Etiopia og USAs forfeilede politikk

17. februar 2022

Av John Graversgaard, medlem av redaksjonen i Kritisk Revy.

I medierne ser vi ensidig mediekampagne mod Etiopien, hvor der er udbrudt væbnet krig mellem centralregeringen og oprørere i den nordlige provins Tigray. I mangel på kendskab til indholdet i konflikten så vælger vestlige regeringer og medier at støtte oprørernes fortælling. Oprørere, som har stærke venner i Washington. Man fristes til at sige – som sædvanlig. Ser man nærmere på, hvem som rådgiver Joe Biden i Washington, forstår man bedre forvirringen. Det er folk, som var tæt knyttet til det gamle regime i Addis Abeba, et regime domineret af Tigray-folk i organisationen TPLF( Tigray Peoples Liberation Front).

Den gamle garde

Det etnisk baserede TPLF-styre tabte i 2018 magten efter at have styret Etiopien i 27 år. Folkelige protester og demonstrationer ledte til, at de mistede magten. Undertrykkelse af etniske mindretal og en brutal politik medførte, at folk havde fået nok af årtiers undertrykkelse. I et desperat forsøg på at fastholde magt og indflydelse har TPLF forsøgt sig med et kuplignende forsøg rettet mod den nyvalgte regering med præsident Abiy Ahmed. Da TPLF mistede magten, trak de sig tilbage til Tigray og gik over til åben kamp mod regeringen. I denne kamp fik de støtte af Washington, og USA er i stigende grad blevet forhadt gennem sin støtte til TPLF – som er gået over til brug af åben terror. Resultatet er, at USA’s fremtidsudsigter i Etiopien er forringede, da USA gennem sin optræden har styrket de antikolonialistiske og panafrikanske kræfter, som arbejder for et mere selvstændigt Afrika. EU har også valgt den samme kurs og udtalt sig om konflikten på en måde, som savner evidens og grundlag i, hvad der faktisk er sket i konflikten.

TPLF dannedes i 1975 som en marxistisk organisation, og fra starten var der en fraktion med planer om at etablere provinsen Tigray som en selvstændig stat, som et ”Stor Tigray”. TPLF deltog aktivt i kampen mod militærdiktaturet Mengistu, som var støttet af Sovjetunionen. Den stærkeste faktor var imidlertid den eritreanske befrielsesbevægelse, EPLF, som trænede TPLF militært, og som gennem brug af guerillaførelse og strategiske fordele af Eritreas geografi knuste Etiopiens hær. Etiopien havde luftstøtte, men kunne ikke stå mål med frihedskæmpere, som havde massiv støtte i befolkningen. Med støtte fra EPLF erobrede TPLF så magten over hele Etiopien, et multietnisk land historisk præget af en stærk centralmagt som har forsøgt at undertrykke mindretallene. F.eks. gennem undertrykkelse af oromoer og nægtelse af Eritreas selvstændighed. Skiftende regimer har således ført krig mod Eritrea, hvad enten det var under kejser Haile Selassie, Mengistu -styret eller under TPLF-styret. Efter mange års krig kollapsede Mengistu-styret. EPLF befriede Eritrea, og TPLF erobrede magten i Etiopien i 1991.

Det var et styre, som byggede på et etnisk mindretal på 6 % af befolkningen, og dette mindretal fra Tigray besatte centrale poster i landet. TPLF ændrede Etiopiens regionale opdeling til at følge etniske og sproglige kriterier. Etiopien er ellers et kludetæppe af etniske grupper med egne sprog og med flere religioner, som bor på kryds og tværs. Denne opdeling var skæbnesvanger og lagde roden til konflikter mellem etniske grupper.

Men regimet blev stadigt mere forhadt og udviklede sig til et kleptokratisk styre, som fyldte egne lommer og var gode til at opnå støtte fra Vesten. Store beløb kunne overføres til ledende TPLF-personers konti i udlandet. Samtidig fortsatte Etiopien med at føre krig mod Eritrea – i stedet for at satse på udvikling og samarbejde i et af verdens fattigste områder.

TPLF fortsatte med at have en betydelig kontrol med militæret, og store dele af landets militær var placeret i Tigray. Var det for at planlægge at genvinde magten – eller var det for at sikre en konsolidering af deres planer om et Stor Tigray? Nok begge dele.

