Bortset fra den vestlige propaganda

Ifølge den engelske historiker Mark Curtis kan man vælge mellem to tilgange til at forstå udenrigspolitik. Enten kan man fokuserer på den som grundlæggende god med et fokus på, at man arbejder på at udbrede fred, demokrati og menneskerettigheder. En tilgang langt hovedparten af medier og akademikere vælger. Eller man kan fokusere på fakta i den virkelige verden. Den sidste tilgang er også nødvendig, hvis man ønsker fred, demokrati og menneskerettigheder i andre lande. Jeg har længe været skeptisk over for vestlige politikere og mediernes udlægning af situationen i Syrien og i stedet søgt anden information for at finde ud af, hvad der sker i Syrien. Mit blik på situationen kolliderer gevaldigt med de danske mediers arbejdsmåde og udlægning af situationen. Her er hvad jeg foreløbig er kommet frem til.


 

Denne artikkelen er skrevet av Lars Jørgensen, sosiolog, tidligere lektor. Hans nettside er her, og han publiserer også på Kommunikationsforum.


‘The United States is without doubt the greatest show on the road’, sagde Harold Pinter, da han modtog Nobels litteraturpris i 2005. Og det er det stadig. Men hvor længe skal vi fortsætte som artister i USA’s store road show, der ødelægger verden med en kynisk og korporativ dagsorden?

Ifølge den engelske historiker Mark Curtis kan man vælge mellem to tilgange til at forstå udenrigspolitik. Man kan anskue den som grundlæggende god med fokus på, at man arbejder på at udbrede fred, demokrati og menneskerettigheder. En tilgang langt hovedparten af medier og akademikere vælger. Eller man kan fokusere på fakta i den virkelige verden.
USA’s politiske system er i dag så korrupt og købt af det militær-industrielle kompleks og andre korporative magthavere, at de grundlæggende kontrollerer det politiske system. Princeton forskere viste i 2014, at USA ikke er et demokrati men snarere et oligarki.  Mens politikerne i fuldt offentlighed købes for stadig højere beløb, så skabes politikken på de korporative magtforholds præmisser fx inden for finansverden, hvor fortløbende præsidenter reelt har sikret forbrydere imod straf.

Harold Pinters kritik af USA’s kyniske imperalisme i hans Nobelpris-tale, 2005. 
Præsidentens opgave, republikaner eller demokrat, er at gavne det korporative system, som har betalt for ham og langt hovedparten af hans kolleger. Opgaven er skattenedsættelser for rige og selskaber og at undgå reguleringer på miljø og andre områder. Samt undgå at betale progressive tiltag der kan gavne børn, familier, arbejdere, miljø og uddannelse mv.
Endelig skal politikerne bruge det amerikanske militær og magtapparat til gavn for korporationer og det militær-industrielle kompleks’ interesser overalt i verden, du ved, skabe konflikter, formidle og godkende våbensalg, sætte sig på stadig flere landes ressourcer, udnytte befolkninger som billig arbejdskraft osv.

