Nakba, øyenvitner til katastrofen

Originaltitel: Nakba, Katastrof inför våra ögon.

Af Bernt Hermele og Cato Lein.

Udgivet på forlaget Solidaritet 2026

Anmeldelse: Irja Johansson – september 2026.

Nakba, Øjenvidner til katastrofen” kan næsten ta’ vejret fra én.

Det er en bog med interviews og fotografier af 70 palæstinensiske flygtninge, der har oplevet Nakbaen (katastrofen) i 1948, hvor 750.000 palæstinensere med vold blev fordrevet fra deres hjem, som derefter blev overtaget af jødiske bosættere.

Disse mange interviews og fotografier har Bernt Hermele og Cato Lein gennemført over tre år på den besatte Vestbred, i Jordan, Libanon, Sverige og Israel. Som der står på bogens bagside, er det stemmer fra rige og fattige, fra velbjergede kvarterer og elendige flygtningelejre.

Bernt Hermele (født 1953 i Stockholm) er svensk journalist, forfatter og dokumentarist. Bernt Hermele har bla. lavet en dokumentar produceret i 2005 om sin jødiske mor, Perla Hermele. Den hedder: ”Min mor dödades av en självmordsbombare.” Moderen var én ud af tredive, der blev dræbt af selvmordsbomber på Park Hotel i Netanya, Israel i 2002. (Dokumentaren kan ses på YouTube.)

Bernt Hermele er en aktiv og meget efterspurgt foredragsholder, der holder foredrag med udgangspunkt i historiske traumer, fred og forsoning.

Cato Lein er en norsk født portrætfotograf og kunstner. Han har boet og arbejdet i Sverige siden 1980. Der står om ham et sted, at han ”nærmer sig hver person forsigtigt og med respekt. Han kommer tæt på og personligt. Hver person fotograferes med værdighed, åbenhed og enkelhed. Beskueren kan næsten røre ved personerne.”

Det er hvad man oplever, når man ser billederne og læser interviewene. De sort-hvide fotografier griber én. De er vedkommende og betydningsfulde fra først til sidst. Bagerst i bogen er der mange klargørende, interessante og faktuelle oplysninger med ordliste, tidslinjer, grafer og forklaringer, f.eks. om eksproprieringer og den procentvise befolkningssammensætning gennem årene.

Det første billede i bogen er et udtryksfuldt portræt af en midaldrende palæstinensisk kvinde iklædt et hvidt hovedklæde/ hijab. Hun har stærke øjne præget af sorg og modgang, men hun ser på beskueren med et klart og åbent blik og står oprejst med en ligefrem og naturlig værdighed. Hendes navn er Hayat Dawud Muhammad al- Qawasmi. Hendes citat:

”Jeg er ikke bange for jøderne, men jeg er bange for hele verden, som sover, mens dette foregår.”

Det allersidste billede i bogen er af en ældre palæstinensisk mand, træt og fortvivlet. Han sidder i en damaskbetrukken sofa i sin lange grå kjortel og hvide, arabiske hovedbeklædning. Hans bare fødder stikker frem af kjortlen og hviler på et arabisk tæppe. Han sidder med en stok i den ene hånd, mens den anden er holdt op foran hans skjulte ansigt. Den gamle mand er foroverbøjet, og det ser ud som han har givet op og græder.

Forfatteren skriver 24. september 2025: ”Siden denne bog udkom på svensk for to et halvt år siden, er virkeligheden løbet fra sproget. Det er, som om de gamle ord er slidt op. Ord som fordrivelse, etnisk udrensning, besættelse og massegrave rækker ikke til at beskrive Israels fortsatte krigsførelse mod Gazas befolkning. Gazas befolkning er på det seneste selv begyndt at anvende ordet Maqtalah – det arabiske ord for slagtehus.”

”Nakba, Øjenvidner til katastrofen,” begynder med dokumentationen af Nakba og slutter med Maqtalah. (slagtehus.)

Jeg sidder med en vigtig bog i hånden, fuld af gru og ærefrygt og kan slet ikke lade det hele trænge ind. Det må komme lidt efter lidt. Der er så mange smukke og sigende ansigter, så mange stemmer og beretninger fra disse voldsomme skæbner. En bog som jeg ikke véd hvordan jeg skal anmelde og formidle med andet end fattige ord, fulde af afmagt over så megen lidelse.

Bogen er et gennemarbejdet vidnesbyrd med sit kunstneriske format, der lægger stoffet frem så enhver kan tage almenmenneskelig stilling til hvad man mærker. Og om man vælger had eller hævn over uretten eller fred og fremkommelighed.

At bogen nu ligger på dansk er af stor betydning for bogens budskab og videre færd ud i verden. Mette Buhl har oversat bogen, så det danske sprog er blevet fuldtonet, rent og flydende.

Lad denne bog blive din, dels som vidnesbyrd om det værste, mennesket kan gøre mod sin næste i vores tid. Men også som et vidnesbyrd om menneskers overlevelseskraft, i dette tilfælde palæstinensernes enestående mod og livsvilje.

Bogen er et vidnesbyrd om at menneskeheden står ved en korsvej med bevidstheden om denne katastrofe som udgangspunkt for en retning fremad med fred og retfærdighed i sigte.

Det er usædvanligt at Bernt Hermele med sin jødiske baggrund har formået at trænge ind i Palæstinensernes katastrofale historie, for at kunne være midt i dette spændingsfelt af uretmæssig lidelse med baggrund i sin mors katastrofale død. Bogen er et vidnesbyrd, skabt  med en stor menneskelig kapacitet og erfaring, som man her kan trække viden af.

Jeg kan kun anbefale denne bog.