oss 100 kroner!
Altfor mange er uvitende om at minst én million russere flyktet fra Ukraina på grunn av en åtte år lang krig som startet i 2014, som media og vestlige politikere og kommentatorer har ignorert. Det var først 24. februar 2022 at vi hørte om ukrainske flyktninger. Men Ukraina-konflikten startet tidligere.
Av Arne Lennartz, København.
Ved årsskiftet 2018-19 blev antallet af flygtninge fra Østukraine til Rusland anslået til omkring én million (Dagbladet Information 10. januar 2019). Det var russere, der havde boet dér i årtier eller generationer. Andre kilder har opgivet et tal på op til 1,5 millioner, inden Rusland greb ind militært den 24. februar 2022.
I den officielle version af konflikten i Ukraine eksisterer kun flygtningene efter Ruslands intervention. Og næppe mange, som måtte vide mere om, hvad der gik forud, kan tro, at mindst én million russiske flygtninge blev drevet bort af egne militser eller russiske soldater.
Sammenholdt med russiske flygtninge fra Vestukraine bliver Rusland vel den største modtager af flygtninge fra Ukraine. Én af de første, der sammen med sin familie i sommeren 2014 forlod sin hjemby, Krasnodonsk i Luhansk-regionen, var den dengang 44-årige Valerij. Forinden var hans søn, Igor, der tjente under de indenrigske sikkerhedsstyrker, i februar blevet sendt til Ukraines hovedstad Kiev for at håndhæve lov og orden under Maidan-urolighederne.
I mange europæiske lande har været – og bliver – afholdt massedemonstrationer og strejker, hvor krav om fred og forhandling, stop for våbenleverancer på bekostning af social velfærd og stop for sanktionerne er på dagsordenen.
– Vi stod dér med stort set kun hjelme og knipler mod bevæbnede demonstranter, fortæller Igor, hvis enhed blev sendt til storbyen Donetsk for på de nye magthaveres vegne at slå ned på modstanden mod Maidan-kuppet, der afsatte den prorussiske præsident Janukowich. Igor nægtede at “skyde på mit eget folk” og tilsluttede sig separatisterne.
– Vi er russere og har altid været russere (af nationalitet, AL.) – Og problemet er, at der er en nation, der har bildt sig ind, at den er et stort folk, og at vi skal ’ukrainiseres’, siger Valerij, som også fortæller, at det startede allerede ved den første såkaldte Maidan-revolution i 2004. – De begyndte at ukrainisere vore skoler ved at erstatte russisk med ukrainsk som undervisningssprog. (Information 9. august 2014).
Maidan-kuppet og neofascisme
Valerijs og Igors udtalelser til Informations udsendte svarer godt til begivenhederne før, under og efter ’Maidan-opstanden’. 24 dage før afsættelsen af Janukowich, der havde vundet valget i 2010 med 48,5 procent af stemmerne, havde USA’s viceudenrigsminister og toprådgiver for både Obama og siden Joe Biden, Victoria Nuland, en lækket telefonsamtale med USA’s ambassadør i Ukraine Jeffrey Pryatt. (YouTube 4. februar 2014).
Heri iscenesætter hun åbenlyst den rabiat antirussiske Arseniyu Yatsenyuk som kommende premierminister. Han indsættes fire dage efter Maidan-bataljerne, hvor de toneangivende demonstranter på pladsen og fra det besatte rådhus i Kiev hejste nynazistiske og fascistiske bannere. Et mindesmærke for ukrainske dødsofre i kampen mod Nazityskland blev ødelagt, og symboler for SS og ’White Power’ hejses over en væltet Lenin-statue.
Som bekendt blev 48 faglige aktivister, der protesterede mod Maidan-kuppet, mordbrændt af fascistiske elementer i en fagforeningsbygning i Odessa kort tid efter. “Chokoladekongen” Petro Porosjenko blev præsident i maj 2014, og han fik efter Irak-krigeren Anders Foghs fratræden som NATO-generalsekretær denne som toprådgiver. Yatsenyuk blev fyret som premierminister af Porosjenko i februar 2016.
Porosjenko, Ukraines rigeste mand, satte sammen med andre oligarker for alvor den ukrainske stat, de offentlige og private virksomheder, jord og råstoffer på udsalg. Alt var til fals for vestlige investeringer, hvor usle dollars var bedre end den galoperende devaluering af den lokale valuta. Regimet var og blev gennemkorrupt, og bistand til “demokratisering” – også dansk – forsvandt som dug for solen.
Apartheid og neokolonialisme
13 love mod den samlede arbejderklasses faglige, politiske og økonomiske interesser i Ukraine er siden vedtaget i Kiev-parlamentet, hvor modstandere er blevet bortvist, samtidig med at oppositionelle organisationer, nyhedsmedier og journalister er blevet ekskluderet, sortlistet på den berygtede Myrovets-liste eller tilmed likvideret. Tre af lovene var allerede vedtaget inden Ruslands invasion. Dette betyder, at landet er lagt helt åben for vestlig kapitals kommende udbytning: nyliberalisme og neokolonialisme.
