oss 100 kroner!
Ungdomsopprørets og kvinnefrigjøringens oppgjør med autoriteter og politisk engasjement fra slutten av 1960-tallet og frem til «murens fall» i 1989 har etter min mening snudd til sin egen motsetning i dag.
Villy Lauridsen, Danmark.
Denne udvikling skal uden tvivl ses i lyset af netop murens fald og den efterfølgende globale, nyliberalistiske revolution, men samtidig…….og helt aktuelt, som en følge af informationsteknologiens besættelse af børne- og ungdomskulturen.
Det siger sig selv, at en fremstilling af børne- og ungdomskulturens udvikling på baggrund af informationsteknologiens fremmarch, uden at se udviklingen i en samlet kontekst, der også inddrager teknosamfundets overtagelse/inddragelse af voksenlivet og erhvervslivet, kan forekomme både usaglig og uvidenskabelig. På den anden side oplever jeg det som vigtigt at iagttage, hvordan teknosamfundet styrer og former børn og unges tilværelse i dag. Uden denne viden er man i hvert fald i undervisningssektoren ude af stand til at fremme de ønskede didaktiske og pædagogiske mål, som ikke blot systemet men også den enkelte underviser tilstræber.
Kritikere af påstanden om informationsteknologiens ”besættelse” af børne-ungdomskulturen kunne muligvis indvende, at perioden fra 1960erne til ”murens fald” var en anden og helt speciel tid.
Alle der var aktive deltager i disse år levede i årene efter 1989, og muligvis også i dag , stadigvæk i bevidstheden om ungdomsoprørets og kvindefrigørelsens landvindinger – det antiautoritære, kønnenes ligestilling, basisgrupper, ”levende” græsrodsbevægelser, demonstrationer, bredt politisk engagement etc. etc.
Alt dette synes efter en objektiv (?!) vurdering at være slået over sin egen modsætning.
En helt almindelig oplevelse som lærer på en ungdomsuddannelse er elever, der udstråler apati, uvidenhed og ligegyldighed i forhold til politik og samfundsforhold generelt.
Ungdomsårgange der er opvokset med pcens- og Iphonens velsignelser , med underholdningsindustriens TV-shows, eksempelvis X-faktor, realityshows kombineret med reklameindustriens påvirkninger i døgndrift, har i de seneste årtier udviklet selvoptagethed og egocentrisme.
En plads i eksempelvis sociale medier opleves som vejen til egentlig livskvalitet. Stedet, hvor overfladisk anerkendelse, prestige og ekstrem overflade går hånd i hånd med det, der opfattes som et attraktivt liv.
En stor del af ungdomsoprørets børn/børnebørn oplever i dag helt åbenlyst sig selv som ”verdens navle”. Muligvis på grund af socialt pres, opbygges normer, der tilsiger, at man ”skal være på” alle døgnets vågne timer.
Umiddelbart efter elevernes hjemkomst tændes der derfor for pc`en fordi man på Facebook skal fortælle sine 1000 ”venner”, hvad man har oplevet siden i morges, hvad man skal spise til aften, og hvilken natkjole, man har tænkt sig at sove i den kommende nat etc..
Det absurde er, at man alene søger anerkendelse for de sider af personligheden, som man forestiller sig vil vinde respekt i deres begrænsede verden. Det sociale element i livet, fællesskabet, det politiske, det forandrende, der var det drivende element i ungdomsoprøret, har således udviklet sig til sin egen modsætning, nemlig til det ligegyldige, det selvoptagne, til det at stræbe efter ting, statussymboler og ikke mindst ”anerkendelse”. Man har derfor desværre ikke tid til at besøge sine bedsteforældre på plejehjemmet eller hjælpe sine forældre.
På ungdomsuddannelserne modtager vi i dag elever, der m.h.t. medieafhængighed ikke adskiller sig meget fra andre typer af ”narkomaner”.
