden. Han er nu engang, det kan ikke nægtes, universitetets svar på X-Faktor Blackman.

Jeg har i går fået afslag fra DJØF-bladets redaktør på at skrive en replik til Hendrick’s højtråbende opfordring, da det angiveligt om end en anelse besynderligt antages ”ikke at ville interessere bladets læsere”. Det var heller ikke interessant, da jeg sagde, at jeg ville skrive om både Hendricks og Collignons bog udgivet dagen før. Man kan måske sige, som jeg gjorde i telefonen, at også DJØF-bladet kun synes interesseret i at lade de etablerede mediers version blive hørt. Men det handler sikkert blot om, at redaktøren på DJØF-bladet også er så ovenud imponeret over Hendricks informative oplysning af de danske medier, at hun ikke ser noget behov for dialog om sagen.

Jeg har desværre kun haft mulighed for at skimme Collignons bog via de begrænsede offentligt tilgængelige sider. Men så vidt jeg kan se, så argumenterer Collignon helt grundlæggende og med en logisk stringens, der ville gøre Kurt Gödel grøn af misundelse, at de etablerede medier er de eneste reelt ’professionelle’ og troværdige. Og at årsagen til, at det er nødvendigt at skrive bøger til deres forsvar, er, at folk må passe på med at lytte til og stole på information fra andre kilder.

Det ligner unægtelig endnu et markant og sofistikeret forskningsresultat. Tænk at en journalist, der arbejder for Berlingske og Jyllands-Posten, efter et halvt års detaljeret videnskabelig forskning, ender med at konkludere, at de etablerede mediekonglomerater, som han selv tilfældigvis arbejder for, er de absolut eneste professionelle og troværdige kilder til viden. Syddansk Universitet og ikke mindst Journalistuddannelsen må være pavestolte. Tænk at de har givet Collignon et fellowship til at skrive en bog om sand og falsk information, der ender med en så grundig og objektiv oplysning.

Der kan da heller ikke herske nogen tvivl om, at Collignon er en mand, der går uhyre meget op i objektivitet og videnskab. Som han selv skriver i bogen, så tror på han på, at virkeligheden findes: ”Mit ståsted er simpelt: Jeg tror på, at virkeligheden findes.”

Det er let at forstå, at Collignon får stor ros for sin bog på sin Facebook væg, for den vil helt givet berige dansk og international kritisk journalistik langt op i det 21. århundrede. Vil den blive udgivet på Oxford eller Cambridge University Press? Og med den kvalitet kan de (forudsigeligt stærkt) rosende anmeldelser fra de etablerede medier såsom Jyllands-Posten og Berlingske og fra deres efterslæbende ’freelance’ efterabere såsom Zetland og POV naturligvis heller ikke diskuteres.

… en af de vigtigste bøger om journalistikkens udvikling og udfordringer med stærke personlige holdninger til faget, der er skrevet på dansk i mange år. Og det er det indtil videre ubetinget bedste bidrag til at forstå og måske forsøge at finde vejen ud af den eksistentielle krise, vi befinder os i lige nu med svigtende tillid til medierne, demokratiet og politikerne. Genfødsel af den objektive journalistik, Lisbeth Knudsen, tjek det

Tilbage til virkeligheden kommer som kaldet og bør vække til besindelse og læses vidt og bredt både blandt danskere i almindelighed og i de mere tilrøgede kroge af Journalisthøjskolen. Retten til at lyve, Klaus Wivel, Weekend Avisen 

Faktisk er det kun en massiv bekræftelse på alle vores mediers journalistiske integritet og fortræffelighed, at alle de toneangivende journalister og medier står i kø for at rose værket til skyerne. Ligesom det er superfint af Syddansk Universitet, der nu lyser til stjernerne som en institution, der er villig til at gå til ekstremer for at fremstå med uanfægtelig videnskabelig integritet.