TPLF starter krigen

Om natten 4. nov. 2020 angriber TPLF den nordlige militærkommandos militærbaser, som er beliggende i Tigray. Det er oplyst, at det er et brutalt, uprovokeret overfald, hvor omkring 400 officerer og soldater nedslagtes, medens de sov i deres barakker. TPLF beslaglagde krigsmateriel, herunder også langdistanceraketter, hvor 22 blev affyret mod Asmara, Eritreas hovedstad. TPLF gik også til angreb i naboregioner Amhara og Afar, med store ødelæggelser til følge og masseflugt af mennesker. Mange blev myrdet, da TPLF-tilhængere gik fra hus til hus med macheter og knive. Især byen Mai Kadra blev hårdt ramt af massakrer, og disse brutale myrderier er veldokumenterede. Der skete omfattende ødelæggelser af infrastruktur såvel bygninger som hospitaler, klinikker, højskoler, broer og veje. Tragiske ødelæggelser hvor det kun er civilbefolkningen som er tabere. TPLF har desperat kastet sig ud i en krig for at generobre den magt, de har mistet. Som altid i krige er sandheden krigens første offer, og TPLF har dygtigt brugt sine store økonomiske ressourcer til gennem en effektiv cyber-propaganda at fremstille sig selv som ofrene. Brug af sociale medier har ført til en kaskade af misinformation om, hvad der faktisk er sket på landjorden.

USAs strategiske fejltagelse

Etiopien har i amerikansk udenrigspolitik i lange perioder været et ”anker” i regionen. Gennem kontrol med Etiopien kunne USA kontrollere Det røde Hav, en af verdens vigtigste handelsruter. Under det feudale kejserdømme med Haile Selassie var Etiopien en sikker partner, dog afbrudt af et militærkup under oberst Mengistu som allierede sig med Sovjetunionen. Oberst Mengistu indførte et brutalt diktatur og fortsatte kampen mod Eritreas selvstændighed, hvad der skulle vise sig at være en alvorlig fejltagelse. Selv om Etiopien fik massiv militærstøtte fra Østblokken, blev man slået af den eritreanske befrielsesbevægelse, som havde fordelen af en befolkning, der støttede oprørerne, og et bjergrigt terræn ideelt til guerillakrig.

Eritrea blev i 1991 en selvstændig nation, hvad der brød med den amerikanske udenrigspolitik, som siden afkoloniseringen i Afrika og den kolde krig havde støttet, at Etiopien kontrollerede Eritrea. Eritrea havde kæmpet mod begge de store supermagter og overtog et krigshærget land efter 30 års væbnet frihedskamp. Med Etiopiens nederlag i Eritrea åbnede det for en magtovertagelse i Etiopien af Tigray gruppen . Man orienterede sig mod USA og havde som det tidligere styre ambitioner om at kontrollere Eritrea. TPLF viste sig at være et villigt redskab for USA og under Bush regeringens ”krig mod terror” kunne USA sende fanger til torturfængsler i Etiopien. Etiopien fik som belønning for denne loyalitet frie hænder til at fortsætte sin sabotage af fredsaftalen med Eritrea. Etiopien angreb Somalia med vestens støtte og begik alvorlige krigsforbrydelser i Ogaden, som er befolket af en somalisk talende befolkning. Ogaden kom under en total blokade, hvor man stort set fra vestlig side ignorerede de overgreb, som fandt sted.

I krigen mod Eritrea 1998-2000, hvor etiopisk militær massivt angreb Eritrea og trængte langt ind i Eritrea, spillede USA en passiv rolle. Det var en meget blodig krig, og flere hundrede tusinder eritreanere måtte flygte nordpå i Eritrea for ikke at blive fanget inde i de områder, som Etiopien besatte. Der underskrives en fredsaftale i Algiers i 2000 bekræftet af USA og EU med en detaljeret plan for markering af grænsen, og indsættes en FN styrke (UNMEE), hvor også Danmark bidrager. Efter grænsen var blevet fastlagt af en uafhængig kommission, afviste Etiopien at anerkende den, og blev ikke sanktioneret for dette brud. Etiopien trak ikke sine tropper tilbage fra områder, som var tildelt Eritrea.

