EUs amerikanske forbindelse

4
Stedet hvor Rom-traktaten blev underskrevet 25 marts 1957. FOTO: Wikipedia

Fra den danske avisa Arbejderen.

EU er skabt og formet af storkapitalen med hjælp fra amerikanske efterretningsfolk. Der går en lige linje fra Schuman-erklæringen i 1950 til EU, som vi kender det i dag. Den udemokratiske overnationale struktur har været til stede hele vejen igennem.

Romtraktaten har fødselsdag den 25. marts. På denne katolske helligdag er det i år 60 år siden, at Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i 1957 underskrev aftalen om at danne et fælles marked. Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF) så dagens lys.

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab var et udpræget koldkrigsprojekt. Kapitalismen skulle genrejses efter krigen.

Samtidig dannedes EURATOM, et samarbejde om atomkraft. Herfra udvikledes det EU, vi kender i dag. Grundelementerne går dog endnu længere tilbage. De var allerede i støbeskeen i de første år efter Anden Verdenskrig.

Stedet hvor Rom-traktaten blev underskrevet 25 marts 1957.
FOTO: Wikipedia

Ifølge den gængse historieskrivning blev «Det Europæiske Kul- og stålfællesskab», forløberen for EF og EU, udviklet af visionære mænd, som ville skabe fred og velstand. Det var folk som den franske premier- og udenrigsminister Robert Schuman(1), den polskfødte økonom Joseph Retinger(2), Jean Monnet fra Frankrig og Poul-Henri Spaak(3) fra Belgien. I kulissen Churchill og den vesttyske Kansler Adenauer.

I fejringen af disse «visionære mænd» gik dele af den katolske kirke i 2004 så vidt som at foreslå, at Robert Schuman blev saligkåret. Det lykkedes ikke, Schuman opnåede ikke helgenstatus. Virkeligheden var da også mere kompleks og ikke nær så lyserød.

Potsdam-konferencen

Vi skruer tiden tilbage til sommeren 1945. Nazityskland er nedkæmpet, Europa ligger i ruiner, millioner er døde, og produktionsapparatet smadret.

Sovjetunionen har båret hovedbyrden i nedkæmpelsen af fascismen, og socialismen er tillokkende for mange. Kapitalismen er miskrediteret på grund af dens støtte til Hitlerregimet. Tyskland er delt i fire besættelseszoner, og Berlin er delt i en øst- og vestsektor. I Potsdam ved Berlin mødes Churchill, Truman og Stalin for at fastlægge Tysklands status i et fremtidigt Europa.

Churchill har længe presset på for at få denne konference i stand, men Truman har trukket tiden ud, fordi han havde ventet på at få en trumf på hånden. Da konferencen begynder den 17. juli, kender Truman endnu ikke resultatet af den første prøvesprængning af en atombombe, som er foregået dagen inden i New Mexicos ørken.

Under mødet får Truman en kryptisk besked af sin sekretær. Nemlig at «det blev en dreng». Sådan lød koden, som betød, at prøvesprængningen var lykkedes.

Med denne trumf i baghånden kan Truman for alvor gribe efter den globale magt. Midt under konferencen må Churchill forlade Potsdam. Han har tabt det britiske valg og bliver erstattet af Labourlederen Clement Attlee.

Truman og bomben

Potsdam- konferencen beslutter, at Tyskland fremover skal afmilitariseres, afnazificeres og samtidig forblive én økonomisk enhed. Konferencen slutter den 2. august. Fire dage senere spiller Truman sin trumf ud med atombomben over Hiroshima. Nu er det åbenlyst for alle, at USA har globale ambitioner.

Strategien fastlægges i «Trumandoktrinen» fra 1947. Kommunismen, og alt hvad der ligner, skal inddæmmes, bekriges og bekæmpes

I de kommende år opbygger de amerikanske imperialister en lang række organisationer, der skal sikre deres verdensherredømme. Her skal blot nævnes, at IMF og Verdensbanken blev dannet i 1945. CIA får sin nuværende form i 1947. NATO dannes i 1949. Europa oversvømmes med amerikansk propaganda fra radiosendere og i form af film, bøger og forbrugsvarer.

Fagforenings-, kultur- og mediefolk kommer på CIA’s lønningsliste. Strategien fastlægges i «Trumandoktrinen» fra 1947. Kommunismen, og alt hvad der ligner, skal inddæmmes, bekriges og bekæmpes. Politisk, økonomisk, militært og kulturelt køres kanonerne i stilling.

Det er i Europa, at hovedslaget skal stå! Snart er Potsdamaftalen ikke det papir værd, den er skrevet på. Snart er Tyskland delt, og det mest oprustede område i verden. De gamle nazister kommer til ære og værdighed i Vesttyskland. Med sin berømte tale i Fulton, Missouri, i marts 1946 sænker Churchill jerntæppet ned gennem Europa.

