oss 100 kroner!Fra den danske avisa Arbejderen.
Emmanuel Macron har lagt sig ud med fransk fagbevægelse. På diktat fra EU retter han angrebet mod det statslige jernbaneselskab.
«Kan Emmanuel Macron blive den første præsident i Frankrig, som det lykkes at knuse strejker og fagforeningernes magt?»
Sådan skriver den franskfødte kommentator og forfatter Agnès Poirier i den seneste udgave af det britiske magasin New Statesman om den franske præsident.
Macron sætter et symbolsk angreb ind på de franske jernbanearbejdere i stil med Margaret Thatchers angreb på britiske minearbejdere i 1984.
Dimitri Moreau, PRCF
Emmanuel Macron har siden sit indtog i Élysée-palæet for et år siden fået vedtaget en række arbejdsmarkedslove vendt imod fagforeningerne. Netop fagforeningerne har historisk haft stor indflydelse og sikret en række velfærdsgoder til befolkningen lige efter Anden Verdenskrig – det være sig minimumsløn, tidlig pensionering, forsvar for fagforeningernes rettigheder.
«Make France great again»
I Macrons egen optik gør han det ganske godt.
– Jeg er her for at tjene mit folk og gøre Frankrig stærkt igen, sagde Emmanuel Macron forud for sit USA-besøg i slutningen af april til tv-stationen FOX News og tilføjede, at han vil skabe resultater, enhed i landet og «være fair mod folket.»
Vrøvl, siger landets fagforeninger. Macron er i gang med at smadre velfærden. Han er lige nu i gang med et opgør med det statsejede jernbanenselskab SNCF.
Om to måneder fremsætter Macrons parti En Marche! et forslag i parlamentet om at udfase al statsligt monopol på passagertransport på jernbabenettet.
Det sker midt i en strejkekamp, som de ansatte i SNCF satte i gang for halvanden måned siden med «rulllende strejker» – to strejkedage hver tredje dag.
For Macron handler det konkret om at indføre EU’s politik for at åbne jernbanemarkederne, så de nationale regeringer fremmer konkurrencen mellem forskellige nationale jernbane-udbydere. Målet er at skabe et paneuropæisk jernbanemarked inden 2020.
Togene i spil
Dimitri Moreau, medlem af ledelsen i organisationen Polen for Genskabelse af det Kommunistisk Parti i Frankrig (PRCF), ved ikke, om Macron lykkes med sit projekt om at smadre fagforeninger og strejkekampene.
– Men Macrons mål er klare. Han sætter et symbolsk angreb ind på jernbanearbejderne og deres fagforening, som historisk har været vigtige for arbejdernes kamp i Frankrig. Dette svarer til den konservative Margaret Thatchers voldsomme angreb på britiske minearbejdere i 1984, siger Dimitri Moreau til Arbejderen.
Hans organisation samler revolutionære medlemmer af Frankrigs Kommunistiske Parti og medlemmer udenfor.
>> LÆS OGSÅ: – Vi må stå sammen på samme tid
PRCF vender sig mod at Macrons «EU-drevne politik» for at afskaffe jobsikkerhed og tidlig pensionering på den offentlige sektor. For eksempel er Macron imod, at visse statsansatte jernbanearbejdere med et hårdt arbejdsliv bag sig kan gå på pension i som 53-årig.
Velfærdstat opbygget
De nuværende forhold, som de franske arbejdere nu forsvarer med strejker, blev grundlagt i årene 1945-47, da kommunistpartiet PCF var medlem af den franske regering med det socialdemokratiske LO (SFIO) og den kristendemokratiske MRP-bevægelse.
Regeringen vedtog en række sociale reformer, der lagde grunden til den franske velfærdssystem. Det omfattede nationaliseringen af strategiske økonomiske sektorer som el-net, forsikringsselskaber og bilproducenten Renault. Fagforeningerne blev også sikret «uafhængighed».
Kommunisten Ambroise Croizat var i to år social-og beskæftigelsesminister. Han er siden blevet kaldt «velfærdens fader» i fransk socialhistorie.
EU’s rolle
Men alt dette er Macron nu ved at nedbryde, anklager Frankrigs aktive fagforeninger og landets kommunister.
Er arbejderne bevidst om EU’s rolle i at afmontere alle rester af velfærd?
– Når jeg taler med strejkende jernbanearbejdere, er alle enige om, at ideen til hele reformen af togdriften kommer fra EU. Desværre siger fagforeningslederne det aldrig. Ledelsen i det største franske LO, CGT, er ikke konsekvente.
>> LÆS OGSÅ: Macron vil stække fagforeningerne
Dimitri Moreau har netop været til stormøde til støtte for jernbanearbejderne i Paris, og han melder om stor entusiasme.
– Strejken nyder stor sympati i befolkningen. Det er historisk og aldrig set før. Vi samler penge ind og støtter op om kampen. Men kampen skal bredes ud til andre sektorer, mener kommunisten.
Liberaliseret samfund
De andre sektorer kæmper i forvejen mod Macrons reform af arbejdsmarkedet fra 2017. Den betyder, at fagforeningerne ikke længere har indflydelse på arbejdspladser med under 50 ansatte. Desuden får «ulovligt» fyrede arbejdere – der har fået medhold i arbejdsretten – mindre erstatning fra arbejdsgiveren.
>> LÆS OGSÅ: Storstrejker imod Macrons arbejdsmarkedslov
På samme tid kom loven, der gør det lettere for virksomheder at ansætte og fyre ansatte. Senest besluttede parlamentets flertal at droppe skatten på formuer, som rige franskmænd tager med sig ud af landet.
Fortryder stemme på Macron
Reaktionerne mod Macrons politik har været kraftige. 1. maj var der gadekampe i Paris. I sidste uge strejkede Air France. Universitetsstuderende har lige nu besat dusinvis af universiteter i protest mod højere adgangskrav.
En række politikere og kendte kulturpersonligheder, der stemte på Macron i 2017, fortryder nu. Mange, der støttede Macron mod den racistiske kandidat Marine Le Pen, ser nu en klar «markedsdrevet dagsorden», der også rammer middelklassen, skriver journalisten Rachel Donadio i magasinet The Atlantic.
«Vi troede, at vi stemte for Tony Blair, og det viser sig, at vi stemte for Margaret Thatcher», skriver hun.
>> LÆS OGSÅ: Kun fire ud af ti stemte
Thatcher afviklede velfærd i Storbritannien i 1980’erne. Tony Blairs New Labour-regering havde en blødere profil, men gennemførte flere nyliberale reformer i 1990’erne.