Hillary, Sanders og Trump
Trump er den mest berygtede kandidat. Men det er paradoksalt ikke ham, verden skal være mest bekymret for. Eller rettere, der er nogle markante svagheder ved hans åbenlyse ekstremisme. Men her skal man også vide, at de danske medier gør det umuligt at forstå amerikansk politik, fx når kommentatorer som Mads Fuglede (Venstrekandidat til Folketinget ved sidste valg) får amerikansk ekstremisme til at ligne ren fornuft.
Det er en umulig opgave med Trump. For hans parti i USA som for Fuglede på TV2. Sandheden er, at Trump ikke er (meget) værre end andre republikanske kandidater. Amerikansk politik er gået så ekstremt til højre de seneste årtier, at Hillary får Ronald Reagan til at ligne en blåøjet SF’er med make love not war og en blomst i håret. Trump har faktisk en relativ fornuftig holdning til amerikansk økonomi.
Jævnfør redaktør ved Financial Times Martin Wolff, der også skrev, at ja, han har ekstreme synspunkter, men han er på sin vis mere ’soft’ i menneskesynet end hans mere diskrete konkurrenter:
”Mr Trump is egregious. Yet in some respects the policies of his two leading rivals, Senators Ted Cruz and Marco Rubio, are as bad. Both propose highly regressive tax cuts, just like Mr Trump. Mr Cruz even wishes to return to a gold standard. Mr Trump says that the sick should not die on the streets. Mr Cruz and Mr Rubio seem to be not quite so sure.”
Tilsvarende roses Trumps udenrigspolitik for at være præcist, hvad USA har brug for: “Believe it or not, The Donald’s «America first» message is just what Washington needs to hear.” Ud fra den fornuftige pointe, at USAs ‘interventionistiske udenrigspolitik’ med krige overalt i verden (også!) har været katastrofal for det amerikanske samfund. Trump vil dog ikke (kunne) gennemføre en sådan politik, hvis han blev præsident, da han så skulle gennemtrumfe den imod sit eget parti og de dele af det demokratiske parti, som Hillary og Obama repræsenterer – som på ’fornuftig vis’ har videreført Bush’s krige. Problemet med Trump, for såvel Clintonsiden som det republikanske parti og især deres korporative bagmænd, er, at Trump vil have langt, langt vanskeligere ved at videreføre USA’s krige og interventioner, så glat, smidigt og legitimt som det har været for Obama. Og som det vil være for Hillary Clinton. Faren ligger ikke det åbenlyse.
Den amerikanske racisme bør bekæmpes åbenlyst. Som i Kennedy og Martin Luther Kings dage. Og den kamp vil komme med Trump som præsident. Tilsvarende vil verden i langt højere grad stritte imod over for en Trump præsident, der argumenterer for mere krig fx imod Iran eller flere missilier mod Rusland og Kina. Generalerne har allerede sagt, at de er klar til at standse ham. Når man kunne fjerne Nixon, så vil man formentlig hurtigere kunne fjerne Trump i dag. Om end det reelt ville ske af andre (korporative) grunde. Faren ligger et andet sted.
Det er den skjulte og diskrete politik, der er farlig. Som når Koch brødrene manipulerer et kunstigt Tea-Party parti og får millioner af fattige (sorte) til at demonstrere imod Obamacare og egne interesser. En sandhed de danske medier altid har undertrykt. Eller når republikanerne efter krakket i 2008 forlanger skattelettelser for Wall Street betalt med bevillinger til ’food stamps’ for de fattigste (sorte). Og kalder de fattige modtagere for dyr. Eller når udenrigsminister Hillary samarbejder med CIA rundt i verden om at destabilisere og styrte regimer som fx Gadaffis og Assads. Sådanne afgørende ting er klinisk væk i de danske medier.
Sanders er det himmelråbende bedste (realistiske!) bud på en præsident, der vil ændre tingene i en fredelig og retfærdig retning. Ud fra fornuftige værdier. Socialt, demokratisk, på økonomi og imod korruption fra fx Wall Street. Dertil gav han ekstra god grund til forhåbninger udenrigspolitisk, da han fornylig fastholdt en fyrre år gammel kritik af CIA som et udenrigspolitisk redskab for korporative interesser.
Hillary Clinton i sit es. Kilde: Polfoto/Gerald Herbert.
Hillary er den farlige præsidentkandidat, som vil bringe uendeligt mere krig, ødelæggelse, fortvivlelse, flygtningekriser, politisk ustabilitet og humanitære kriser mv. overalt i verden. Det er fuldstændig givet. Senest har den kendte amerikanske økonom Jeffrey Sachs sagt den kritiske sandhed, så alle kan forstå det: ”There’s no doubt that Hillary is the candidate of Wall Street. Even more dangerous, though, is that she is the candidate of the military-industrial complex. The idea that she is bad on the corporate issues but good on national security has it wrong. Her so-called foreign policy «experience» has been to support every war demanded by the US deep security state run by the military and the CIA.”
Men denne helt afgørende sandhed synes generelt undertrykt i Danmark, hvor et rystende antal politikere finder Hillary som det mest fornuftige valg. Derfor denne artikel med fokus på USA’s rolle som imperialistisk korporativ stormagt.
Hun vil helt uden tvivl føre en aggressiv konfliktskabende udenrigspolitik. Som den der er i gang i dag overalt i Mellemøsten, samt alle andre steder hvor USA fx provokerer i Kinas farvand og bebuder militær optrapning med missiler i Østeuropa nær Rusland. Hun vil vise sig at være betydeligt farligere end Obama har været. Og det bør i det mindste interessere os europæere, for så kan krigen pludselig komme tæt på.
Det er USA’s aggressive imperialisme, der er farlig ikke Rusland. Rusland har en interesse i sandheden og holder sig derfor ofte til den. Modsat USA, der selvfølgelig aldrig kan eller vil fortælle de kritiske sandheder om sig selv men altid vil lyve og skabe myter, fx når de bilder verden ind, at Rusland er den aggressive part.
Læs fx DIIS seniorforsker Karsten J. Møllers bog ’Fra Kaos til Putin’ eller denne tekst, der i det mindste indikerer, at Vestens propaganda mod Putin hviler på den (korporative) liberalistiske dagsorden. Skatter er nu engang en betingelse for en stabil økonomi og demokrati:

”But it is quite clear to me that Putin himself had a choice – to “smash and grab” like so many before him, or to take responsibility – and he chose the latter, even though it seemed completely hopeless. (…) And the reason I finally made up my mind and completely sided with Putin was… taxes. They became kind of a diagnosis, a litmus test. When Putin-haters rant to me that “Putin’s bunch are criminals and thieves”, and I ask – do YOU or your business pay taxes – and they always respond with sincere indignation.”

USA og Rusland i et stadigt opgør om besiddelser og verdensmagt.
Den geopolitiske kamp om Syrien
Det er ikke tilfældigt, at USA gik efter Saddam Hussein, Gadaffi og nu Assad. Men det handler ikke om, at de er fæle diktatorer. USA og andre lande samarbejder og sælger fx meget gerne våben til Saudi Arabien. Sandheden er, som John Pilger udtrykker det, at Assad er selvstændig i forhold til de Vestlige magter og deres geopolitiske og korporative interesser. Ligesom Gadaffi var. Derfor skal han fjernes.
Den lidt mere komplicerede sandhed handler om magtspillet omkring Syrien om gas og olie og en planlagt rørledning fra Qatar og Saudi Arabien igennem Syrien og Tyrkiet til Europa. Den plan blokerer Assad. Og det er Rusland glade for. For de er afhængige af deres gaseksport, hvoraf 80% plejer at gå til Europa.
Hvis rørledningen bliver en realitet kan Europa klare sig uden Ruslands gas. Derfor er Syrien et brændpunkt, og derfor er Saudi Arabien og Qatar præcist lige så interesserede i at fjerne Assad, som Rusland er i at beholde ham. En klar forklaring på det magtspil giver Præsident John F. Kennedys nevø, Robert F. Kennedy her og her.
Overblik over gasforsyningerne.
Vestens groteske destruktion af Mellemøsten
USA fører konstant krige, nu blot med os på vognen. Med samme ufattelige kynisme som da Nixon og Kissinger slog hundredetusinder uskyldige mennesker ihjel i Vietnam – og Kissinger fik Nobels Fredspris. Vi må indse, hvad det betyder, når tidligere udenrigsminister Margaret Albright står fast på, at Yes, we think it was worth it’, at mere end 500.000 børn døde som følge af sanktioner mod Irak i nittenhalvfemserne. Især fordi vi selv gør det samme i dag. Hvor vi fastholder ulovlige sanktioner mod Syrien, mens vi taler om at ville afsætte Assad for befolkningens skyld. Hvor ligegyldige kan ord blive?
Børn, familier og gamle lider Mellemøsten i dag. Libyen og Irak er ’failed states’, hvor intet fungerer som før Vestens krigsindsats. En million mennesker i Libyen anslås lige nu at være i livsfare, fordi sundhedssystemet er destrueret. De langsigtede konsekvenser af vores ’humanitære krige’ er endda mere uhyrlige og groteske.
USA’s militær brugte fx en form for ’depleted uranium’ i deres ammunition i Irak, der i dag ligger spredt ud over hele landet. Den vil fortsætte med at give kræft i op til fyrre gange det normale samt forårsage genetiske skader på linje med den ’agent orange’, der her halvtreds år efter fortsat skaber rædsel og lidelser i Vietnam. Depleted uranium har blot en halveringstid på 45 millioner år.
Og sådan kunne man blive ved. I Syrien sker blot det paradoksale, at mens det er Vestens sanktioner og fundamentalistiske fremmede oprørere, der har besat dele af landet, så er det den syriske regering, der bebrejdes for ikke at sørge for mad og vand til de besatte områder.
USA bruger mere på militære udgifter end de efterfølgende syv lande tilsammen:
USA indtager førstepladsen i midler brugt på forsvar.
Humanitær propaganda underminerer international folkeret
Tænk så på, at vi faktisk gik ind i dette ragnarok af krig, død og ødelæggelse på en korporativ dagsorden om olie forklædt ved hjælp af løgn, manipulation og propaganda. Alle ved i dag, at præsident Bush, premiermister Blair og statsminister Fogh Rasmussen løj for befolkningerne for at legitimere krigen i Irak. Det er oplagt, at disse folk bør prøves ved en domstol i Haag.
