oss 100 kroner!
I fjor ba kommisjonspresident Ursula von der Leyen tidligere direktør for Den europeiske sentralbank, tidligere italiensk statsminister, tidligere administrerende direktør i Goldman Sachs, tidligere italiensk nasjonalbanksjef, tidligere italiensk finansminister Mario Draghi om å sette sammen en arbeidsgruppe for å ta temperaturen på eurosonens økonomi, spesielt med tanke på forretningsklima og konkurranseevne. Resultatet av Draghi-arbeidsgruppens undersøkelser forelå mandag i form av dokumentet «The future of European competitionness – A competitionness strategy for Europe». Karsten Kølliker kommenterer krisa i Europa. Se også: Mario Draghis løsning: For å bli mer konkurransedyktig må EU bli mer konkurransedyktig.
Europa på kanten af fallit
Karsten Kølliker, arkitekt MAA, Danmark.
Og hvis nogen skulle være i tvivl, tegner Draghi-rapporten er dystert billede af Europas økonomiske situation. Hvor alvorlig situationen er, kan opsummeres i den omstændighed, at de investeringer i europæisk økonomi, der er nødvendige for at gendanne og sikre de europæiske økonomiers konkurrenceevne, er i størrelsesordenen dobbelt så store som investeringerne gennem Marshallhjælpen umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Europa er med andre ord i en krise så dyb, som havde regionen været involveret i en voldsomt udslettende krig. Det er på den anden side så måske også nøjagtig sådan, det forholder sig, uden at det er en vinkling Draghi-rapporten understøtter.
Der er mange grunde til at hævde, at den økonomiske profession trænger til en radikal reformation af sine begreber og forestillinger. Helt grundlæggende lider de økonomiske analyser under, at værdier opgøres som pengeværdien, på et tidspunkt hvor vores pengesystemet er vokset helt ud af proportioner. Således tales der om produktivitet og konkurrenceevne, ikke opgjort som hvor mange reelle ressourcer, der skal omsættes for at producere et givet produkt, men hvad indkøbet af disse ressourcer koster, i forhold til hvad salget af produktet indbringer. Således kan sågar ufordelagtige udviklingslinjer i valutakurser indvirke på disse tal for produktivitet og konkurrenceevne.
Med Ukrainekonfliktens gradvise eskalation over de seneste 20 år og særligt siden Maidan-kuppet i 2014 og den russiske invasion i 2022 har EU placeret sig selv som en fjende af Rusland. Konsekvenserne af denne politiske stillingtagen har være voldsomme for de europæiske økonomier. EU-landene modtager fortsat både olie og naturgas fra russerne (ellers ville vi være komplet bankerot), men vi betaler dobbelt så meget for den russiske naturgas i forhold til, hvad kineserne betaler for den russiske gas, de aftager. En virksomhed eller privatperson i USA betaler i dag fem gange mindre for naturgas og halvt så meget for en kilowatttime strøm i forhold til en virksomhed eller privatperson i Europa.
Således har de europæiske lande sadlet sig selv op med en enorm dødvægt, som fuldstændig ruinerer de europæiske virksomheders muligheder for at konkurrere på verdensmarkederne, og de europæiske økonomier er i frit fald.
Og som om det ikke er rigeligt, er det så ikke den eneste dødvægt, de europæiske økonomier trækkes med. Velsagtens fordi vi igennem en lang årrække opfattede os selv som rige og derfor som havende et økonomisk råderum til at tage de økologiske og ressourcemæssige udfordringer alvorligt, er EU gået foran og har indført mængder af lovgivning, der tilgodeser disse hensyn men belaster produktiviteten og konkurrenceevnen. Så når vores politiske ledere kaster sig ud i et geopolitisk korstog, og bunden går ud af vores økonomier, da virker får disse ekstrabelastninger pludselig en meget negativ konsekvens.
Og oveni i det kommer så belastningerne fra det eller mindre vildtvoksende bureakrati indenfor EU. Som snusfornuftige amerikanske bæredygtighedsforkæmper Joel Salatin siger, ’we ask too much salvation by legislation’. Velsagtens ud fra de bedste ønsker om at skabe smidige og ensartede forhold indenfor hele regionens økonomi, har EU udstukket regler og direktiver i en uendelighed, og al denne lovgivning kunne vi såvel bære, så længe vi opfattede os selv som rige og velsagtens et langt stykke af vejen også var velstående. Men igen bliver vægten af alle disse bureaukratiske procedurer en temmelig ondartet ekstrabelastning, når værditilvæksten indenfor økonomien kommer under stort pres.