Det er dermed også tydeligt, at den vigtigste sociolog efter Max Weber, Pierre Bourdieu tager fejl, når han advarer om, at videnskaben er i fare og risikerer at blive farlig for menneskeheden på grund af militærets og private virksomheders kyniske indflydelse på og misbrug af universitetet:

Bourdieu declares that science is in danger of becoming a handmaiden to biotechnology, medicine, genetic engineering, and military research—that it risks falling under the control of industrial corporations that seek to exploit it for monopolies and profit. Science thus endangered can become detrimental to mankind. Science of Science and Reflexivity, Pierre Bourdieu, 2004, The University of Chicago Press

Det er derfor betryggende, at Bourdieu generelt aldrig er blevet ordentligt studeret, læst og forstået, end ikke i Frankrig. Ligesom det er godt at vide, at sociologer i Frankrig i disse år skriver bøger og artikler, der argumenterer for, at Bourdieus sociologi er ret uinteressant og fejlagtig (referencer XX). Noam Chomsky har jo heldigvis for længst sørget for, at folk ved, at Michel Foucault er ganske uinteressant osv.

Det nyeste i den betryggende udvikling er, at forsvarets efterretningstjeneste nu er åbne om, at de hjælper de store medier med at sikre, at der ikke bliver sået tvivl og mistro om vigtige ‘skrøbelige narrativer’. Folketingets formand Pia Kjærsgaard udtaler, at folketinget er bekymret. Det er altså et faktum at Hendricks, Collignon, Syddansk Universitet og Folketinget (=etablissementet)) får hjælp af militæret til at sikre informationen til borgerne. Ja, Bourdieus sociologi er tydeligvis ganske irrelevant.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har holdt dialogmøder med chefredaktører på nyhedsmedier og politikere om risikoen for, at det kommende folketingsvalg kan blive mål for cyberangreb, skriver Politiken.
Der skal være folketingsvalg senest 19. juni næste år, og FE frygter både lækager om enkelte politikere og generelle påvirkningskampagner, der forsøger at sprede løgne og mistro til ”skrøbelige narrativer” i samfundet.

 

«In the midst of reaction, complacency, and myth-making, there were professors, not radicals but firmly within the establishment, who broke loose from accepted commonplaces to make contributions to their disciplines that remain of significance today. These men – one thinks of Max Weber above all – were complicated creatures, and Ringer judiciously finds his way through the literature and jumble of conflicting claims.” – Peter Gay on The Decline of the German Mandarins

 

SARKASMEN SLUTTER NU. KÆRE LÆSER, VI KAN NOGET SAMMEN

Social research, like all research, tries to shed light on puzzling phenomena or obscure events and situations. (…) Its proper and effective use is to serve as a cognitive map, which reveals to people hidden connections and unintended consequences of their actions and helps them to make better and more responsible choices and resist manipulation by others. In other words, it is a tool of limited usefulness for oppression but one of considerable significance for the intelligent and responsible exercise of freedom. – Joseph Ben-David, The Growth of Knowledge 

Don’t blame the mirror if your face is crooked. – Russian proverb

Kære læser, jeg håber, at du vil værdsætte, at jeg har brugt nogle år på at forske i emnet i håb om en dag at kunne forklare tingenes logik for dig. Jeg er overbevist om, at denne tekst indeholder indsigter, som ethvert menneske i dag bør kende. Derfor håber jeg, at du vil bruge tiden på at læse den. Selvom vores medier, som det fremgår, systematisk arbejder på, at du ikke skal interessere dig for emnet: Vores falske krige og vores falske medier.

Jeg har skrevet dette afsnit som en ny indledning. Ikke mere sarkasme. For at understrege min teksts alvorlighed og virkelighed. Som Bourdieu udtrykker det, i videnskaben mener vi, hvad vi siger. Jeg har også ændret overskriften. Det er ikke de danske medier, politikere og akademikere, ejheller Hendricks og Collignons bøger, men derimod Harold Pinters diagnose til forklaring af det danske etablissement, der er vigtig.

Jeg redigerer til stadighed min tekst… For at gøre den mere klar og fyldestgørende. Jeg beklager den forvirring, dette kan medføre. Men mit budskab havde ikke tid til at vente; jeg var simpelthen bange for, at jeg ville blive forhindret i at skrive eller publicere den. Når jeg stadig skriver på den, så er det i et forsøg på at gøre analysen stadig bedre. Jeg har referencer/dokumentation for alle mine påstande og de vil også blive lagt på. Hvis du er irriteret over, at du skal bruge tid på at læse teksten mere end én gang, så tænk på at jeg næsten har arbejdet i døgndrift de sidste tre år for at blive i stand til at forklare dig logikken så klart som muligt. To år på dagpenge og det sidste år uden indkomst.