Året efter sætter USA Marshallhjælpen i værk som en støtte til de vesteuropæiske lande. Bagtanken er naturligvis at åbne Europa for amerikansk kapital. I Storbritannien er der en del skepsis mod amerikanernes planer, især i Labour. I Frankrig nægter havnearbejderne at losse de amerikanske varer.

Marshallhjælpen bliver ikke den succes, de amerikanske strateger havde håbet på. Der må nye tiltag til. Vejen er et forenet Europa. «Europas Forenede Stater» efter amerikansk mønster.

CIA på banen

I foråret 1948 dannes i USA «American Committee on United Europe» ( ACUE). Formålet er at påvirke debatten i Europa i en føderal retning. Samtidig stiftes European Movement (Europabevægelsen) på et møde i Haag under forsæde af Churchill. Her mødes føderalister fra mange lande. Fra Danmark deltager bl.a. A.P. Møller og finansminister Thorkild Kristensen.

Disse to organisationer kommer til at spille hovedrollen ved dannelsen af «Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab» i 1952 og Romtraktaten i 1957. Det er ACUE, der fører dirigentstokken!

Frigivne amerikanske regeringsdokumenter(4) viser, at centralt placerede efterretningsfolk i 1950’erne og 1960’erne kørte en kampagne for at fremme et forenet Europa. De styrede og støttede European Movement.

Formand for ACUE var en tidligere leder af OSS (USA’s efterretningstjeneste under krigen) Donovan og næstformand den senere CIA-direktør Allen Dulles. Dokumenterne viser, at ACUE finansierede European Movement. I 1958 var det 53 procent af bevægelsens budget.

En belgisk direktør (Baron Boel) modtog hver måned pengene på en særlig konto. Pengene stammede fra Ford- og Rockefeller Foundations og fra firmaer tæt på USA’s regering. Lederne af European Movement, Retinger, Schuman og Spaak, blev betragtet som lakajer («hired hands») af deres amerikanske sponsorer.

Den amerikanske rolle i dannelsen af Kul- og Stålunionen og helt frem til Storbritanniens optagelse i EF i 1973 blev håndteret som en hemmelig operation. En operation, der havde støtte fra både USA’s præsidenter og udenrigsministerium. I et notat fra ACUE’s europæiske afdeling dateret 11. juni 1965 rådes EF’s finanskommissær Robert Marjolin(5) til at skabe en monetær union. ACUE har således ikke kun sponsoreret den europæiske enhed, men også styret begivenhederne politisk.

Schuman-erklæringen

På fem-årsdagen for Nazitysklands endelige kapitulation den 9. maj 1950 fremlagde Robert Schuman et aktstykke i den franske nationalforsamling. «Schuman- erklæringen», som det kom til at hedde, opridsede både de organisatoriske og politiske rammer for dannelsen af Kul- og Stålunionen. Hovedtesen i erklæringen er, at en fælles styring af kul- og stålproduktion vil skabe fred mellem Frankrig og Tyskland. I Schuman-erklæringen formuleres det sådan:

 Schuman- erklæringen opridsede både de organisatoriske og politiske rammer for dannelsen af Kul- og Stålunionen.

«Det franske regering foreslår at stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stål under en øverste, fælles myndighed, nemlig en organisation, der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa.

Fælles kul og stålproduktion vil øjeblikkeligt sikre tilvejebringelsen af fælles grundlag for økonomisk udvikling, første etape mod den europæiske føderation. Det vil ændre disse egnes skæbne, der længe har været helliget fremstilling af våben til krige, som de selv bestandig har været ofre for.

Den produktionssolidaritet, der således vil blive knyttet, betyder, at enhver krig mellem Frankrig og Tyskland bliver ikke alene utænkelig, men også umulig. Oprettelsen af denne betydelige produktionsenhed, der vil stå åben for alle de lande, der vil deltage i den, og endelig give alle de lande, den forener, de grundlæggende forudsætninger for industriel produktion på samme betingelser, vil danne det reelle grundlag for deres økonomiske forening.

Denne produktion vil blive tilbudt alle uden forskel eller udelukkelse for at bidrage til højnelse af levestandarden og fremme fredsbestræbelserne. Europa vil med øgede midler kunne fortsætte varetagelsen af en af dets væsentligste opgaver: udviklingen af det afrikanske kontinent. Således vil der enkelt og hurtigt kunne ske en sammensmeltning af interesser, som er nødvendige for oprettelse af et økonomisk fællesskab, og som danner spiren til et større og dybere fællesskab mellem lande, der længe har været adskilt ved blodige uoverensstemmelser.»