Vi andre må se konsekvenserne af krigene i øjnene, se på de flotte ord vi gik i krig på og indse hulheden. Vi må punktere de patetiske paroler om at bringe’Peace and Democracy’ og forstå, at de militære interventioner hviler på kyniske korporative strategier og geopolitiske magtforhold. Den humanitære dagsorden tjener blot til at legitimere ’regimeskifte’ i lande med ressourcer og selvstændige ledere vis-a-vis Vestens kapitalisme; ’Overthrows’ som Stephen Kinzer kalder dem.
Ifølge den amerikanske journalist Stephen Lendman var NATOs intervention i Libyen en forbrydelse på Nürnberg-niveau. Blot med den forskel, at mens Det Tredje Riges folk blev hængt for deres forbrydelser, så er vor tids kriminelle ledere frie til at begå endnu større forbrydelser i fremtiden. Vi lever i lovløse stater, hvor kriminelle handlinger på højeste niveau ikke straffes men er (internationalt) karrierefremmende.
Den nationale lovløshed spiller sammen med den internationale lovløshed, hvor USA fører an i at underminere international lov og FN’s magt. USA presser på i forhold til det internationale samfund, når USA og NATO i stigende grad går i krig uden om folkeret og FN-mandat. I stedet baseres interventioners legitimitet på den følelsesmæssige og moralske indignation, man installerer i befolkningen gennem politiske løgne og mediebaseret propaganda.
Syriske flygtninge bliver hjulpet ind i Tyrkiet. Polfoto/Lefteris Pitarakis.
Vor tids ’humanitære interventioner’ er en djævelsk måde at legitimere militær intervention på. Ved at appellere til følelser forføres befolkningen væk fra respekt for lovgivning og principper og vænnes langsomt til at mene, at krig er legitimt uden international folkeret og Nürnberg-forordningerne.
Mediernes rolle og ansvar
Vi må tænke langt mere kritisk om vores medier. Ellers er vi bedre tjent uden. De danske medier er generelt ikke i stand til oplyse kritisk om Danmarks deltagelse i de verserende krige. I stedet har vi et understøttende ’samspil’ mellem medier og politisk magt som i USA. En form for systematisk misinformation, der gør muligt at kontrollere befolkningen og lede dem fra krig til krig. Ved på den måde at føre krig med medierne kan regering og medier sikre, at krigene konstant virker meningsfulde, legitime om ikke nødvendige. Mens befolkningen endda lærer at ville kæmpe for løgnene.
I god tid inden vi skal i krig fodrer politikere og medier os med stereotype dæmoniseringer af ledere som Gadaffi, Putin eller Assad. På den måde kobles falske ideer med stærke følelser, så vi fyldes med afsky, mister nuancer og bliver ude af stand til at tænke køligt og klart endsige kritisere krigsdeltagelse på sagligt grundlag. Derfor kommer en tænkende forfatter som Carsten Jensen i gevaldig modvind, når han taler imod det officielle politisk-medieskabte narrativ.

«During the trial, the chief American prosecutor, Robert H. Jackson, stated: ‘To initiate a war of aggression, therefore, is not only an international crime; it is the supreme international crime differing only from other war crimes in that it contains within itself the accumulated evil of the whole.’
Putin, Assad og Syrien: I medierne og i virkeligheden?
I min research af internationale kilder fx kritisk tænkende politikere og korrespondance med journalister og videnskabsfolk med viden om Syrien fik jeg efterhånden et indtryk stik modsat de danske mediers. Så da vigtige journalister som Peter Oborne og Robert Fisk rapporterede fra Syrien, at hæren og befolkningen i allerhøjeste grad støtter Assad og ikke kan forstå, at Vesten støtter terroristerne, var det afgørende bekræftelser på mine mange andre internationale kilder.