Uanset hvad de postmoderne universiteter har bildt dig ind, så vil mennesker altid have behov for ‘store narrativer’, der forklarer de historiske og sociologiske sammenhænge, som er usynlige, men ikke desto mindre strukturerer menneskers liv og muligheder. Kun ved at objektivere og oplyse disse sammenhænge kan vi ændre verden. Uden kritisk objektiv viden er vi mennesker magtesløse.

Min analyse viser, at Collignons (og Hendricks’) bøger er som skabt til at dække over mediernes massive fake news. Og idet alle vores medier og journalister kun roser og fremhæver Collignons bog som vigtig og oplysende, så udstiller de i virkeligheden sig selv på skønneste vis. Collignon roser alle de etablerede medier, og alle de etablerede medier roser Collignon tilbage. De begraver hinanden i ros og dækker over hinanden, så folk måske aldrig ville have opdaget mediernes elendighed, hvis det ikke var for min tekst. Samtidig udstiller Københavns og Syddansk universitet, hvor Hendricks og Collignons bøger udgår fra, at Bourdieu havde ret, da han advarerede om, at videnskaben nu er farlig og arbejder imod befolkningerne på grund af militærets og private virksomheders kyniske indflydelse.

Det er denne korruption af den danske stat – og det at sandheden om korruptionen undertrykkes – der gør, at Danmark igen og igen går med i krige på absurd fabrikerede løgne. De danske soldaters virke i fremmede lande accepteres kun af befolkningerne, fordi de vestlige staters ‘mitmachen’ akademikere, journalister og politikere systematisk dækker over virkeligheden, og gør det umuligt for folk at gennemskue, at der er tale om enorme løgne og propaganda. Dermed undertrykkes folks mulighed for at erkende virkeligheden, og de kommer til at støtte ting, som de aldrig nogensinde ville acceptere, hvis de var korrekt oplyst.

Den amerikanske indflydelse er så massivt og ukritisk accepteret i den danske stat, blandt politikere, akademikere og journalister, at man skulle tro, at The Council of Foreign Relations og CIA mv. har infiltreret Danmark. I hvert fald kan den hypotese forklare, hvorfor den danske stats tænkning og politiske beslutninger i så høj grad udgår fra amerikanske præmisser. Bourdieu forklarer her, at staten er et spørgsmål om den herskende magtfulde tænkning:

Modifying Max Weber’s famous definition, Bourdieu defines the state in terms of the monopoly of legitimate physical and symbolic violence, where the monopoly of symbolic violence is the condition for the possession and exercise of physical violence. The state can be reduced neither to an apparatus of power in the service of dominant groups nor to a neutral site where conflicting interests are played out: rather, it constitutes the form of collective belief that structures the whole of social life. The ‘collective fiction’ of the state is a fiction with very real effects – is at the same time the product of all struggles between different interests, what is at stake in these struggles, and their very foundation. – On the State, Pierre Bourdieu Polity 

CIA har altid haft stor indflydelse langt ind i de europæiske landes institutioner, herunder arbejdet sammen med politikere, akademikere, kunstnere og journalister. For at kunne manipulere bedst muligt i det skjulte. Selv den verdensberømte intellektuelle Edward Said blev rystet, da han læste om omfanget af CIAs infiltration:

E.P. Thompson called it the ‘Natopolitan’ world: that is, not just Nato plus all the Cold War military and political institutions that were integral to it, but also a mentality whose web extended over a lot more activity and thought, even in the minds of individuals, than anyone at the time had suspected. Of course there were the revelations in the mid-Sixties about Encounter and the CIA, and later in the US and Britain a stream of disclosures about covert counter-insurgency in every form, from secretly underwritten academic research to assassinations and mass killings. Yet it still gives me an eerie feeling to read about people like George Orwell, Stephen Spender and Raymond Aron, to say nothing of less admirable characters of the Melvin Lasky stripe, taking part in surreptitiously subsidised anti-Communist ventures – magazines, symphony orchestras, art exhibitions – or in the setting up of foundations in the name of ‘freedom’ and ‘democracy’ (..) One of the rare dissenters, Charles Burton Marshall, is quoted here as saying that this bizarre operation to ‘counter Communism’ by trying ‘to break down … doctrinaire thought patterns’ and anti-American attitudes throughout the world was ‘just about as totalitarian as one can get’.» Hey, Mister, you want dirty book?, Edward Said reviews Who Paid the Piper? The CIA and the Cultural Cold War by Frances S. Saunders, 1999, London Review of Books