Forbud mod brug af russisk sprog og læring i undervisning, forbud mod og massedestruktion af russisk litteratur, kunst og litteratur i biblioteker og skoler. Forbud mod debatter og koncerter med og om russiske forfattere, musikere og komponister som Sjostakovitj og Gorki og ødelæggelse af russiske mindesmærker hører til dagens orden. Den russisk ortodokse kirke er lukket og dens bygninger ransaget og beslaglagt.
Samtidig hyldes nazisten Stepan Bandera, der stod bag drab på tusinder af jøder og polakker under Anden Verdenskrig, med helligdage og mindemarcher. Lovprisningen af Bandera og andre fascister fordømmes af såvel Den Jødiske Verdenskongres, Simon Wiesenthal Center, Amnesty International med flere. Men Zelenskij, Porosjenkos efterfølger, har indrulleret den morderiske nynazistiske Azov-bataljon i regeringshæren.
Donbass: Krigens udbrud
I Luhansk og Donetsk amter afholdt man folkeafstemning, og et stort flertal stod bag erklæringen om uafhængighed i maj 2014. Kiev sendte store troppestyrker til regionen, og en krig, der varede otte år – inden Moskvas intervention – kostede 13.000-14.000 dræbte, herunder mindst 3.000-4.000 civile. Én af de længste krige i Europa – uden nogen reel dækning eller debat i Danmark…
Putin-regimets “begrænsede militære aktion” 24. februar 2022 betød en optrapning af krigen. Selv om der var underskrevet en fredaftale tidligere. Med fransk og tysk mellemkomst underskrev Ukraine og Rusland den første Minsk-aftale i 2014 og Minsk II i 2015. Den gav Luhansk og Donetsk særlig status/autonomi indenfor rammerne af den ukrainske stat. FN’s Sikkerhedsråd, USA inklusive, bekræftede aftalen i resolution 2202.
De højreradikale i Ukraine var imod aftalen. Hverken Porosjenko eller Zelenskij, præsident fra 2019, gjorde noget for at gennemføre den. I sidste instans var den, som eks-kansler Angela Merkel siden har afsløret det, ren svindel fra vestmagternes side, så Ukraine kunne “vinde tid til oprustning”, hvilket Porosjenko allerede bekræftede som aftalens formål på tysk tv i 2022. Den tid blev så kontant brugt i Luhansk og Donetsk.
I 2017 blev samarbejdet med USA og NATO for at opbygge en professionel hær forstærket. Over 100.000 soldater var klar til at tage Krim og Donbass tilbage, da Zelenskij i 2021 udsendte sit dekret om at generobre Krim. Det var en klar overtrædelse af Minsk-aftalen, som ville medføre endnu flere russeres og russisktalende menneskers liv og yderligere øge flygtningestrømmen. (Se også nedenfor: afsnittet om Krim, red.)
Derfor var Rusland ifølge Putin nødt til at gribe ind for at undgå denne katastrofe. Som den russiske ledelse så det, havde Rusland intet valg. Interventionen blev også forudsagt af flere militæranalytikere i USA.
Under et besøg sent sidste år ved frontlinjen Pjatronasha, Donetsk, talte den prisbelønnede canadisk-amerikanske journalist Eva Bartlett med lokale militsfolk, som i deres skyttegrave kun havde håndvåben mod ukrainske granatangreb. En af dem, en tidligere minearbejder med dæknavnet “Vydra”, sagde:
– Vi nærer ikke had mod Ukraine. Vi hader de nationalister, der kom til magten. Men almindelige ukrainere? Hvorfor? Mange af os taler ukrainsk. Vi forstår dem, de forstår os. Mange af dem taler russisk.
Og en anden, “Kabar”: – USA kører showet her. Den baserer udenrigspolitik på, hvordan dets indenrigspolitik er sat sammen, hvilket er gennem konflikt med lande udenfor. De er vant til overfor deres folk at demonstrere deres magt gennem terror rundt om i verden, opildner til brand i Syrien, i Østen. De spillede kortet ekstrem islamisme dér. (Reportage i NGO’en Covert Action Magazine, CAM, 19. november 2022).
Krim – og Ukraine som et delt land
I slutningen af 2021 skrev den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva og Prag Jack F. Matlock: “Indblanding fra USA og dets NATO-allierede i Ukraines civile kamp har forværret krisen i Ukraine, undermineret muligheden for at bringe de to østligste provinser tilbage under Kievs kontrol…” (Ukraine: Tragedy of a Nation Divided).
Staten Ukraine i sin nuværende geografi stammer fra Sovjetunionen. Ukraine blev uafhængigt af Sovjetunionen den 24. august 1991, umiddelbart før Sovjetunionens opløsning samme år. Det er et land med en mangfoldighed af nationaliteter, etniske grupper, sprog og religioner. Historiske og aktuelle forfølgelser og diskrimination af “de andre” deler stadig befolkningen. Minsk-aftalerne skulle råde bod på et centralt element i denne splittelse – med et overvejende russisk flertal i øst og syd, og cirka 8,5 millioner russere i alt.