Magt, løgn og korruption. Den britiske graverjournalist Nick Davies om USA’s aflytningsskandale.
Senest har Stephen Kinzer i anerkendte Boston Globe ført den kritiske sandhed frem i mainstream mediernes magtfulde lys, at dækningen af situationen i Syrien er en skamplet i amerikansk journalistisk historie. Adam Holms dokumentar overraskede ikke men støttede kun mit billede. Pilger har længe sagt, at dækningen af Syrien er markant værre end Irak. En krig alle i dag ved var baseret på løgn og manipulation. Hvem husker ikke den internationale pressekonference med Saddams ’incubated babies’? En ren fabrikation. Den vestlige løgn og propaganda om Syrien i dag er langt værre.
Pilger: Syrien er markant værre end Irak.
Ruslands lovlige og USA’s ulovlige rolle i Syrien
Det handler om integritet. På det seneste har jeg set to tidligere generaler, en tysk og en britisk, professor Kinzer samt den anerkendte menneskerettighedsundersøger Carla Della Ponte rose russernes bomber mod ekstremistiske jihadister i Syrien. De betragter alle russernes bomber som afgørende fornuftige for en mulig fred i Syrien. Rusland har den internationale ret på sin side her.
Dermed undermineres vestens narrativ, og vi kan se, at der er tale om en fabrikeret dagsorden skabt med den hensigt at legitimere fjernelsen af Assad. Men det er en ulovlig dagsorden i Syrien. Ligesom det er ulovligt at støtte forskellige jihadistiske grupperinger imod Assad, som USA, Tyrkiet, Saudi Arabien og andre lande til stadighed gør.
Vi må genindføre respekten for international lov og stoppe med at destruere lande ud fra et følelsesmæssigt forgodtbefindende. I Syrien vil Assads fald spille magten over i mere eller mindre fundamentalistiske Wahhabisters hænder.
Jeg kan til dels forstå, at korporative interesser er blinde for, at de støtter en wahhabisme potentielt lige så farlig som nazismen. Men det amerikanske narrativ føres utvetydigt frem i de danske medier, fx her af redaktør og erfaren korrespondent i Mellemøstlige forhold Anders Jerichow:
”De russiske fly spreder død og ødelæggelse over det syriske samfund og en civil befolkning – lige foran vores øjne. Men regeringer, der ellers priser sig af ansvarlighed, lader ham bombe uden anfægtelse. Lader ham dræbe civile. Og lader ham slippe for en anklage ved den internationale straffedomstol.”
Hvor længe skal vi fortsætte som artister i USA’s store road show, der ødelægger verden på en kynisk korporativ dagsorden? Hvor længe skal vores medier understøtte og legitimere den ulovlige saudiske og amerikanske dagsorden om ’overthrow’ af Asad i Syrien?

«Veteraner fortæller om krigens virkelighed og om at føle sig forrådt af at gå i krig på korporative magtforholds interesser.»

NB. Om TTIP

Det er i øvrigt samme form for kynisk korporativ dagsorden og lovløshed, der ligger bag den økonomiske såkaldte ’handelsaftale’ TTIP, hvor den korporative lobby i USA og de største multinationale selskaber har planlagt at underminere de politisk-demokratiske magtforhold i Europa. Hvis … Eller når TTIP underskrives, så vil multinationale selskaber få langt mere magt vis-a-vis europæiske regeringer. Fx vil de europæiske regeringer givetvis miste magt ift. at regulere medicinpriser, hvorfor, jf. Nobelpristager George F. Stiglitz, fattige europæere ikke vil have råd til deres medicin og vil dø.  Men præcist lige som med krigene i Irak, Libyen og nu Syrien, så bruges medierne mere til at undertrykke denne helt demokratisk afgørende information. Medierne er jo også korporative – og de danske medier får i høj grad deres information fra de amerikanske medier…
Dette er en utvidet og oppdatert versjon av artikkelen.