Hvor skiftende amerikanske regeringer og præsidenter betingelsesløst havde støttet TPLF styret, og set igennem fingre med styrets brutale undertrykkelse, så sker der en ændring med Trump, som flytter fokus væk fra regionen. Der kommer nye folk i USA med ansvar for Afrika-politikken, og sanktionerne, som havde været indført fra 2009 – 2018 mod Eritrea, ophæves. Med Biden-regeringen kommer de gamle folk imidlertid tilbage i udenrigsministeriet, som havde plejet meget tætte forbindelser med TPLF-regeringen og set igennem fingre med TPLFs brutale styre. Det drejer sig om højtstående demokrater som Samantha Power og Susan Rice, som også havde været meget aktive med at sanktionere Eritrea. Det er også folk, som bliver meget aktive i mediekrigen, hvor man er passiv over for de grove forbrydelser som TPLF begår, og som ender med, at Etiopiens regering betegner TPLF som en terroristisk organisation.

Ahmed Abiy kommer til magten

TPLF mister magten i Addis Abeba i en rimelig fredelig overgang april 2018, hvor oppositionen overtager. Ny præsident bliver Abiy Ahmed, og TPLF-eliten, som pludselig mister al deres magt, begynder at modarbejde regeringen. Et alvorligt brud sker, da TPLF beslutter at gennemføre regionalvalg I Tigray, i modstrid med regeringens udsættelse af valg på grund af COVID-19. Abbink (2021) skriver, at TPLF kæmpede mod at blive skubbet til side, og både miste militær magt og kontrol over deres forretningsimperium. Samt risiko for at blive stillet til ansvar for deres forbrydelser. Deres historie som et ”avantgardeparti” havde vist, at de ikke havde skyet nogen midler for at knuse deres modstandere. Deres årelange støtte fra USA og EU gennem 27 år havde givet dem troen på at være selvskrevne til magten. Deres strategi blev nu at kontrollere Tigray og fremstille sig som ofre. Et narrativ som det lykkedes at sælge til vestlige medier og regeringer. Der var ingen reelle sociale årsager til oprøret i Tigray, og det beskrives af Abbink (2021) som en elites ”top-down” oprør efter at have mistet magten. Befolkningen i Tigray og de tilstødende provinser Amhara og Afar skulle komme til at betale en stor pris.

Abiy overrasker alle ved at slutte fred med Eritrea og rejser til Asmara og mødes med stor jubel. Eritreas præsident kommer til Addis Abeba, og dette tøbrud overrasker alle, ikke mindst Vesten som pludselig ser afrikanske ledere træde i karakter med deres egen dagsorden. Abiy udtaler de berømte ord: ”Isayas is leading us! ”. Chokerende udtalelse for Washington og Bruxelles, som har været vant til at se Etiopien som en stat, der ikke har udfordret imperialismen.

TPLF erklæres som en terroristisk organisation

I maj 2021 erklærer regeringen i Etiopien TPLF som en terroristisk organisation. Det skyldes de massive overgreb, som har fundet sted i Tigray og i naboprovinserne Amhara og Afar. Der bruges børnesoldater, foregår etniske drab, seksuelt misbrug og voldtægter, plyndringer, ødelæggelse af hospitaler, kirker og infrastruktur og ikke mindst massakrer på civile, som på ingen måde kan være militære mål. TPLF åbner fængslerne, og tusinder af kriminelle slippes fri. TPLF fremstår som en elite, der kæmper for egne interesser og tager en hel befolkning som gidsler i deres nationalistiske og etnificerede projekt. En hel generations fremtid ødelægges.

Samtidig fremstiller TPLF det, som at de er belejrede og bruger sult som et politisk våben i deres propaganda. Nødhjælpstransporter og lastbiler konfiskeres og vender ikke tilbage, men bruges af TPLF i deres krigsførelse. Krig i et landbrugsland hvor folk flygter og fordrives medfører store lidelser, ikke mindst da det betyder at bønderne ikke kan dyrke deres jord. Men den manglende fordømmelse fra vesten medfører stor bitterhed i Addis Abeba. Selv om der fremlægges overvældende beviser på TPLFs overgreb, så er USA og Vesten passive, og giver dermed TPLF håb om, at deres oprør har støtte. Det lykkes især gennem en målrettet kampagne i de sociale medier med støtte af TPLF-positive grupper i udlandet.

Der er begået overgreb af alle parter i krigen, men TPLF overgår alle med deres etniske drab på sagesløse civile i både Tigray og de tilstødende provinser Amhara og Afar. Det medførte et chok i den etiopiske offentlighed, men blev ikke genstand for omtale i de globale medier. Tværtimod indførte Joe Biden sanktioner, og EU-parlamentet udtrykte støtte til oprørerne i en resolution. Det blev bredt i Etiopien set som en neokolonial politik.