Draghi-rapporten adresserer disse forhold, nok ikke vinklet helt som jeg gør det her, ligesom Draghi-rapporten heller ikke kan drage en konklusion så konsekvent, som jeg er tilbøjelig til at gøre her. Efter min opfattelse er vi igennem de europæiske lande nødt til at indse, at vi politisk har handlet på måder, hvor vi har sat vores velstand over styr. Og jo før vi indser, at vi faktisk er temmeligt meget på spanden, jo bedre. Så snart vi accepterer, at vi er trådt ind i en ny virkelighed, hvor vi skal operere på meget anderledes måder end vi har været vant til, vil vi indse, at der er behov for nogle helt andre grader af fleksibilitet igennem vores samfund, for derigennem at åbne for nogle andre grader af innovation og effektive former for samfundsorganisation.
Dette er selvfølgelig alt for kontant til, at Draghi kan sige det. Draghis mandat var jo ikke at begynde at sætte spørgsmålstegn ved de etablerede magtstrukturer. Og således er Draghis rapport på mange måder latterligt inferiør og virkningsløs, som snart sagt enhver anden rapport der udsendes fra vores politiske systemers officielle organer.
Men var der ingen af de politiske ledere, der kunne se hvor disse forudgående politiske udviklingslinjer bragte os hen? Eller rettere, hvorfor kunne de ikke se disse konsekvenser, når en amatør som mig og mange andre godt kunne se det? Også for ti år siden i forlængelse af Maidan-kuppet? Hvorfor har de politiske ledere i Europa valgt at gå en vej, som ruinerede de europæiske økonomier?
Ukrainekonflikten var alle dage et angloamerikansk projekt, som griber tilbage til den atlantisistiske idé om, at Storbritannien og USA må ikke lade alt for venskabelige og driftige samarbejdsrelationer udvikle sig mellem landene bundet sammen af de europæiske og asiatiske kontinenter. Skulle sådanne tætte samarbejdsrelationer udvikle sig, ville USA og Storbritannien risikere at blive henvist til en sekundær geopolitisk rolle. Disse angloamerikanske geopolitiske målsætninger går tilbage til Mackinder omkring starten på det 20. århundrede, blev så at sige suverænt implementerede under Den Kolde Krig, og da Muren så faldt, gik der ikke mere end nogle få år, førend disse strategier blev genopvakt med stor gennemslagskraft af Zbigniew Brzezinskis ’The Grand Chessboard’.
Så USA og Storbritannien har haft en geopolitisk målsætning om at så splid på tværs af det eurasiske kontinent, det gode spørgsmål er, hvorfor gik de europæiske politiske ledere med på disse selvdestruktive planer? Det er der mange aspekter af, hvor kontrollen over medierne, herunder de sociale medier, spiller en stor rolle, men efter min opfattelse kan de europæiske lederes adfærd ikke forklares bare igennem sådanne former for påvirkning. Det er her, at jeg selv mener, jeg fandt et afgørende clue i den vedhæftede artikel.
At bede Mario Draghi om at forestå denne undersøgelse af stadet af Europas økonomi svarer i mine øjne til, da Bush-regeringen udpegede Henry Kissinger som formand for The 9/11 Commission. Et valg der vakte offentlig opstandelse, hvorpå man renoncerede, og gik med en anden omtrent lige så anløben karakter i form af Philip Zelikow. Draghi er om nogen i centrum af den dybe korruption i EU’s politiske system, og denne korruption er så på sin side forklaringen på, hvorfor der ikke er nogen integritet, ingen politisk rygrad, blandt de europæiske ledere.
Selv når jeg giver mine stærkeste anbefalinger til mine læsere her, om at stave sig igennem denne artikel fra Financial Times i juni 2013, er der muligvis kun få, der fanger hvorfor denne artikel er så uhyggeligt afslørende.
Hvad der var gået forud, var udarbejdelsen af Maastrichttraktaten, som udstak retningslinjerne for etablering af euroen. Og der i begyndelsen af 1990’erne var tyskerne stadigt mærkede af de kollektive erindringer om den tyske valutas sammenbrud i starten af 1920’erne, og særligt tyskerne forlangte nogle påholdende økonomiske kriterier for de europæiske landes optagelse i euro-samarbejdet. Der var givetvis mængder af sekundære kriterier, men de to store var kriterierne om, at det pågældende land ikke måtte have en offentlig gæld, der oversteg 60 pct. af landets BNP, og det pågældende land måtte ikke have et større underskud på sit statsbudget end 3 pct.