 

  8 kommentarer til “Bortset fra den vestlige propaganda

  1. Roald Aune
    20. mars 2016 klokka 05:57

    Han oppsummerer igjen det vi har skrevet i flere år om løgnene fra media og her i Norge store deler av akademia (de som slipper uimotsagt til i NRK) om situasjonen i Syria. Han referer greit til diverse artikler og uttalelser som allerede er kjente for oss, fra personer som dels har et geopolitisk og historisk kjennskap til årsakene til krigen i Syria. Som enhver marxist er jeg flasket opp til å tenke i sammenheng, og vinkle mer på årsak enn virkning. Slik er denne artikkelen velkommen, den befester allerede viten om Syria og er klar og konsis.
    Det denne artikkelen mangler, men det er kanskje heller ikke målsetningen, er hvordan media ikke bare gir et fortegnet og løgnaktig bilde av situasjonen i Syria, men en må også peke på hva media unnlater å nevne: Forsoningsarbeidet i Syria, flyktninger som vender tilbake etter hvert som områder frigjøres fra terrorister, særlig fra flyktningeleire i Jordan. Dette vil øke når hele Damakusområdet til den libanesiske grensen vil være ryddet om ikke lenge.

    • 20. mars 2016 klokka 23:58

      Ironisk og paradoksalt gikk startskuddet for «Wall-streets» konsolidering og oppkjøp av den vestlige pressen umiddelbart etter Harold Pinters kritikk av de samme aktørene under sin tale, da han mottok Nobels litteraturpris i 2005. Danske Berlingske, Tyske, Polske og Norske aviser m.m. (Orkla media) ble kjøpt opp av «banksyndikatet» Mecom (registerert samme år) – et kontor i Londons finansgater bestående av ti styremedlemmer. Den fjerde statsmakts fall og hva den senere skulle brukes til ble til de grader understreket i Trondheim da Schibstedkontrollerte Adresseavisen under operasjon «Media Norge/Edda osv» Presterte å kalle avisa Heimdalsnytt «monopolist» i sin tåkelegging av raidet mot avisa, for å kjøre eierne (oss) konkurs og dermed kontrollerer hele annonsemarkedet, samtidig som de fikk monopol på avistrykk. Adresseavisen var allerede da et milliardkonsern og hadde kjøpt den danskeide Byavisa sammen med A-pressen (Polaris ble lansert høsten 2007). Og sluttføringen av den nye avisfabrikken til 200 mill. på Orkanger 50/50 eid av A-pressen og Adresseavisen skulle altså nedbetales med fullstendig markedsmonopol.
      – Og Heimdalsnytts eiere (monopolisten) Rotasjonstrykkeriet, som hadde eierskap i tre bedrifter i Midt-Norge – tok «hele» 12 millioner av markedet fra Trondheim til Sunndalsøra i Møre og Romsdal.

      Mecom – «banksyndikatenes gigantbløff hadde en nedbetalingsplan på åtte år, og ble avsluttet med salget av Berlingske til nederlandske De Persgroep sommeren 2014. Denne finansoperasjonen inneholdt kartellvirksomhet, statlig subsidier til papirfabrikker for å betale «lånene» til de samme aktørene, og få samlet det forhenværende mediemangfoldet under ên paraply, utelukkende bestående av meningsfeller. Den kampen er jeg ikke ferdig med ennå Roald, og tiden/samfunnet er vel snart moden for å friskmelde ytringsfriheten eller?

  2. Tor Danielsen
    20. mars 2016 klokka 10:13

    Takk for den! Kjente ikke til mannen og bloggen fra før. Fantastisk opplysende og oppklarende for ens egne tanker og synspunkter.

