oss 150 kroner!
Den amerikanske utenriksministeren eier en tenketank der parlamentarikere fra en rekke land deltar, inkludert fra de nordiske landene. Formålet er å bekjempe Kinas økende globale innflytelse og støtte USAs fortsatte hegemoni.
Av Arne Lund, Humlebæk, Danmark.
Inden den republikanske senator Marco Rubio blev USA’s udenrigsminister, oprettede han endnu en tænketank og lobbygruppe – oveni de ca. 1.800 tænketanke, der allerede findes i USA. De fleste – også Rubios – beskæftiger sig med forskellige aspekter af USA’s hegemoni, og/eller arbejder på at fremme denne.
Rubios tænketank hedder Den interparlamentariske Alliance om Kina (IPAC), og består af parlamentarikere fra ca. 40 lande – flest fra Europa og Latinamerika. Medlemskredsen dækker et bredt politisk spektrum, med overvægt af socialdemokratiske og grønne politikere.
Det er besynderligt, hvorfor så mange grønne og centrum-venstre politikere har tilsluttet sig Rubios anti-kinesisk sammenrend. For Rubio er én af de mest reaktionære amerikanske politikere; så hvad har de til fælles?
Rubio har, foruden at have været formand for Senatets efterretningskomité, tidligere forsøgt at blive nomineret som præsidentkandidat, men tabte i primærvalget til Trump i 2016..
Han er erklæret abortmodstander, er søn af cubanske immigranter, og hård antikommunist. Da Obama i 2014 løsnede lidt op for blokaden af Cuba, meddelte Rubio, at han ville blokere alle tiltag, der kunne fremme relationerne mellem de to lande.
Marco Rubio har støttet samtlige USA-inspirerede kupforsøg i Latinamerika, samt indførelse af sanktioner mod lande, der ikke er inde i varmen i USA. Et regimeskifte i Venezuela er en gammel drøm, som han nu, som udenrigsminister, omsider har kunnet realisere. Indtil videre dog blot med bortførelsen af præsident Maduro.
Den inter-parlamentariske alliance består af lovgivere, der vil understøtte demokratiske reformer i forhold til de relationer, som demokratiske lande, enten har eller vil få, til Kina. Organisationen forpligtiger sig til ”at varetage den internationale (læs: USA’s) regelbaserede orden, opretholde menneskerettighederne, fremme retfærdig handel, styrke sikkerhed og fremme national integritet.”
Hertil kommer ”øget overvågning af de relevante udviklinger i Kina, og dets relationer til andre lande.” Lovgiverne skal skabe en ”proaktiv og strategisk fremgangsmåde for emner, der har relevans til Kina.
Videre hedder det, ”at Kina må ikke tillades at kompromittere suveræniteten i et udviklet land, eller i et land, der er på vej op. Dette inkluderer også relevante institutioner, diplomati, lån, international bistand, investeringer eller andet.”
Kina ses, hedder det, som et land, der stræber efter øget globale indflydelse, hvilket angiveligt sætter demokratiske værdier og praksisser under et konstant pres. Lande, der vil modstå Kina, står ofte alene. Det gør dem til nemme ofre for kinesisk påvirkning, der blandet andet handler om, at Kina vil sikre sig kritiske mineraler, komponenter og produkter.
Ganske som USA, gør det.
IPAC finansieres med midler fra bl.a. George Soros’ Open Society, og National Endowment for Democracy (NED), der får sine midler fra USA’s udenrigsministerium.
Det burde for længst være gået op for de fleste politikere, at der ikke eksisterer vandtætte skodder mellem organisationer, tænketanke, fonde mv., der er på den amerikanske regerings ”lønnings-liste”, og det militær-industrielle kompleks. Her er integrationen total, og dét burde de deltagende politikere vide.
Skåret ind til benet, så er IPAC’s formål at sikre størst mulige støtte til at USA kan forsætte med at dominere det meste af kloden. At centrum-venstre og grønne politikere ikke kan gennemskue fraserne og hykleriet, og stiller sig til rådighed for en stat, der har begået så mange krænkelser af menneskerettigheder og den internationalt gældende folkeret – som USA i nægter at tilslutte sig – det taler for sig selv.
Rubio er naturligvis bevidst om, at når han håndplukker politikere fra så forskellige danske partier som Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, så er det fordi han regner med, at der vil være flere og bedre muligheder for at kunne påvirke lovgivningen og det parlamentariske arbejde i øvrigt, når de er en vis bredde i det anti-kinesiske lobbyarbejde.
At Dansk Folkeparti er med i IPAC kan ikke undre, henset til partiets livsvarige kamp mod alt hvad der ligner socialisme.
Men hvad Socialistisk Folkeparti laver her, er uforklarligt. Partiet må vel mene, at den slags er nødvendig for at man med tiden kan indgå i en socialdemokratisk ledet regering, der, som bekendt, har kapituleret fuldstændig i forhold til USA:
IPAC har følgende skandinaviske medlemmer:
Guri Melby Venstre Norge
Joar Forssell Liberal Sverige
Magnus Berendtson Kristendemokrat Sverige
Ann-Sofie Alm Moderat Sverige
David Josefsson Moderaterne Sverige
Frederik Malm Liberal Sverige
Karin Karlsbro -Liberal Sverige Medlem af EU-parlamentet
Kerstin Lundgren Center Sverige
Niels Paarup Petersen Center Sverige
Karsten Hønge Socialistisk Folkeparti Danmark
Morten Messerschmidt Dansk Folkeparti – Danmark
Stifteren af Alternativet, Uffe Elbek, var i en periode medlem af IPAC sammen med blandet andre den konservative Katarina Ammitzbøll. Han figurerer ikke længere på medlemslisten.
Arne Lund, Medlem af Demos’ dokumentationsgruppe.