Kan man forestille sig, at Frankrig og Vesttyskland skulle gå i krig mod hinanden i begyndelsen af den kolde krig? Nej, vel! Alle kanoner er vendt mod øst på det tidspunkt. Herfra stammer myten om EU som fredens projekt.

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

Det europæiske kul- og stålfællesskab (EKSF), som trådte i kraft i 1953, byggede i det store og hele på Schuman- erklæringen. «Den Høje Myndighed» (senere Kommissionen) skulle styre den fælles kul- og stålproduktion og handel. Beslutningerne flyttes herved væk fra landenes parlamenter til en ikke-folkevalgt forsamling. Herfra stammer EU-kommissionens eneret til at fremsætte lovforslag.

EU’s udemokratiske struktur kan allerede ses på dette tidspunkt. Der skabes et fælles marked for kul og stål uden told. Herfra stammer det indre marked. Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg tilsluttede sig traktaten.

Det var tyske kul- og stålmagnater, som Alfred Krupp og Freidrich Flick, der havde skabt og formet Hitlerregimet. De havde leveret kul og stål til krigen, de havde brugt fanger som slavearbejdere. De var med hele vejen til sammenbruddet i 1945.

I Nürnberg blev de idømt henholdsvis 12 og syv års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden. De blev løsladt efter nogle få år. De slap ud tidsnok til at deltage i de nye tider. Med Kul-og Stålunionen var de sikret mod indblanding fra demokratisk valgte politikere og krav om nationaliseringer af deres virksomheder. De kunne igen tjene formuer på oprustning, denne gang i NATO-regi. Da Friedrich Flick døde i 1972 var han den rigeste mand i Vesttyskland og dekoreret med landets to højeste ordener. Herfra stammer parløbet mellem storkapital og EU-kommissionen.

Jean Monnet

I denne forbindelse er det interessant at kigge på en af de centrale personer i den tidlige fase af Det europæiske kul- og stålfællesskab, nemlig franskmanden Jean Monnet.

Europas nationer bør ledes i en retning mod oprettelse af en superstat, uden at befolkningerne opfatter, hvad der er ved at ske.
Jean Monnet

Jean Monnet (1888-1979) var politisk rådgiver for både amerikanske og europæiske regeringer og forretningsmand. Han blev aldrig valgt til en politisk post, men var den første formand for «Den Høje Myndighed», forløberen for EU-kommissionen. I 1930’erne drev han forretninger i USA. Her var han blandt andet i kontakt med Rockefeller og brødrene Allen og John Foster Dulles. Brødrene havde samtidig gode forretningsforbindelser til Nazityskland, blandt andet til Krupp.

Efter krigen blev Dulles-brødrene centralt placeret i amerikansk politik som henholdsvis CIA-direktør og udenrigsminister. Det er således gamle kendinge, der arbejder sammen om dannelsen af et føderalt Europa. Monnet binder trådene sammen. Han er citeret for at sige: «Europas nationer bør ledes i en retning mod oprettelse af en superstat, uden at befolkningerne opfatter, hvad der er ved at ske».

Bilderberggruppen

Vi har set, hvordan USA’s efterretningsvæsen styrede European Movement. Nu kommer en ny «hemmelig» spiller på banen, Bilderberggruppen.

I 1954 holder erhvervsfolk og toppolitikere fra USA og Europa et hermetisk lukket møde, som foregår på hotel Bilderberg i Holland.

Meget tyder på, at Bilderberggruppen har været fødselshjælper for dannelsen af EF. På mødet i 1955 satte Bilderberggruppen en fælles valuta på dagsordenen, omkring 40 år før den blev ført ud i livet.

Mødets vært er prins Bernhard af Holland. Ideen stammer fra Joseph Retinger, som vi kender fra European Movement. Siden er disse møder afholdt hvert år, og der er ikke sluppet meget ud om, hvad der er blevet diskuteret. Mødet i 1955, afholdt i den Vesttyske by Garmisch-Partenkirchen 23.-25. september, danner en undtagelse. En kortfattet rapport fra mødet er nået frem til pressen via BBC og Wikileaks. Her står blandt andet, at der er «presserende behov for bringe det tyske folk sammen med andre europæiske folkeslag ind i et fælles marked».

Planen er følgende: «På kortest mulig tid at nå frem til den højeste integrationsgrad, begyndende med et fælles europæisk marked». Videre hedder det: «Det kan være bedre at fortsætte gennem udviklingen af et fælles marked ved hjælp af overenskomst (mellem landene), snarere end ved skabelsen af nye høje autoriteter».