Jeg har i flere år forgæves forsøgt at få danske journalister, politikere og akademikere til at interessere sig for den omfattende information, der underminerer de amerikanske narrativer; herunder interessere sig for den seriøse akademiske litteratur, der viser, at alle vestens krige igen og igen og altid har været ført på falsk grundlag og i strid med international lov (forbrydelser mod menneskeheden på Nürnberg niveau). Men ingen danske journalister, politikere eller akademikere vil for alvor lytte til mig. Det har undret mig. Gevaldigt. Jeg tror, at virkelig mange journalister i dag er blåøjede tilhængere af USAs virke i verden, hvorfor de er irriterede over, at jeg ripper op i deres skønne billede af USA – og det faktum at deres journalistik er uredelig. Mange er måske blot bange for at lytte.

 

Det amerikansk imperium og deres medier

 

Eller også handler det om bevidst placerede løgne, der ikke må kritiseres. For hvis det er tilfældet, så vil det betyde, at journalister, der begynder at diskutere løgnene og dermed så tvivl om deres sandhedsværdi, modarbejder deres arbejdsgivere. Det vil samtidig betyde, at det formentlig er en, om ikke accepteret praksis, så i hvert fald en praksis, som det er dumt at stille spørgsmålstegn ved. Da journalister i så fald må sætte deres karriere på spil. Jeg tror, at den mest sandsynlige forklaring er, at danske akademikere, politikere og journalister ved eller i det mindste aner, at der er tale om ‘tæpper af løgne’, som er så massive, at kritiske spørgsmål vil falde tilbage på dem, som de var latterlige. Samtidig med at journalister simpelthn risikerer fyring. Det er en plausibel forklaring, som  kan redegøre for mine erfaringer og observationer. Den forklaring flugter også med den kendte CIA-historie især fra den berømte ‘Operation Mockingbird’ (NB. jeg har indtil videre slettet Udo Ulfkotte pga. Wikispooks her) :

«Operation Mockingbird is a CIA project to subvert the original mission of the news media, to control corporate media for its own purposes. The existence of such projects should explain the rationale of this website.» Wikispooks (..) «[it] began in the 1950’s and was organized by Allen Dulles and Cord Meyer. The CIA spent today’s equivalent of one billion dollars a year hiring journalists from Corporate Media including CBS, The New York Times, ABC, NBC, Newsweek, Associated Press and others, to promote their point of view. The original operation reportedly involved some 3,000 CIA operatives and hired over 400 journalists.»  

Det ville unægtelig give en mere tydelig kritisk mening, hvis jeg fx (hypotetisk) kunne dokumentere, at Collignon og/eller andre arbejder for CIA. Sådan at min kritik her ville være en eksplicit kritik af den amerikanske efterretningstjenestes forsøg på at manipulere den danske befolkning. Mine andre hypoteser må være, at Collignon ‘blot’ søger at manipulere for sin arbejdsgiver og big business’ indflydelsesrige firmaer, der tjener penge via USAs krige; samt naturligvis den hypotese at Collignon simpelthen ikke er klogere på den amerikanske politik og udenrigspolitik, hvorved hver eneste vigtige indsigt, som Collignon og de danske medier aldrig bringer, benægter eller latterliggør, bliver til et bevis på deres uvidenhed. I så fald kunne man måske konkludere, at Collignon og alle de danske journalister og akademikere, der roser ham, er så uendeligt uvidende, at det næsten burde være kriminelt at have dem til at arbejde i oplysnings- og informationsbranchen.

Jeg tillader mig dog at afvise tanken om, at deres hyper-kollektive og systematiske undertrykkelse af afgørende viden, den ukritiske viderebringelse af USAs løgne og den gentagne totale cover-up med løgne for at tildække virkeligheden om vores krige mv., blot er et spørgsmål om uvidenhed. Jeg er overbevist om, at der er tale om en strategi. Lad mig straks understrege, at vi ikke kun kan vide dette, fordi de alle sammen totalt undgår al den akademiske viden og journalistiske information, der er så let tilgængelig på nettet og de sociale medier, hvis man er interesseret. Vi kan vide det, fordi de systematisk gør, hvad de kan for at undertrykke og dække over den kritiske viden og information med løgne, så folk bliver ude af stand til at tro på andet end deres information skabt til gavn for big business’ interesser og USAs narrativer for krig og andre udenrigspolitiske interesser.