  3. ABC
    20. mars 2016 klokka 17:39

    «Vi indoktrineres til at opfatte deltagelse i krig med USA og NATO som en moralsk nødvendighed.» ja men vi trenger USA før beskyttelse framover trur jeg da…

    Men bra og bra blogg, fann denne der «During times of universal deceit, telling the truth becomes a revolutionary act.» George Orwell

    Så Noam Chomsky – Corporate Media

    https://youtu.be/292QeHKqPWo

  4. 20. mars 2016 klokka 19:21

    kære kommentatorer, Pål og jeg havde mis-kommunikeret, så der først blev lagt en ældre version af artiklen op. Nu ligger den rigtige version heldigvis på Steigan. Den har ikke afsnittet om Libyen med. Men den indeholder meget vigtige pointer om den virkelig årsag til, at Syriens Assad skulle væk. Det handler om USAs korporative agenda med rørledninger fra Quatar og Saudi Arabien gennem Syrien til Europa (kilde John F. Kennedys nevø Robert F. Kennedy jr.). Den indeholder også kritik af de vestlige medier for at være så ringe, at vi bør overveje, om de har nogen berettigelse samt en pointering af, at den ‘humanitære’ retorik skjuler den militær maskine, der ødelægger blandt andet Mellemøstlige lande præcist lige så destruktivt, som USA ødelagde Vietnam mange årtier frem. I Vietnam efterlod USA det genetisk destruktive stof ‘agent orange’ i Irak har USA efterladt ‘depleted uranium’, som formentlig vil vise sig lige så destruktivt i de kommende årtier.

    Desuden indeholder artiklen en direkte konfrontation med de danske mediers dækning af Syrien specifikt med den store danske avis Politiken, hvor redaktør og erfaren Mellemøstkorrespondent Anders Jerichow for ikke længe siden skrev en hånende artikel imod russernes bomber, som om russernes mål var at slå civile ihjel. Her læner jeg mig blandt andet op ad et par tidligere generaler, der roser russernes bomber som en betingelse for en fredelig løsning i Syrien samt Robert Fisk og Stephen Kinzer, der har skrevet bøger og rapporteret fra Mellemøsten i årtier. Stephen Kinzer siger, at hele den amerikanske, dvs. den vestlige dækning er en skamplet på den journalistiske historie og roser i øvrigt Rusland for at have reddet Vesten imod de fundamentalistiske jihadister i Syrien. Læs og del endelig. Lars

    NB. Informative artikler (især) efter, at jeg har skrevet artiklen.

    Jeffrey Sachs skrev i sidste uge i danske Information mange af de samme pointer som findes i min artikel: https://www.information.dk/debat/2016/03/saadan-skaber-stabilitet-syrien

    Jeffrey Sachs (fra februar): http://www.huffingtonpost.com/jeffrey-sachs/hillary-is-the-candidate_b_9168938.html

    Stephen Kinzer: http://www.bostonglobe.com/opinion/2016/03/19/vote-sanders-everyone-else-will-send-your-kids-war/aJzUYVFOaivEbPy3BiButO/story.html

    http://www.salon.com/2016/03/20/it_is_urgent_that_shes_stopped_hillary_clintons_nightmare_neoliberalism_and_american_exceptionalism_makes_the_world_a_dangerous_place/

    http://normanfinkelstein.com/2016/03/18/id-take-one-honest-bernie-over-ten-thousand-insipid-baracks-any-day-of-the-week/

    Endelig et link til et meget interessant interview med Oliver Stone og historiker Peter Kuznik om USAs politiske system, imperalisme og Obamas disrespekt for lovgivningen. Obama er uddannet advokat. De siger blandt andet: «There is a system in place which is enormous, it’s the Pentagon System. () Nürnberg existed for a reason…». Her er den officielle introduktion til interviewet: «Americans are living in an Orwellian state argue Academy Award-winning director Oliver Stone and historian Peter Kuznick, as they sit down with RT to discuss US foreign policy and the Obama administration’s disregard for the rule of law.» [2012]https://www.youtube.com/watch?v=gITReTUZ6O8

    • 21. mars 2016 klokka 00:09

      Godt oppsummert. «Årsaken» til at den vestlige pressen har knekt ryggen kan leses ovenfor.

  5. abc
    21. mars 2016 klokka 11:05

    Helt korrupt og åsaken er sikker ikke kun en men en kul qoute «Anyway, no drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the source of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.»

    • abc
      21. mars 2016 klokka 12:15

      Og USA er ferdige som supermakt og kommer ikke ha penger til dagens militære utgifter om litt. Det som er riktig «interessant» er at det monetære systemet er på vei og skiftes ut alt raskere og dermed raser hele korthuset som vår velferd bygger på og vi går mot en ny og mer usikker verden.

      http://sputniknews.com/politics/20160317/1036485001/gaddafi-gold-story.html

Legg inn en kommentar