oss 150 kroner!
Eller … det mainstreemmedierne af politiske og ideologiske grunde skjuler for offentligheden: Hvorfor migration og flygtningestrømme?
Av Villy Lauridsen, Danmark, debattinnlegg.
Allerede i mine først bøger fra 1996 og 2006 beskrev jeg det scenarie, vi i dag oplever i de fleste EU-lande. Ukontrolleret masseindvandring. (5) Tendensen er øget efter Sovjetunionens fald og den efterfølgende nyliberalistiske globalisering.
Det store flertal af verdens flygtninge og migranter kommer i dag fra Mellemøsten og Afrika, hvor mange lande har været præget af hungersnød og krige. Ikke mindst krige orkestreret af NATO og/eller USA og deres valstater. Herunder desværre også Norge og Danmark.
Samtidig er der i disse lande tale om en voldsom befolkningstilvækst, som alt andet lige hæmmer disse landes økonomiske og sociale udvikling.
Næsten halvdelen af indbyggerne i de fattige lande består af indbyggere under 15 år. (1)
De unge befolkninger betyder naturligvis også millioner af mennesker i den erhvervsaktive alder, der reelt ikke har nogen mulighed for at klare sig selv økonomisk. Resultatet er naturligvis en enorm arbejdsløshed i samfund uden nogen form for socialt sikkerhedsnet.
Disse kummerlige sociale forhold fører stort set automatisk til et ønske … eller endog et «krav» fra fattige familien om, at de unge skal forsøge at komme ind i et af de rige lande i Europa, der fremstår som et paradis. Ikke mindst efter mobiltelefonens indtog i alle lande. Her er det dagligt muligt at se og læse om disse lande, der «vælter sig i mælk og honning», som en studerende i Marokko formulerede det for mig.
En anden forklarede mig, at en migration er den eneste mulighed for nogensinde at blive gift og få en familie. En forventning i en arabisk familie med giftefærdige døtre er, at man som ægtemand skal kunne forsørge familien. Dette fremgår eksplicit af koranen, men er naturligvis en helt relevant forventning. (2)
Eneste mulighed er således migration eller kriminalitet.
I et af mine besøg i Nordafrika fortalte en gruppe studerende mig, at een af deres venner havde forsøgt at komme til Spanien ved at betale et for familien enormt beløb til en menneskesmugler. Skibet/gummibåden forliste, og alle druknede.
Denne skæbne fik ikke disse studerende til at ændre holdning til migration. Den pågældende familie og deres venner havde tilsyneladende allerede besluttet igen at spare penge sammen, så de kunne sende endnu en søn til Europa.
Forventningen var naturligvis et håb om, at sønnen fik et velbetalt job og løbende kunne sende penge tilbage til familien. Muligvis ville der desuden senere kunne blive tale om familiesammenføring.
Mislykket integration (forstået som assimilation) … nærmest en hovedregel
Uanset om man taler om frivillig migration eller en flygtningemigration tvinges man ikke nødvendigvis til etniske brud. Overalt i Europa ser vi, at det etniske tilhørsforhold, de gamle traditioner, holdninger og normer videreføres i modtagerlandene.
Disse forekommer således at være dybere forankret i individet end det nye nationale tilhørsforhold. Som eksempler, der forsøges videreført i modtagerlandet, kan bl.a. nævnes religion, bryllupstraditioner, indvielsesritualer (omskæring) og begravelser.
Forskellige etniske grupperinger adskiller sig netop fra hinanden gennem forskelle på disse områder. Forskellene fungerer samtidigt som en samlingsfaktor for medlemmernes tilknytning til den enkelte, etniske gruppe.
Migranterne/flygtningene tilstræber formentlig ofte at søge integration i modtagerlandet, samtidig med at man fastholder væsentlige dele af den oprindelige kultur. Det traditionelle forsøges således realiseret i en moderniseret udgave.
Såfremt modtagerlandet ikke er åbne for migranternes «tilnærmelser», og det er almindeligt, oplever modtagerlandene en segregation, hvor hovedkulturen og minoriteterne lever side om side uden at påvirke hinanden og ændre på hinanden i væsentligt omfang.
Måske har vi her en væsentlig forklaring på de voldsomme modsætningsforhold, der i dag fører til drab, vold, demonstrationer samt de oprindelige borgeres krav om migrationsstop og repatriering. Dette krav ses i såvel enkeltstaterne som EU.
Toppolitikernes fata morgana
Modsætningerne mellem politikere, migranter og oprindelige borgere i de europæiske lande vokser tilsyneladende fra dag til dag. Dette modsætningsforhold vil uden tvivl resultere i store politiske ændringer i såvel EU-landene Tyskland og Frankrig samt Stor-Britanien, men også i andre EU-lande i de kommende år.
Toppolitikerne i EU har formentlig forregnet sig i.f.t. «almindelige» borgeres accept af en løbende «udvanding» af de oprindelige, europæiske kulturer. Tanken med EU-toppens støtte til fortsat indvandring har, bortset fra løbende støtte til kapitalens forventninger om billig arbejdskraft, uden tvivl været en forestilling om, at de enkelte EU-landes oprindelige kulturer, i takt med at antallet af indvandrere steg dramatisk overalt, kunne opbygge en ny fælles EU-kultur, som alle kunne acceptere. De enkelte EU-landes oprindelige kulturer ville således forventeligt efterhånden forsvinde, og vi ville få et Europas forenede stater med en fælles kultur, bestående af såvel migranter som Europas oprindelige befolkninger.