Lad mig blot give to eksempler fra Collignons praksis her:

Den amerikanske befolkning er relativt vidende om, at de seks største mediekonglomerater ejer 90% af alle amerikanske journalister/medier, og at medierne i USA derfor er dybt utroværdige. Danske journalister gør det til en morsomhed, at amerikanerne har megen lidt tiltro deres medier. Mens de burde oplyse om, at amerikanerne har ret i ikke at stole på dem. De ‘danske’ medier er også ejet af big business, men på den måde dækker ‘vores’ journalister over virkeligheden begge steder, vel at mærke ved at få den danske befolkning til at tro, at den amerikanske befolkning er dummere, end den er. Tilsvarende siger det sig selv, at ‘vores’ journaliter gør, hvad de kan for at skjule og lyve om, at de de og ‘vores’ medier i stigende grad systematisk undviger oplysning for befolkningen til gavn deres ejere. Det er naturligvis også en viden, som vores fake bøger her undgår at nævne.

Der er givet mange mennesker i Danmark, der ikke har noget større problem med, at amerikanske magtforhold er med til at styre og kontrollere den information, som er tilgængelig gennem danske medier. Men her vil jeg understrege, at den almene danske befolkning og de amerikanske big business folk, som ejer og styrer såvel CIA som ‘vores’ medier og journalister, ikke, har fælles interesser. Ikke alene er det et faktum, at USA på den måde til stadighed fører Danmark med i krig udelukkende baseret på løgne og propaganda. Mere ‘nærværende’ så er der meget, der tyder på, at de samme big business magtforhold nu er ved at bygge en propagandakampagne op imod Rusland for at gøre europæerne ‘klar’ til krig mod Rusland.

Det lyder uvirkeligt. Men det er ikke desto mindre på netop denne måde, at NATO byggede op til præcist lige så uvirkelige krige mod Jugoslavien, Libyen, Irak og Syrien på. ‘Uvirkelige’ indtil de skete – set fra den jugoslaviske, libyiske, irakiske og syriske befolknings perspektiv. De analytikere, som jeg har lært at stole på, tror at der er en reel risiko for, at stærke kræfter er ved at bygge op til krig mod Rusland.

Men alene ‘vores’ journalisters daglige virke for deres ejeres, som indebærer, at de lyver om virkeligheden og arbejder på at afvikle velfærdsstaten og i det hele taget undertrykke befolkningen burde gøre min kritik relevant og nærværende. Man kan kun manipulere folk i den udstrækning, folk er ubevidste om, at der er tale om manipulation. Hvis man som borger ønsker at forstå virkeligheden og derfor ønsker information og viden, der oplyser en, så er man klart bedst tjent med at holde sig fra de etablerede medier. Jo mere du ser, jo dummere bliver du, som den amerikanske mediekritiker Danny Schechter udtrykte det.

Hvis vi bruger begrebet ‘fascisme’ analytisk, på den måde som den fine amerikanske vice-præsident Henry Wallace brugte det, så beskriver begrebet vores neoliberale mediemæssige virkelighed i dag:

“The really dangerous American fascists,” Wallace wrote, “are not those who are hooked up directly or indirectly with the Axis. The FBI has its finger on those. The dangerous American fascist is the man who wants to do in the United States in an American way what Hitler did in Germany in a Prussian way. The American fascist would prefer ot to use violence. His method is to poison the channels of public information.

“With a fascist the problem is never how best to present the truth to the public but how best to use the news to deceive the public into giving the fascist and his group more money or more power.” The Sad Truth of Our Politics: It’s Basically Turned into a Competition Among Oligarchs to Own Everything. It could still happen here. 2015, By Thom Hartmann / AlterNet

 

 

Les hele artikkelen her:

 

KampanjeStøtt oss

Start diskusjonen på forum.steigan.no

Historisk kommentararkiv

4 KOMMENTARER

  1. Mit interview på Sputnik omkring forslag til dansk lov, der kan give 12 års fængsel:

    «An influential Danish politician has proposed a bill which would allow the government to prosecute Facebook users for posting opinions suspected of being ‘hostile to NATO’ or too similar to those of Russia. Speaking to Sputnik, Lars Jorgensen, a veteran Danish sociologist, journalist and long-time NATO researcher, outlined the proposal’s perils.» https://sputniknews.com/analysis/201810211069077168-danish-bill-pro-russia-censorship/

LEGG IGJEN EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.