Grønlandsavtalen: Suvereniteten består – men handlingsrommet forsvinner

Hvis Danmark eller Grønland i framtida ønsker å samarbeide med et land USA ikke godtar – når det gjelder ressurser, investeringer, baser eller andre sikkerhetspolitiske spørsmål – vil dette handlingsrommet bli sterkt begrenset, skriver Jan Öberg i dette blogginnlegget publisert i den danske avisa Arbejderen..

Det mest bemærkelsesværdige ved aftalen mellem USA, Danmark og Grønland er det, der ikke står i den.

Danmark afgiver ganske vist ikke formelt sin suverænitet over Grønland, og Grønland afgiver ikke sin selvbestemmelsesret.

Men tro ikke, at alt er ved det gamle. For aftalen indebærer noget andet og i praksis meget fundamentalt: Danmark og Grønland afgiver en betydelig del af deres sikkerheds- og udenrigspolitiske handlefrihed.

Det fremgår, at der ikke kan træffes beslutninger på en række centrale områder uden amerikansk samtykke. I en asymmetrisk relation mellem en supermagt og to små parter betyder det i praksis, at USA får en vetoret.

Hvis Danmark eller Grønland i fremtiden ønsker at samarbejde med et land, som USA ikke accepterer – om ressourcer, investeringer, baser eller andre sikkerhedspolitiske spørgsmål – vil handlemuligheden være stærkt begrænset.

Bør give anledning til eftertanke

Aftalen betyder, at det, Danmark og Grønland kan gøre med deres suverænitet, bliver markant mindre. Og der er flere forhold, som bør give anledning til eftertanke:

• Aftalen er evig. Der er ingen almindelig fornyelses- eller udløbsklausul.

• Den binder samtidig Grønland til NATO-medlemskab for altid – også hvis Grønland en dag bliver en selvstændig stat. Fremtidige grønlandske regeringer og befolkningen vil dermed ikke frit kunne vælge deres sikkerhedspolitiske tilhørsforhold, lig med reduceret suverænitet.

• Der står intet om konfliktløsningsmekanisme, hvis USA, Danmark og Grønland får modstridende interesser.

• USA får udvidede muligheder for militær tilstedeværelse og aktiviteter i og omkring Grønland. Men den offentliggjorte aftale siger ikke noget om atomvåben eller de særlige miljøproblemer, som følger med militære anlæg og aktiviteter i Arktis.

• Grønland har enorme naturressourcer – blandt andet olie, gas og en række kritiske mineraler. Men den offentliggjorte aftale siger ikke et ord om disse ressourcer eller om fordelingen af eventuelle indtægter fra dem. Det er bemærkelsesværdigt i en aftale, der samtidig giver USA omfattende adgang, indflydelse og vetoret.

• Aftalen begrænser mulighederne for andre lande for at investere, etablere baser eller indgå tilsvarende samarbejder i Grønland. Dermed bliver det vanskeligere for Grønland og Danmark at føre en selvstændig, flerstrenget udenrigspolitik.

Hvor meget handlefrihed har USA fået?

Det er derfor ikke tilstrækkeligt at diskutere aftalen som et spørgsmål om, hvorvidt USA har ”fået Grønland”. Det har USA ikke i formel forstand – og derfor føler grønlænderne en stor lettelse, og hele Danmark siger, det er en god aftale for alle.

Det interessante spørgsmål er snarere: Hvor meget af Grønlands og Danmarks faktiske handlefrihed har USA fået?

For suverænitet er ikke kun et juridisk ord. En stat kan godt være formelt suveræn og samtidig være så bundet af en anden magt, at dens reelle muligheder for at handle selvstændigt bliver meget små.

Her står vi over for et klassisk småstatsdilemma. En opfattelse er, at en lille stat må acceptere mindre handlefrihed for til gengæld at få beskyttelse fra en langt stærkere stat. En anden er, at netop den størst mulige handlefrihed er en sikkerhedspolitisk værdi, som bør bevares i tilfælde af krise. Det sidste er ikke et abstrakt spørgsmål.

Hvorfor binde sig til stormagten USA?

Aftalen er lavet med moderne histories mest krigsførende, arrogante og folkeretsforagtende magt på vejen ned og underskrevet med Trump, en halv time efter at han holdt den formentlig mest ubehagelige tale i FN’s nyere historie.

Men den ligger i fin forlængelse af den underdanige militarisme og krigsfremmende politik, som Danmark i disse år fører. Jo mere blind loyalitet med USA, jo mindre sikkerhed for danskerne.

Det burde derfor være et helt centralt spørgsmål, hvorfor Danmark og Grønland har ønsket at binde sig så langt ind i fremtiden til en stormagt af netop denne karakter.

Men de store medier – til forskel fra Arbejderen – har hverken lyst eller ekspertise til at diskutere dét.

Trump skrev, at han fik Grønland uden udgifter. Løkke Rasmussen siger, at USA skal selvfølgelig betale. Vi har kun set begyndelsen af USA’s praktiske overtagelse, og der er røde lamper hele vejen omkring denne aftale…