En meget naiv og romantisk forestilling, som man, blot ved at kigge på USA, kunne se, aldrig ville blive til virkelighed.
Løsningsmuligheder
Hvis vi et øjeblik ser bort fra EU-toppens drømme, og kapitalens tilsyneladende permanente mangel på billig arbejdskraft samt helst en «ventende» arbejdskraftreserve, er der ingen lette løsninger på migrantkrisen. Man løser ikke verdens fattigdomsproblemer ved blot at åbne for grænserne til EU.
En mere perspektivrig model ville naturligvis være, offensivt at bidrage til at migrantproblemet ikke opstår.
Intellektuelle og andre meningsdannere i de rige lande opfatter ikke indvandring som et problem. Man har derfor i årtier lagt låg på en helt nødvendig og åben debat om indvandringen, ved at betegne selv debatten som tegn på fremmedhad og racisme.
Den politiske venstrefløj består i høj grad af ovennævnte intellektuelle. Man ønsker herfra både at øge indvandringen, at fastholde u-landsbistanden samt at øge overførselsindkomsterne til svage grupper af både danskere og indvandrere.
I-landenes intellektuelle eliter har således på alle måder undgået at leve op til eget, eksplicit formulerede samfunds- og menneskesyn (humanisme/dialektisk materialisme), der formelt bygger på åbenhed og dialog. Tværtimod har man gjort alt for at lægge låg på debatten, bl.a. ved at censurere debattører, der tør stille spørgsmålstegn ved at aktuelle udvikling.
Den «globale velfærdsstat»
En global velfærdsstat fremstår for mig at se som den eneste mulighed for at standse migrationsbølgen. Denne mulighed argumenteres der kun sjældent for fra den politiske venstrefløj.
Verdens «goder» er så ulige fordelt, at der i dag må anlægges en helt ny strategi, hvis vi vil gøre os noget som helst håb om at begrænse en fortsat legal/og eller illegal indvandring til de rige lande i Europa. For mig at se, må vi i de rige lande satse massivt på at støtte opbygningen og udviklingen af de truede lande i den 3. verden. (3)
Den globale frihandel, som den «sejrrige» kapitalistiske verden med alle midler forsøger at presse ned over hovedet på den 3. verden, vil ikke løse problemet. Tværtimod! Al erfaring og statistik viser, at den liberalistiske model blot forøger fattigdomsproblemerne i den 3. verden, såfremt der ikke er tale om en kombination af såvel marked som stat.
Vi må overvinde vores økonomiske egoisme og koble udvikling af den 3. verden sammen med en mindre indvandring, samt en øget repatriering af flygtninge og afviste asylansøgere. Principielt mener jeg ikke, der er noget odiøst i at forvente, at migranter, asylansøgere og senere flygtninge vender tilbage til deres egen kultur, hvis de blot har/får mulighed for at leve der. Ikke blot overleve.
M.h.t. migrationen til de rige lande ville en ændret politik over for de fattige lande have samme virkning. Som jeg har argumenteret for, forekommer en globaliseringstænkning, der bygger på et nyliberalistisk samfunds- og menneskesyn absolut perspektivløs for alle andre end storkapitalen. At nedskære u-landsbistanden til den 3. verden, som danske regeringer har praktiseret i det seneste årti, og samtidig påtvinge de samme lande frihandel, er kun med til at forstærke problemet. (4)
Den eneste løsningsmodel for verdenssamfundet forekommer som nævnt at være, at de rige lande aktivt medvirker til at hæve levestandarten i verdens fattige lande. Uden tvivl på bekostning af vores egen rigdom. Al erfaring viser nemlig, at en højere levestandart stort set automatisk dæmper befolkningstilvæksten og fastholder folk, der hvor de bor.
Naivitet og romantik? Ja, utvivlsomt i en kapitalistisk verdensøkonomi, der bygger på ulighed.
For at spole artiklen tilbage til udgangspunktet… «knivoverfald og halshugninger» …samt de enorme demonstrationer i Vesteuropa, vi ser i disse år, må den politiske elite nærmest være tonedøv, hvis den ikke «ser skriften på væggen».
En fortsættelse af den nuværende udvikling vil i de kommende år resultere i borgerkrigslignende tilstande i EU-landene. Samtidig vil det være umuligt at standse både flygtningestrømme og migration. Uanset hvor meget militær EU-landene eventuelt bliver enige om at sætte ind for at standse migrationsbølgen, vil det ikke kunne standse millioner og atter millioner af migranter, der er villige til at satse deres liv for at komme ind i «de forjættede rige lande». Politisk nytænkning er således et must.
Kilder:
1. PRB datacenter
2. Koranen. Sura 24 vers 33
3. World Bank.org
Uni – Wider: Working paper: The world Distribution of household wealth
The global wealth distribution 3.10.21
4. Danmarks Statistik: Verdensmål indikator: 17.21- 23.3-26. Officiel udviklingsbistand