Mobil – og pc-generationerne oplever ikke…., forstår ikke samtidens uhyggelige alvor, nemlig nyliberalismens dominans, krig, muligvis atomkrig, finanskriser, lavkonjunkturer, klimaproblemer, kontrol – og overvågning af verdens befolkninger på et niveau, der ville få ”Stasi” i DDR til at rødme af misundelse, mediernes ensretning, laboratorieudviklede epidemier etc. etc..
”At rette smed for bager” (Johan Herman Wessel 1777)
Det er ingen kunst at iagttage nye generationer af unge mennesker, og vel heller ikke at beskrive og vurdere deres adfærd. Spørgsmålet er imidlertid, om det er frugtbart, rimeligt og sagligt?
I Danmark er det eksempelvis en kendsgerning, at politikerne i deres iver efter at landet skulle blive et dominerende land rent teknologisk, anbefalede samtlige kommuner, at man skulle indkøbe Pcere til alle folkeskoler. (2012-14) . Politikernes krav til den danske folkeskole var samtidig, at alle grundskoler senest i 2014 skulle undervise deres elever digitalt. De pædagogiske og didaktiske implikationer havde de folkevalgte ingen forudsætninger for at vurdere.
Endog i danske børnehaver introduceredes børn fra dag et for pcèns fortræffeligheder. Selvom der ikke var angivet et specifikt tidspunkt for indførelse af PCere , havde de tilsyneladende gradvist fundet vej til brug for undervisningen og socialiseringen af selv denne børnegruppen (1).
Allerede fra dette tidlige tidspunkt var de danske politikere overbeviste om, at anvendelse af denne teknologi i folkeskolen skulle betragtes som en nødvendig kulturteknik på linje med læsning, skrivning og regning.
Danske unge er således med systemets velsignelse blevet socialiseret ind i denne teknoverden helt fra 4 års alderen. Kan en lignende udvikling genkendes i resten af Skandinavien? Jeg tror det.
I takt med den løbende udvikling af diverse teknologisk apparatur og danske familiers høje levestandard, er stort set alle unge danskere i dag ejere af en I-phone/smartphone med døgnadgang til de sociale medier (2)
Omfanget af unge menneskers daglige tidsforbrug på dette teknologiske vidunder andrager i gennemsnit 3-5 timer i døgnet, med stigende tendens. Samtidig fremgår det af kilde 3 , at hver enkelt mobilejer i gennemsnit tjekker deres telefon i snit 58 gange i døgnet. (3) Forklaringen på dette fænomen er uden tvivl , at det rent socialt forventes, at man ”er på” , og umiddelbart giver respons , hvis man kontaktes. Såfremt man ikke lever op til denne forventning, risikerer man social udstødelse af sine 1000 ”venner”.
Har denne udvikling været en pædagogisk/didaktisk fordel for et politisk system, der i årtier har fokuseret på kvalifikationstænkning i stedet for almen dannelse ? Tværtimod! Danske skoleelevers faglige niveau i de væsentligste fag dansk og matematik er i de årlige PISA-målinger så dårlige, at i gennemsnit hver 9.-10. folkeskoleelev i dag ikke kan bestå eksamen i dansk og matematik. I nogle dele af landet kunne hver 3. elev ikke bestå disse eksaminer. (4).
Faktum er, at teknofixet ikke engang i forhold til kvalifikationstænkningen har givet de ønskede faglige resultater. Tværtimod.
Disse kendsgerninger har gjort ondt på indbildske, danske politikere, der på alle internationale områder promoverer Danmark, som det land, der ”går i spidsen”, landet, der skal fremstå som forbillede for alle andre.
Aktuelle eksempler ud over teknofixet kunne være landets meget aktive deltagelse i og fortalere for krige, miljøkrav og coronaløgne.
De sociale fordele viser sig tilmed gennem adskillige undersøgelser at være stort set ikke eksisterende. Tværtimod trives en stor del af danske børn og unge meget dårligt. Faktisk så dårligt, at en netop offentliggjort undersøgelse viser, at skoleelevers- og gymnasieelevers trivsel aldrig har været lavere. (5)
I forbindelse med skolegang i skoler og gymnasier klager man over koncentrationsbesvær. En følge af, at man på de sociale medier hele tiden skifter fokus og ikke opholder sig på ret længe ad gangen på de enkelte sites. Både elever og lærere klager over urolige elever, der forstyrrer undervisningen etc., etc..
Mange unge på ungdomsuddannelserne oplever sociale og psykiske problemer. Især piger oplever ensomhed og et stort socialt pres, når det handler om udseende, popularitet og sociale relationer. (6).
Rekurs til Johan Herman Wessel
Det er tankevækkende at danske politikere først nu har indset, at det teknofix, man har satset på de seneste 10-15 år har alvorlige omkostninger for de involverede unge menneskers fundamentale kvalifikations- og dannelsesniveau, og i det hele taget for denne gruppes trivsel. Det har ellers været indlysende for enhver iagttager.
Politikerne forsøger nu ”at redde stumperne” ved at forbyde brugen af mobiltelefoner i både folkeskolen og på gymnasierne, såfremt brugen ikke umiddelbart har et fagligt sigte. På samme måde indskrænkes brugen af pcere til kontrolleret fagligt brug.
Umiddelbart synes det at være en håbløs kamp, al den stund, at stort set samtlige borgere- herunder naturligvis forældrene til alle børn og unge, selv bruger deres PCere og telefoner 24-7.
Hvem eller hvad skulle i øvrigt få¨børn og unge til at forholde sig kritisk til et teknosamfund, hvor brugen af de teknologiske vidundere, som tidligere nævnt af politikerne opfattes som en nødvendig ”kulturteknik”?
Jnf. Wessel er der ingen vej udenom. Vi må give børn og unge en ”undskyldning”.
I den vestlige verden vokser børn og unge op i samfund , hvor både produktion, administration, den sociale sektor og fritid som udgangspunkt har teknologi
Hvordan skulle børn og unge på den baggrund i det hele taget kunne udvikle sig anderledes?
Kunne man forestille sig, at modne voksne i de enkelte familier ville være i stand til at bevidstgøre deres egne børn og unge om de faldgruber, der følger af overdreven brug af de sociale medier, at bevidstgøre om konsekvenserne af at bruge store dele af sin fritid på skærme? Det ville som minimum kræve, at forældrene var politisk bevidste og ikke politiske analfabeter. Det er desværre ikke tilfældet.
Umiddelbart ”synes løbet derfor at være kørt” for den første generation, der fra børnehavealderen er blevet socialiseret ind i teknoverdenen.
Trods politikernes forståelse for konsekvenserne af denne udvikling , og de restriktioner, der skulle nedtone udviklingen, i det mindste i undervisningstiden, synes det i øvrigt umuligt at standse teknosamfundet og de sociale følger, det vil få for de kommende generationer
Begrebet ”udvikling” har i øvrigt altid været betragtet som nødvendigt og som noget positivt. Dette synes at være et meget uhensigtsmæssig udviklingssyn, al den stund at de ”tanker”/den ”praksis” udviklingen afskaffer måske været/er mere hensigtsmæssig for den enkelte og for menneskeheden.
Er det muligt at ændre den skitserede udvikling for børn og unge? Som verden ser ud i dag må svaret være et klart nej. Sammenhængen mellem brugen af medier og teknologi i det hele taget, på både arbejdsmarkedet og i voksenlivet signalerer et teknosamfund fra vugge til krukke.
Epilog
Hvis læseren har fået det indtryk, at jeg er modstander af mobiltelefoni og PCere i al almindelighed, er det en misforståelse. Generelt mener jeg, at internettet, og hvad deraf følger, er én af de største og vigtigste opfindelser i menneskehedens historie.
Det, jeg har forsøgt at forholde mig til, er konsekvenserne af den måde nettet anvendes på, og her ikke mindst brugen af de sociale medier.
Set i lyset af den politiske censur, som alle regeringer i den vestlige verden, herunder EU og de enkelte medlemslande (dog Ungarn og Slovakiet?), udsætter den enkelte borger for, MSMs useriøse manipulationer 24-7, journalisters selvcensur etc.,etc. tegnes konturerne af et begyndende fascistiske samfund sig tydeligt i horisonten.
Vi bør derfor KÆMPE for at fastholde de sociale medier, som vi endnu har. De giver os mulighed for at læse seriøse og kritisk analyserende medier som steigan, Derimot, Politikus m.fl..
Udløbsdatoen nærmer sig.
Kilder:
- DR1 1.10.2014
- Forbrugerrådet ”tænk”m13.5.2020
- ExplodingnTopics 4.12.2023
- https://www.ae.dk/analyse/2023-09-hver-ottende-elev-afsluttede-9-klasse-uden-at-bestaa-dansk-og-matematik-i-2023
- DR1 13.8.-24
- https://www.sst.dk/da/udgivelser/2022/Mental-sundheds-betydning-for-om-unge-gennemfoerer-en-uddannelse-og-faar-beskaeftigelse
Johan Herman Wessel (1742–85)
Smeden og Bageren
Der var en liden Bye, i Byen var en Smed,
Som farlig var, naar han blev vred.
Han sig en Fiende fik; (dem kan man altid faae,
Jeg ingen har, det gaae
Min Læser ligesaa!)
Til Uhæld for dem begge to
De træffes i en Kroe,
De drak (jeg selv i Kroe vil drikke;
For andet kommer jeg der ikke.
Anmærk dog, Læser! dette:
Jeg immer gaaer paa de honette.)
Som sagt, de drak,
Og efter mange Skieldsord, hidsigt Snak,
Slaaer Smeden Fienden paa Planeten.
Saa stærkt var dette Slag,
At han saae ikke Dag,
Og har ei siden seet’en.
Straks i Arrest blev Smeden sat.
En Feldskiær faaer den Døde fat,
Og om en voldsom Død Attest hensender.
Den Mordere forhøres og bekiender.
Hans Haab var, at han skulle hisset gaae,
Og der Forladelse af sin Modstander faae.
Men hør nu Løier! netop Dagen,
Før Dom skal gaae i Sagen,
Fremtriner fire Borgere
For Dommeren; den mest veltalende
Ham saa tiltalede:
„Velviseste!
Vi veed, paa Byens Vel De altid see;
Men Byens Vel beroer derpaa,
At vi vor Smed igien maae faae.
Hans Død opvækker jo dog ei den Døde?
Vi aldrig faaer igien saa duelig en Mand.
For hans Forbrydelse vi alt for grusomt bøde,
Om han ei hielpes kan.” —
„Betænk dog, kiere Ven! der Liv for Liv maae bødes.” —
„Her boer en arm udlevet Bager,
Som Pokker snart desuden tager.
Vi har jo to, om man den ældste tog af dem?
Saa blev jo Liv for Liv betalt.” —
„Ja,” sagde Dommeren, „det Indfald var ei galt.
Jeg Sagen at opsette nødes;
Thi i saa vigtig Fald man maae sig vel betænke,
Gid vores Smed jeg Livet kunde skienke!
Farvel godt Folk! jeg giør alt, hvad jeg kan.” —
„Farvel velvise Mand!” —
Han bladrer i sin Lov omhyggelig;
Men finder intet der for sig,
Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager;
Han sin Beslutning tager,
Og saa afsiger denne Dom:
(Hvem, som vil høre den, han kom!)
„Vel er Grovsmeden Jens
For al Undskyldning læns,
Og her for Retten selv bekiendte,
Han Anders Pedersen til Evigheden sendte;
Men da i vores Bye een Smed vi ikkun have,1
Jeg maatte være reent af Lave,
Ifald jeg vilde see ham død.
Men her er to, som bager Brød.”
„Thi kiender jeg for Ret:
Den ældste Bager skal undgielde det,
Og for det skedte Mord med Liv for Liv bør bøde,
Til velfortiente Straf for sig
Og ligesindede til Afskye og til Skræk.”
Den Bager græd Guds jammerlig,
Da man ham førte væk.
Moral
Beredt til Døden altid vær!
Den kommer, naar du mindst den tænker nær.