Sagt med andre ord, så vil et fælles marked skabe behovet for en politisk overbygning. En taktik, som har været brugt lige siden.

På mødet i 1955 satte Bilderberggruppen desuden spørgsmålet om en fælles valuta på dagsordenen, omkring 40 år før den blev ført ud i livet.

Meget tyder således på, at Bilderberggruppen har været fødselshjælper for dannelsen af EF.

Romtraktaten

Blot halvandet år efter mødet i Garmisch-Partenkirchen dannedes Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF). Den 25. marts 1957 undertegnedes «Romtraktaten» af Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg.

I præamblen skitseres den kommende udvikling: «Signaturlandene er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk».

I EØF-traktatens artikel to fastslås, at: «Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked og gennem gradvis tilnærmelse af medlemsstaternes økonomiske politik at fremme en harmonisk udvikling af den økonomiske virksomhed i Fællesskabet som helhed, en varig og afbalanceret ekspansion, en øget stabilitet, en højnelse af levestandarden og snævrere forbindelser mellem de stater, som det forener».

Fællesmarkedet bygger på de «fire friheder»: Fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser, varer og kapital. Der oprettes et fælles økonomisk område og indføres fri konkurrence mellem virksomhederne.

Samtidig skabes der grundlag for en yderligere tilnærmelse af vilkårene for markedsføringen af produkter og tjenesteydelser end den, der var fastsat i de andre traktater (EKSF).

En lige linje

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF, var et udpræget koldkrigsprojekt. Kapitalismen skulle genrejses efter krigen.

Der går en lige linje fra Schuman-erklæringen til EU, som vi kender det i dag. Grundlæggerne har tænkt langt. EU’s nuværende institutioner er en kopi af EKSF’s institutioner. Den udemokratiske overnationale struktur har været til stede hele vejen igennem.

EU er skabt og formet af storkapitalen med hjælp fra amerikanske efterretningsfolk. EU vil gå til grunde gennem et folkeligt oprør!

Ligeledes blev det politiske hovedindhold fastlagt fra begyndelsen. Frikonkurrence, kapitalisme og markedsgørelse af de europæiske samfund.

Det begyndte med kul og stål. Med Romtraktaten og Den Europæiske Fælles Akt 1986 (Det indre marked) udbyggedes det fælles marked. Teksten til aftalen om det indre marked var i øvrigt en afskrift af en hvidbog fra «European Round Table of Industrialist».

I Maastrichttraktaten (1992) gik man videre med den politiske opbygning og EF blev til Den europæiske Union. Med de senere traktater og pagter er EU godt på vej mod Monnets superstat. En superstat skabt hen over hovederne på befolkningerne.

EU er skabt og formet af storkapitalen med hjælp fra amerikanske efterretningsfolk. EU vil gå til grunde gennem et folkeligt oprør!

NOTER:

1) Robert Schuman (1886-1963), fransk premierminister 1947-48, hvor han bl.a. satte hæren ind mod strejkende arbejdere. Udenrigsminister 1948-52, formand for EF’s parlamentariske forsamling 1958-60.

2) Joseph Retinger (1888-1960), polsk født politisk rådgiver, involveret i gennemførelsen af Marshall-hjælpen, nøglefigur i de fleste af de store kongresser og foreninger, der arbejdede for et føderalt Europa, central person i European Movement, ophavsmand til Bilderbergmøderne.

3) Paul-Henri Spaak (1899-1972), belgisk premierminister 1938-39, 1946 og 1947-49. 1946 første formand for FN’s generalforsamling,1948 formand for Europarådets rådgivende forsamling, 1952 formand for Kul- og Stålunionens parlamentariske forsamling, 1955-56 formand det udvalg, der udarbejdede Romtraktaten, 1956-61 generalsekretær for NATO, 1961-66 belgiske udenrigsminister.

4) The Telegraph 19.09.2000

5) Robert Marjolin (1911-86), elev af Jean Monnet, uddannet på Yale University med midler fra Rockefeller, generalsekretær for OEEC 1948-55, EF-kommissær for økonomi 1958-67.

KILDER:

Postdam 1945. Deutscher Taschenbuch Verlag 1963.
The Telegraph. 19.09.2000.
OSS, CIA and European Unity. Richard Aldrich, University of Nottingham, 1997.

KampanjeStøtt oss

4 KOMMENTARER

  1. Dette er bra informasjon for de som skal på LO-kongressen i mai og ennå engang behandle EØS-avtalen. Det er viktig at de forstår at EU-prosjektet er skapt av fagbevegelsens motkrefter og må bekjempes for at fagbevegelsen skal gjenvinne sin innflytelse i Norge som i resten av Europa.

LEGG IGJEN EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.