Ghassan Kanafani: «Mænd i solen – og andre fortællinger fra Palæstina»

Et litterært mesterværk med forord af Kirsten Thorup.

Den danske forfatter Kirsten Thorup, er kendt i Skandinavien med mange norske læsere. Hendes to sidste bøger ”Til vanvidd, til døden” blev udgivet på Gyldendal Norsk forlag i 2021 og efterfølgeren ”Mørket bak deg” blev udgivet i 2024. Bøgerne følger den danske kvinde, Harriet der med sine to små børn under anden verdenskrig, dels lever i Danmark og dels i Tyskland.

Udgivet på ”Gutkind”, et dansk forlag i 2026 og endnu ikke oversat til norsk.

Af: Irja M. Johansson/ Danmark.

Det har ligget Kirsten Thorup meget på sinde, at få Ghassan Kanafanis fem noveller ”Mænd i solen – og andre fortællinger” udgivet på dansk. Selvom Ghassan Kanafanis forfatterskab er mesterværker og hører til i verdenslitteraturen, var der ingen danske forlag der ville binde an med en udgivelse.

Men i maj 2026, udgav forlaget ”Gutkind” bogen med en god og enkel forside med den røde karakteristiske vandmelon på sort baggrund med hvide bogstaver. De fleste mennesker véd efterhånden, at den røde vandmelon hører til Palæstina som et symbol på en del af landets besættelseshistorie.

”Mænd i solen – og andre fortællinger” udkom på arabisk i 1963. Kanafani er én af de mest læste forfattere i den arabisk talende verden, hvor hans bøger er pensum i skoler og på universiteter. Da Kirsten Thorup mødte en flygtning fra Damaskus, der kørte taxa i Aalborg, fortalte han Kirsten Thorup: ”Kanafani er ikke kun palæstinenser, han tilhører os allesammen.”

Ghassan Kanafani 1936 -1972 var foruden forfatter også journalist og politisk aktivist. Han var dansk gift med Anni Høver Kanafani og sammen fik de to børn.

I 1972 blev Ghassan Kanafani sprængt i stumper og stykker. Mossad tog skylden. De havde lagt en bombe i den bil som han og hans niece satte sig ind i for at køre til hans arbejde som chefredaktør på ugeavisen Al-Hadaf i Beirut. Voldsomheden og tragedien vakte dengang opmærksomhed i pressen i Danmark.

Den danske udgave af Kanafanis bog har den fordel, at Kirsten Thorup et sted i sit forord ganske kort beskriver Palæstinas historie, som hun skriver ”eksisterede længe før etableringen af staten Israel formet af storpolitiske magtspil og den vestlige imperialismes sidste krampetrækninger,” og efter et kort afsnit gennemgår hun nogle få vigtige årstal, hvad der siden skete. Nok til at alle får en forståelse og ledes ind i den historiske baggrund for Kanafanis fem noveller.

Kirsten Thorup fortæller kort om hver noveller og berører med sit, enkle stærke og ligefremme sprog det universelle i personernes livsskildringer. Man kan tydeligt mærke, at alle fem noveller ligger hende på sinde.

Hun skriver et sted:

”Kanafani udvider den palæstinensiske tragedie til en almenmenneskelig tragedie, som læseren på det eksistentielle plan kan forbinde sig med. Fortællingen går lige i hjertet som kun stor litteratur kan. Han skildrer aldrig sine personer ensidigt som gode eller onde. Han har en nænsomhed i sine persontegninger, en forståelse og overbærenhed med menneskelige svagheder og fatale valg under usikre og ofte kaotiske livsomstændigheder. Kærligheden til menneskene, til himlen, floden, fuglene til selve livet gennemsyrer Kanafanis historier. Det er det der gør ham til en stor forfatter som med sine fortællinger berører sine læsere dybt.”

Bogens fabelagtige ordbilleder giver varme, duft farve, nuancerigdom og forståelse i dette Mellemøsten, som det Palæstinensiske liv er udsprunget af gennem generationer. Man får en tydelig fornemmelse af jorden og af menneskene og det liv de har og er fælles om som et folk med et fælles kulturelt tilhørsforhold. Det der binder et folk sammen.

Jeg tror at Ghassan Kanafanis bog også takket være Kirsten Thorups forord, vil komme godt ud til almenheden. Måske kan den være med til, at forskellige kirkemenigheder rundt om i landet bliver mindre berørings angste for emnet Israel/Palæstina. Måske tør nogle skolelærere via bogen ta hul på emnet ”besættelse” i andre lande end lige besættelsen i Danmark og Norge under anden verdenskrig.

Måske vil bogen takket være Kanafanis varme og menneskelige forståelse, bringe lysten frem til at diskuteret det vigtige emne, at humanisme ikke hører til en bestemt religion og tro. Og en forståelse for hvorfor ingen på denne klode må udsættes for folkemord. Måske kan det være med til at åbne op for en dyb forskrækkelse over, at vi lever i et land som Danmark, hvor vores regering ikke har råbt ”stop” eller råber ”stop,” når magtfulde stater begår uhørte overgreb mod udsatte mennesker.

Åbne op for en forståelse for, at al den skam og forfærdelse som ”holocaust” medførte under anden verdenskrig ikke blev det sidste vidnesbyrd om menneskehedens moralske kodeks. Og at sloganet ”Never Again”sagt som reaktion på holocaust efter 1945 ikke kun gjaldt jøder, men ALLE på kloden, uanset tro og religion.

For at komme igennem det uciviliserede mørke, at det palæstinensisk folkemord har fundet sted uafbrudt i snart tre år nu og stadigvæk finder sted for åben skærm med fuld styrke, har mange måske også brug for at finde svar i stor litteratur, hvor dygtige forfattere breder andet ud end tal, nøgtern viden, politiske analyser og statistikker. Man har måske brug for at føle sig som en del af menneskeheden i troen på, at der også findes håb for andet end de magt – og pengeglades krigsretorik og propaganda, der sætter krigene i gang og lader dem fortsætte.

Brug for aktivt at forstå historien, for at kunne sige fra og vælge side.

De fleste mennesker har brug for fred med håb om en verden, hvor man kan leve i anstændighed og ligeværdighed og har brug for, at ens børn ikke skal erfare og trænes i at tænke krig og lemlæstelse.

Kirsten Thorup indleder forordet i bogen med Ghassan Kanafanis ord ”at være et ordentligt menneske vil sige at kæmpe.”

Hun slutter forordet: ”Med en kollegas ord ved Ghassan Kanafanis begravelse: ”Ghassan var en partisan, der aldrig fyrede et geværskud. Hans våben var pennen, og hans kampplads avissiderne. Men han påførte fjenden større hindringer end en hel kolonne kamptropper.””

Ghassan Kanafis bog er sublim også til at forstå tiden nu. Han var et ordentligt menneske, en stor og uundværlig forfatter. Nødvendig for menneskeheden.