oss 100 kroner!
Danmark har hatt folkeavstemning over et forslag om overnasjonal kontroll fra EU, blant annet over politiet. Avstemninga ble et dundrende nederlag for regjeringa. Med 53,1% nei og 46,9% ja ble forslaget kontant avvist.
Nei-flertallet er ikke bare et nei til det konkrete forslaget som var til avstemning. Det danske nei er også en protest mot EU. Politiken skriver:
Det kan godt være, at de danske ja-partier bare spurgte danskerne om lov til at tilslutte sig Europol og en snes andre europæiske retsakter, men de fik en lavine af modstand og mistillid tilbage i hovedet.
Derfor rækker deres problem nu langt videre end spørgsmålet om, hvorvidt dansk politi ryger ud af det europæiske politisamarbejde. Når vælgerne siger nej tak til denne EU-pakke, er det vanskeligt at se for sig, hvad de vil sige ja til.
Regjeringa hadde designet avstemninga slik at den skulle se mest mulig spiselig ut og ikke provosere EU-motanden i landet. Men den gang ei. Politiken fortsetter:
På den måde går det friske nej til retsforbeholdet torsdag 3. december 2015 ind i den turbulente danske EU-historie ved siden af Maastricht-nej’et 2. juni 1992 og euro-nej’et 28. september 2000.
De partiene som gikk inn for et ja var Socialdemokraterne, Venstre, Radikale, SF og Konservative. De har nå en hodepine av dimensjoner. Statsminister Lars Løkke skal nå administrere et nai han har advart mot. På nei-sida sto en nokså uvanlig konstellasjon, nemlig Enhedslisten, Liberal Alliace og Dansk Folkeparti.
Det tjener Enhedslisten til heder at de klarte å stå oppreist i denne saka, og nå kan de feire at de har flertallet av det danske folket med seg. Pernille Skipper sier på partiets nettside:
– Enhedslisten kæmper for mere demokrati, mere åbenhed og mere retssikkerhed. EU står langt hen ad vejen for det modsatte. Ja-siden troede, de kunne få et ja, hvis bare de afviste fælles asyl-regler. De fejllæste, at der også er en voksende venstreorienteret skepsis mod et udemokratisk EU, der står for nedskæringspolitik, som har kostet millioner af europæere jobbet efter krisen.