Krim blev med Khrustjovs velvilje overført til Ukraine i 1954. Den 20. januar 1991 – før Ukraines uafhængighed – blev befolkningen opfordret til ved afstemning at vælge mellem at forblive under Kiev eller vende tilbage til status før 1954, som betød at blive administreret fra Moskva. 93,6 procent stemte for tilknytning til Rusland, og – efter et kort mellemspil – erklærede Krim den 5. maj 1992 sin selvstændighed og vedtog egen forfatning.
De næste år var præget af spændinger mellem Krim og Kiev og bekymringer hos det russisktalende mindretal i Ukraine. Dette førte den 31. maj 1997 til en venskabstraktat mellem Ukraine og Rusland. Den fastslog princippet om Ukraines grænsers ukrænkelighed, men, vel at mærke, til gengæld for garanti for “nationale mindretals etniske, kulturelle, sproglige og religiøse originalitet på deres territorium”.
De historiske fakta tilbageviser altså Vestens påstand om russisk annektering af den selvstyrende republik Krim. Efter kuppet mod Janukovich forstærkede russerne ganske vist deres tilstedeværelse på Krim, hvor Rusland har en stor, strategisk vigtig flådebase. Ikke et skud blev løsnet.
Efter Maidan-kuppet i februar 2014 annullerede kupregimet venskabstraktaten fra 1997 og altså forpligtelserne over for den russiske befolkning. Efter krav fra halvøens egen befolkning besluttede Krims parlament derfor den 6. marts 2014 at afholde en folkeafstemning om at forblive i Ukraine eller vende tilbage til Rusland. Herefter bad Krims regering Moskva om tilknytning til Rusland.
Ifølge et interview med Putin den 4. marts 2014 havde Rusland inden Maidan-kuppet ingen særlig grund til at gøre krav på dette territorium, fordi den gældende baseaftale løber til 2042.
Tid til fredsforhandlinger
Som det fremgår, kæmper Zelenskij-regimet næppe for frihed og demokrati, men legemliggør et udpræget apartheidregime med profascistiske kendetegn. Og den ultra-liberalistiske økonomiske kurs rummer – med åben dør-politikken for vestlig kapital og med kommende NATO-medlemskab og dertilhørende a-våbenførende baser – meget lidt statslig/national selvstændighed eller suverænitet. Dertil ønskes et politisk-økonomisk stavnsbånd til EU-treenigheden: finanskapital, Kommission og Europæisk Centralbank.
Til Haaretz har Zelenskij udtalt, at Ukraine vil blive et “stort Israel”, og at “I alle institutioner, supermarkeder biografer vil der være mennesker med våben”. Så en fredsløsning med Zelenskij-regimet synes umulig. USA har magten til at stoppe ham, hvis det ikke kan/vil fortsætte med NATO’s stedfortræderkrig mod Rusland, støttet af EU. Men ellers kan de ukrainske arbejdendes og fattiges fortsatte ofre på slagmarken og fratagelsen af deres rettigheder måske gøre en ende på regimet, før end vi aner.
Kan nogen for alvor tro – bortset fra for eksempel Enhedslistens parlamentariske NATO-klakører – at der venter andet end fortsat krig, blodbad, ulighed og social nød, hvis USA/NATO “vinder” over Rusland? Og er man ikke enten naiv, uvidende eller kynisk, hvis man tror, at “de villiges koalition” har andre mål i Ukraine end i Mellemøsten og Afrika – med ødelæggelse, ruinering og folkedrab med lukrative sidegevinster?
Flere våben til regimet er en farlig dødssejler sammen med de drakoniske sanktioner, som primært rammer Europas arbejdere med dyrtid og massearbejdsløshed. Våbenindustrien profiterer. Den vil ikke producere til lager og er ligeglad med sortbørshandlen til alskens bander og terrorister verden rundt.
I mange europæiske lande har været – og bliver – afholdt massedemonstrationer og strejker, hvor krav om fred og forhandling, stop for våbenleverancer på bekostning af social velfærd og stop for sanktionerne er på dagsordenen. I Tjekkiet har hundredtusinde i flere omgange været på gaden i Prag. Græske havnearbejdere har blokeret skibe med våben til Ukraine. Alt sammen uden ringeste dækning i danske medier.
Også herhjemme må de fortsatte lidelser søges stoppet – sammen med den voksende fare for atomkrig. “Kamp mod krigen” må parolen lyde. Ingen tvangsudskrivelse af flere soldater i begge stater, for våbenhvile, og forhandlinger om fred og overvåget sikring af tilbagetrækning af tropper – med garantier for de nationale mindretals og andre gruppers rettigheder. S’føli’ i mindre målestok, men alligevel: Den salomoniske løsning for det danske og tyske mindretal i Slesvig og Sønderjylland – og sikkert andre steder – til efterlevelse!
(Reference og tak (hvor ikke angivet) – først og fremmest til Leidulf Husjord, Trønderrrød, for artiklen ”Fra Afghanistan til Ukraina”)
Arne Lennartz,
Freelance journalist
Medlem af DEMOS
Denne artikkelen ble først publisert i den danske avisa Arbejderen