Disse kriterier frembød enorme udfordringer for Italien og Grækenland og vist nok også Spanien, Portugal og Irland. Omvendt var der en meget stærk politisk vilje i de øverste lag i retning af at få etableret euroen, og det var her, at de amerikanske storbanker i form af JP Morgan og Goldman Sachs kom den politiske elite i disse lande til undsætning. Allerede da i anden halvdel af 1990’erne var markederne de særlige finansielle produkter i form af futures- og swap-kontrakter vokset til astronomiske størrelsesordener på hundredevis af milliarder dollars. Og hvad der var så specielt ved disse futures– og swap-kontrakter var, at de var ikke underlagt nogen former for oplysningspligt til de nationale finanstilsyn, og der var ingen restriktioner på vilkårene for at skrive og sælge disse kontrakter.
Disse højst ejendommelige omstændigheder gjorde, at de amerikanske storbanker kunne komme ind, og gennemføre gældssaneringer af de mere gældsatte europæiske stater ved at flytte store dele af deres gældsforpligtelser over i former for derivatkontrakter. Og da der ikke var (og er) nogen oplysningspligt for disse kontrakter, kunne de amerikanske storbanker få store dele af de mere gældsatte staters gæld til at forsvinde, herunder også (til at starte med) udgifterne til at vedligeholde disse kontrakter.
Som det fremgår af artiklen, lykkedes det således for Italien at nedbringe underskuddet på statsbudgettet fra 7,7 pct. i 1995 til 2,7 pct. i finansåret 1998, uden at der var sket nævneværdige ændringer i skatteforhold eller offentlige services. Og hvem sad i det italienske finansministerium sammen med JP Morgan-storbanken og bryggede disse modeller sammen? Mario Draghi. Og siden fulgte så Grækenland og muligvis en eller flere af de ovennævnte lande.
Men hvad artiklen så også fortæller er, at det italienske finansministerium efterfølgende så sig selv fanget i at skulle forny disse hemmelige derivatkontrakter, og som det fremgår til nogen priser, der langt overstiger udgifterne, havde den samme gæld været indhentet gennem salg af statsoligationer.
Hvad vi taler om her, er et massivt politisk og finansielt fuck-up. Hver af disse lande, der sadlede sig selv op med disse gældssaneringer, sad pludselig i saksen, og var blevet gældsslaver for Wall Street. Og pengen begyndte at fosse ud af de respektive statskasser, men der var intet man kunne gøre. Man havde jo skrevet under, og sad i saksen. Eller jo, der var faktisk én ting, man kunne have gjort, og det var at gå ud i offentligheden og vedgå, at man havde ladet sig bedrage, og havde på den baggrund truffet nogle dybt uheldssvangre valg, og med denne vedgåelse ville kontrakterne blive så stærkt udfordrede, og nogle nye og mere rimelige ordninger måtte udarbejdes i stedet.
Men det kunne man ikke få sig selv til at gøre. Og ingen mere end nogen andre, kunne Mario Draghi altså ikke få sig selv til at vedgå sit fuck-up, der trak alle de andre efter sig. Og så var vejen af korruption og tab af integritet og politisk rygrad ligesom lagt. Det er denne knibe, denne bagvedliggende drivkraft i den europæiske politiske og økonomiske selvdestruktion, som jeg kalder The Collusion Architecture.
Og anskuet på den måde er det omtrent umuligt at forestille sig, at EU og de europæiske lande overhovedet vil lykkes med at få styr på noget som helst, førend at disse beskidte slavebindinger bliver blotlagt. Det er blandt andet derfor, at jeg personligt er så varm en fortaler for gennemførelsen af omfattende sandhedskommissioner igennem de europæiske lande.
Karsten Kølliker, 62 år, arkitekt. Efter 20 år på førende tegnestuer i Danmark tog jeg tre år i refleksion og en begyndende blogaktivitet 2012-2015. Har siden arbejdet som arkitekt i en kommune, og har samtidig fortsat min blogaktiviteter (tjek sitet kolliker.co).
Mine blogaktiviteter har tre hovedspor: 1. Hvordan USA’s imperiedrømme gennem korruption har ædt Vesten op indefra, 2. De skjulte sider af vores finanssystemer og 3. Betydningen af den intuitive tilgang til virkeligheden og hvordan individet er rodfæstet i verden.
Les også:
