oss 150 kroner!
Til Palæstina-demonstration i Aarhus. Klædt i sort, bærende på ”et barn” svøbt i et blodigt hvidt ligklæde.
Af Irja M. Johansson 17. maj 2025.
I 1955, boede jeg i Volden i Aarhus med mine forældre. Jeg var fem år gammel, da mine forældre sendte mig i Frelsens hærs søndagsskole lige i nærheden. En jul skulle der spilles krybbespil i Frelsens hær, og jeg blev udset som Jomfru Maria.
De voksne sagde, at jeg skulle på scenegulvet og bære Jesusbarnet. Det var en dukke, som en anden pige havde med. Hun blev forståeligt vred over afgivelsen af sin dukke og sagde til mig: «Jeg slår dig ihjel, hvis du taber min dukke». Jeg blev bange, og det eneste jeg tænkte på, var ikke at tabe Jesusbarnet i favnen; andet husker jeg ikke.
Et dødt barn i favnen
I dag bærer jeg igen ”et barn” i favnen. Jeg deltager i en demonstration, hvor vi går i stilhed gennem byen i solidaritet med et Palæstina, hvor flere tusinde mennesker er blevet lemlæstet og dræbt i massakrer. Nu snart på andet år – uden nogen har villet sætte en stopper for misgerningerne.
Demonstrationen bevæger sig gennem Aarhus gader med palæstinensiske og danske kvinder og mænd klædt i sort. De af os der kan og vil, bærer symbolsk et dødt barn svøbt i et ligklæde.
Ved denne demonstration vil jeg magte opgaven, for jeg kan ikke lade være. Men jeg ved ikke, om jeg symbolsk kan bære et dødt «barn» i favnen uden at græde – mens jeg sammen med de andre går i optog gennem gaderne.
Jeg vil i så fald give mig selv lov til at græde, også selvom Palæstina ikke er min hjemstavn, for det er tungt at bære «det dræbte barn» så tæt på kroppen.
Nogle af de palæstinensiske kvinder i Aarhus, som jeg går sammen med, bærer også symbolsk et dræbt barn. Med deres rødder er de på en helt anden måde end mig forbundne til uretten og ulykken.
De bærer langt mere gennemgribende på deres families tab og traumer og er derfor ramt på en langt dybere måde. De kommer fra Palæstina – et land hvor store magtfulde kræfter har taget fra de små. Uretten, smerten og sorgen over de forfærdelige tab af voksne og børn i familierne må sidde som en vedvarende tyngde i blodet.
At miste et barn, at miste en forælder
For hvad betyder forældres kærlighed overalt i verden, når forældre er bange for at miste deres børn – og børn bange for at miste deres forældre?
Karen Blixen skrev om noget af denne dybe og forbundne kærlighed i novellen «Sorgagre». Novellen handler om en mor, der måtte høste landsbyens ager på én dag, mens sognets herremand stod med en gæst og så på.
De to velbjærgede og hovne adelsmænd havde indbyrdes væddet om styrken af selve moderkærligheden. Moderens søn var på vej i fængsel og væddemålet gik på, at kunne moderen høste landsbyens ager inden solnedgang, ville sønnen sættes fri. En ager der ellers skulle flere mennesker til at høste.
Moderen høstede med le fra solopgang til solnedgang uden pause for at redde sin søn fra den dårlige skæbne. Bed hendes sidste kraftanstrengelse og lige inden sidste solstråle, sank hun død om. Sønnen blev sat fri.
En voldsom historie. Men hvad har Karen Blixens novelle med Palæstina at gøre?
Tænk selv efter. Jeg tænker på herremændene og deres skalten og valten med små mennesker.
Jeg ønsker ligeværd mellem mennesker, og det arbejder jeg for, så godt jeg kan. Derfor har jeg næsten hver lørdag i mange måneder gået i Palæstina-demonstrationer i Aarhus. I dag forbinder jeg mig med mødre, fædre og børn i Palæstina, der må gennemleve de værste smerter et menneske skal leve i og med.
Jeg går med, også selvom mine vilkår er så meget anderledes.