Cyberkrig

TPLF-gruppers målrettede påvirkning af globale medier i en regulær cyberkrig har påvirket verdens-opinionen på en måde, så det blev lige så vigtigt som deres krigsførelse på jorden. Det betød, at medier som CNN, New York Times og Daily Telegraph sendte nyheder, som byggede på TPLF propaganda. F.eks. omtalte New York Times børnesoldater som ”højt motiverede unge rekrutter” (Abbink, 2021).

Gennem et narrativ om at TPLF var ofrene og blev udsat for folkemord og udsultning, lykkedes det en periode at påvirke de vestlige medier og politikere. Regeringen i Addis Abeba erklærede en ensidig våbenhvile i juni 2021, men TPLF fortsatte deres massedrab og hærgen. De mange informationer om deres overgreb og krigsforbrydelser, ikke mindst den brutale etniske vold i naboprovinserne, har imidlertid betydet, at deres image er ved at smuldre.

Etiopien bøjer sig ikke

Den etiopiske regering er trådt i karakter og har også udvist FN ansatte, som i strid med deres mandat havde støttet TPLF. Det udløste automatfordømmelser fra EU og USA, som ellers ikke holder sig tilbage med at udvise diplomater. Etiopien er blevet udsat for en massiv kampagne internationalt, hvor ledende politiske kræfter i USA og EU ikke har forholdt sig til ”facts on the ground”. Det har medført en unødig forlængelse af krisen i det nordlige Etiopien. Der er brug for en mere evidens-baseret politik som samarbejder med Etiopiens føderale regering om at stoppe etnisk baseret vold og støtte en fredelig udvikling i regionen. Den nuværende politik har karakter af en nyimperialistisk politik mod et selvstændigt land, Etiopien, som aldrig har været koloniseret. Protesterne i Afrika mod denne politik er stærke – man siger #NoMore.

Noter

En faktabaseret kilde med stort kendskab til Etiopien er professor Jon Abbink, Leiden University, Holland, som jeg har været i kontakt med. Derfor bringes der en række henvisninger til hans artikler her:

Jon Abbink: The politics of conflict in Northern Ethiopia, 2020-2021: A study of war-making, media bias and policy struggle. African Studies Centre Leiden, The Netherlands. Working Paper 152/ 2021

‘The Ethiopia Conflict in International Relations and Global Media Discourse’, In E-International Relations 5 (2021), 6 p. (ISSN: 2053-8626, open access, https://www.e-ir.info/2021/11/21/the-ethiopia-conflict-in-international-relations-and-global-media-discourse/).

‘Getting things right on the Ethiopia conflict’ (29 August 2021). Reply on the website of African Arguments to: https://africanarguments.org/2021/08/an-open-call-by-african-intellectuals-for-urgent-action-on-ethiopia/

Also on:https://medium.com/@JonAbbink?p=e128eaaf82d8

Also on: https://ethioreference.com/archives/29171.

‘Tendency to demonise Ethiopia and give free pass to TPLF is false narrative’. In: Business Day newspaper (Johannesburg, ZA), 12 Nov. 2021.

(https://www.businesslive.co.za/bd/opinion/2021-11-12-jon-abbink-tendency-to-demonise-ethiopia-and-give-free-pass-to-tplf-is-false-narrative/).

‘Refocusing the Ethiopia conflict: grave doubts about the narratives of ‘humanitarian blockade’ and ‘Tigray genocide’.’ On https://medium.com/@JonAbbink/refocusing-the-ethiopia-conflict-grave-doubts-about-the-narratives-of-humanitarian-blockade-and-b1f0fb9dd4e5 (21-11-2021)

And: https://africa.businessinsider.com/local/markets/professor-jan-abbink-discusses-the-ethiopian-war-and-removal-from-agoa-by-the-us/3p05b8h

Andre kilder:

Blankspot( Svensk hjemmeside med en del information om konflikten i Etiopien)

Debatt: Ensidig journalistik om Etiopien när det gamla gardet försöker ta tillbaka makten – BlankspotText: Ahmed Ali. Ansvarig utgivare på Etiopiska Radion i Sverige.

Överlevare vittnar om en fruktansvärd massaker.https://blankspot.se/overlevare-vittnar-om-en-fruktansvard-massaker%ef%bf%bc/